onsdag den 20. juli 2016

På tysk i Harzen

Vi kunne faktisk RIGTIG godt lide Harzen!
Jeg indrømmer dog gerne, at de positive vibrationer mellem området og os, havde et noget kitchet islæt. Der er et eller andet helt utrolig -  tysk - over Harzen. 
Men Harzen er også frodige grønne skove, smukt bjerglandskab, hyggelige små landsbyer og uendelige mængder af ren, frisk luft. 

Vores ferie begyndte for præcis en uge siden. Vi havde planlagt at køre tidligt onsdag morgen, men fordi der lige var noget bøvl med vores opvaskemaskine, som skulles fixes, blev kl. 9.30, før vi kom afsted. Det gjorde nu ikke så meget, for den første køreetape var kun på ca. 550 km, og med indlagt proviantstop hos Fleggaard ved grænsen, og en frokostpause et par timer efter, ankom vi ved 17.30 tiden til hotel Panoramic i byen Bad Lauterberg. 
Vi havde på forhånd luret (via billeder samt fået fortalt) at hotellet var slidt og 70'er agtigt, men det var altså storslemt! At åbne døren ind til værelse 487 på 6.etage var som at træde ind i en tung, mørk og brun/orange tidslomme, der dog udelukkende kaldte smil og latter frem hos os. Udsigten var god, vi sov godt og der var Tour de France i værelsets lille 'tykskærms-tv' (et ord Lillepigen opfandt som modsætning til et tv med fladskærm). 
Havde vi villet betale 10' € ekstra pr. nat pr. person kunne vi have fået et af hotellets nyrenoverede og tip-top moderne hvidmalede værelser, men det så vi nu ingen grund til at prioritere. 
Det er ikke farven på gardinerne, der skal bestemme om min dag bliver god eller dårlig, så vi grinede bare af det. 

Og hvad laver man så i Bad Lauterberg ud over at drikke tysk øl og spise Schnitzel mit Pommes?
Vi havde 3 overnatninger, dvs to hele dage. 

Den første dag blev en 'ud i naturen-dag' med en kort vandretur i nabobyen St. Andreasberg. Senere en tur med kabelbane op ad en bjergskråning for at nyde udsigten, inden nogen tog samme kabelbane ned igen (Lillepigen og undertegnede), mens andre tog turen ned i 'Rodelbahn', som er sådan en skør sommerkælkebane. 




Om aftenen badede vi i hotellets swimmingpool, og spiste på et Gasthaus i byen. Jeg valgte (og fortrød mit valg, straks jeg så den) en Grill-Teller (grilltallerken, red.), der ud over Pommes bestod af kotelet, et stykke flæsk og en pølse! Kunne overhovedet ikke spise det hele. 



Jeg kørte i øvrigt ved flere lejligheder med tyskerklatten: Bestilte mad, købte madpakker (supergod hotelservice, at man kunne tilkøbe frokostmadpakke til ture - det vi havde stor glæde af) og hilste godmorgen, goddag og godaften til hvem end jeg mødte på min vej - På tysk! 

På den anden dag udnyttede vi, at der til vores ophold hørte indgang til det nærliggende badeland Vitarmar.
At boltre sig klorvand, køre i vandrutsjebane osv. er noget min familie elsker, og selv jeg så afgjort helst var fri, så må man indimellem 'tage én for holdet' og det gør jeg i sådan et badeland - trodser min modstand mod at befinde mig halvnøgen i en salig dunst af klorvand og pommes frites. Mine tøser har altid elsket, når jeg gad lege med. Så jeg gik all in! Og ham der har en vielsesring magen til min, er et stort legebarn, så ham kan børnene altid regne med. 
Vitarmar var et supergodt og ok stort badeland med mange forskellige aktiviteter. Vi synes bassinet, hvor der hver 45. minut i 15 minutter blev fyret op for nogle helt vilde crazy bølger, var det sjoveste. 
Med røde øjne og trætte hoveder fra klordampe og fysisk aktivitet forlod vi efter tre timer Vitamar, og brugte resten af dagen på endnu en kabelbanetur et andet sted i byen, et slag minigolf på hotellets nedslidte, ramponerede minigolfbane og gik så ellers tidligt til ro efter at have pakket kufferterne igen. 
Dagen efter kørte vi videre til Paris. 


Pæn tysk udsigt!



mandag den 18. juli 2016

En Gud i ruiner

Jeg fik lyst til at læse bogen 'En gud i ruiner', efter at have læst flere rosende anmeldelser af den. Bestilte den hjem fra det lokale biblioteket, måtte vente i adskillige uger, før det endelig blev min tur til at låne den. Måske derfor havde jeg fået skruet forventningerne pænt højt op, da jeg endelig begyndte at læse bogen.

Den var svær at få hul på, indledningen forvirrende og jeg havde store vanskeligheder med at holde styr på persongalleriet i læsningen af de første par kapitler. 
Overvejede et par gange simpelthen at droppe den, men blev stædigt ved. 

Og hvor er jeg dog taknemmelig for det! 

Langsomt åbnede fortællingen om den tidligere RAF-pilot Teddy Todd sig for mig. Jeg lærte Teddy og hans familie at kende, og romanens kompositoriske spring frem og bagud i tid kom til at virke rigtig godt. Teddy er en dygtig og meget velanset pilot på engelske bombefly under 2.verdenskrig. De stærke, rædselsvækkende og meget følelsesladede minder, han har fra sin tid under krigen, mærker ham for livet og former hans syn på fremtiden. 
Jeg kom  sådan til at holde af Teddy, der helt gennemgående er en fin og god mand. Forholdene til konen Nancy og ikke mindst til datteren Viola og hendes to børn, er til tider temmelig komplicerede og jeg blev flere gange undervejs oprigtigt overrasket over de drejninger fortællingen tog. 
I romanens slutning laver forfatteren et fortælleteknisk kneb, som er SÅ raffineret og overraskende. Jeg måtte simpelthen tilbage og genlæse et par passager, for at få kabalen til at gå op. 
'En gud i ruiner' er en virkelig god bog som både giver indsigt i forskellige forhold, der vedrører 2.verdenskrig, men også i mellemmenneskelige relationer og i særdeleshed i kærlighedens mange fremtrædender. 

søndag den 10. juli 2016

Sprechen sie Deutch oder Französisch?












Ja, grin I bare, men når vi er kørt forkert, hvem spørger så om vej, hva'? Hvem gør det?


Min familie har i den seneste tid ofte passeret mig med den ene mere hovedrystende og grinende attitude end den anden. Det var når jeg sad i sofaen, på terrassen eller i køkkenet med min 'Træn dit rustne turist-fransk'-app, så jeg forstår sådan set godt deres latter, for hvor må jeg har set tåbelig ud og ikke mindst lydt. 
Skriver 'har set' for appen er slettet igen, projektet var håbløst.

Jeg var god til sprog ret tidligt. Fik høje karakterer i folk'eren i både engelsk og tysk og havde på gymnasiet som én af få tre sprog på højt niveau. Så udover det obligatoriske latin i 1.g terpede jeg både tysk, engelsk og fransk. 

I 3.g var jeg med franskholdet 10 dage i først Paris og bagefter en uges privat indkvartering hos franske familier i Bordeaux, og at sidde der den første aften - hos vildt fremmede (de var SÅ søde, fandt jeg da heldigvis hurtigt ud af) fransktalende mennesker, og kæmpe for at få bare et minimum ord og sætninger vendt rigtigt på tungen, det er noget af det mest grænseoverskridende, jeg har oplevet. 

Desværre har jeg ikke brugt mine fremmedsprog ret meget i voksenlivet, så de er ærlig talt alle tre noget rustne, og det franske lærte jeg ikke godt nok på de 3 år, til at jeg kan begå mig aktivt på fransk. Jeg kan bestille kaffe, købe is og læse skilte i supermarked, for kan godt huske at agurk hedder 'concombre' og at jordbær hedder 'fraises', men jeg har slet ikke modet til at kaste mig ud i fx. at spørge efter en vare, en billetpris eller om vej.

Det bliver jeg så nok bare nødt til her i denne sommer, for vores erfaring med franskmænd er at de TALER FRANSK og at det er ganske få, der slår over i engelsk, selvom de kan høre at man er i alvorlige sprogvanskeligheder. Så jeg fornemmer et vist ansvar på mine skuldre, og det var så her den der app kom ind i billedet. For kunne jeg da bare lige genopfriske en smule inden ferien, så var vi da lidt bedre hjulpet.

Jens har aldrig lært fransk og de to generte teenage-piger, der begge har fransk i skolen, tvivler jeg på at vi kan satse på, men man kan jo blive overrasket...

Så der sad jeg så -  og gentog  om og om igen: God morgen, goddag og god aften, farvel og tak og må jeg bede om regningen... Bestilte to kopper kaffe, en flaske vand og spurgte om vej til bageren. Og efter et par dage opgav jeg, også så må vi klare os med Google Translate!

Mit tyske har det heller ikke for godt, omend det er langt bedre end fransk. Det er bare rustent og ubrugt. Jeg bruger det jo ikke rigtig. 
Tysk er nu langt nemmere at tale og forstå end fransk, men jeg MANGLER GLOSER, når jeg skal forklare mig. Det er bare ikke nemt at spørge efter et håndklæde, når man ikke kan huske hvad det hedder (Handtuch, tak) og så går jeg bare helt kold i alt det omvendt ordstilling. Jeg gerne en kop kaffe bestille vil, hvis de så venlig være at mig lidt mælk give til, Danke Schön.

Mit problem med tysk er nok at jeg hæmmes af alle de grammatiske finurligheder, man skal have styr på, og gerne vil kunne sige sætningerne KORREKT. Det har så den slagside at jeg ofte slet intet får sagt, for min kære mand har, når jeg er kommet frem til at det må hedde 'werden Sie mir das Hantuch geben', så har han for længst fået udleveret et håndklæde og er skredet. For han gør det bare. Taler tysk. Alt det bedste han har lært, og fuldstændig uden at gå op i, om det han siger er grammatisk korrekt. 
Jeg gætter på at vores ferie bliver en skøn sproglig blanding af  tysk, engelsk og fransk tilsat fagter og tegn i skøn forvirring.

lørdag den 9. juli 2016

Gøre-huset-klar-til-boligbytte-fasen






















Den skønne mand, der har en vielsesring magen til min, har omsider også fået sommerferie, og vi er trådt ind i 'gøre-huset-klar-til-boligbytte-fasen.

Det er en fase, som lige kræver tre dybe indåndninger og en fælles high-five, for det er omfattende for vores vedkommende. Vi bor i et stort hus, roder som ind i helvede og kommer sjældent i bund med ret meget. Og her vil min mand helt sikkert sige: Orkhh! Det kunne være meget meget værre, og det har han ganske givet ret i...

Vi kender turen, for det er femte gang, vi holder ferie på den måde, at vi bytter hus. 

Listen hedder 1) Belgien i 2012 2) Stockholm i 2013 3) Reykjavik i 2015 4) Frederikssund 2015 (påskeferie) og nu 5) Paris 2016.

Denne ferie skal vi bytte med en (amerikansk) familie fra Paris. En far, en mor og to små drenge. 
Det at lukke mennesker, man ikke kender, ind i sit hjem, endda mens man ikke selv er hjemme, er i høj grad et spørgsmål om gensidig tillid. 

Det er dét spørgsmål, vi aller oftest bliver stillet, når vi fortæller at vi holder husbytte-ferier ...  Hvordan har I det med at der bor nogle vildt fremmede i jeres hus?
 Vores svar er meget enkelt, for det har vi overhovedet ingen betænkeligheder over. Ikke én eneste faktisk. Og de gange, vi har gjort det, har kommunikationen før og under opholdet mellem dem, vi skulle bytte med og os, været så hyppig og livlig, at faktisk overhovedet ikke føles som fremmede mennesker. 

Det, der optager os (og det er måske mest mig, det vil jeg ikke udelukke), det er at vi ønsker at vores hjem tager sig ud fra sin allerbedste og pæneste side, og for at komme derhen, er der liiiige en del ting, der skal gøres og ordnes. Det fede er så, at det alt sammen er opgaver, vi alligevel skulle have løst, nu har vi bare en deadline, der er vigtig for os, og derfor får vi det gjort!

I dag har vi fået ordnet:

  • Oprydning i en reol, omfattende udsmidning af ca. 30 ringbind med indhold af alt lige fra 10 år gamle forsikringspapirer, kontoudtog, lønsedler, en masse dokumenter fra min tid på lærerseminariet, artikler, opgaver, synopser og noter, det hele røg UD. 
  • Udplantning af diverse blomster og krydderurter i krukker på terrase og i udestue, en opgave der krævede mere end ét besøg hos blomsterafdelingen i det lokale supermarked
  • Om- og udplantning af husets få indendørs potteplanter + indkøb af lidt nye. 
  • Tur til genbrugsstationen med et ukendt antal affaldssække med plast, pap, papir, tøj og en hel del til  'småt brændbart'.
  • Rengøring af kælderareal, vask af trappe og rensning af filter på vaskemaskine
  • Grundig rensning af pumpe og noget andet, som jeg har glemt på opvaskemaskine, samt  oprydning og rengøring af 'skraldespandsskabet' under vasken.

Det lyder måske skørt at vi gør alt det - og meget mere til - for at kunne tage på sommerferie, men sådan er det, og heldigvis så er jo tiltag, der kommer os selv til glæde, når vi kommer hjem igen. (Reolen har jeg fx.  villet rydde op i mere end et år!)

Mens vi knokler rundt, snakker vi om vores ferie, lægger planer og glæder os megameget til at komme afsted på onsdag. 




onsdag den 6. juli 2016

Elsker ferie, uanset vejret

Lillepigen, om vejret:
Men mor vi skal da være glade for at der overhovedet ER et vejr udenfor, ellers ville det da være alt for kedeligt...

Mig: Øhh ja, det kan du da have ret i (mens jeg spekulerer som en gal over, hvordan verden ville tage sig ud, UDEN  et vejr udenfor. Så abstrakt evner jeg tilsyneladende ikke at tænke!?)
-----------------------------------------------------------------------

Ham, der har en vielsesring magen til min:
Jeg smutter lige i Brugsen og finder på noget til aftensmaden.
Mig: Ja, og hvis du ikke kan finde på noget, så køb bare noget pizza.
Ham, der har en vielsesring magen til min:
Nej, jeg vil gerne lave noget ordentligt mad til os.

Lidt efter:
Ham, der har en vielsesring magen til min:
Hej, så er jeg hjemme igen.
Mig: Hvad fandt du på?
Ham, der har en vielsesring magen til min:
Jeg kunne ikke rigtig finde på noget, så jeg købte bare noget pizza...


Var pizza i mellemtiden med ét flyttet ind under kategorien 'ordentlig mad' eller har jeg så ubevidste manipulerende evner, at han intet andet kunne tænke på, da først ordet var sagt højt?


--------------------------------------------------------------

Var på styrketræningshold i morges kl. 6.15. Skal da lige love for at man får noget ud af en feriedag, når man sætter den så tidligt i gang. Kl. er nu 10.43 og jeg trænger i den grad til en lur. Inden turen går til Givskud Zoo med Lillepige og dennes veninde. 




søndag den 3. juli 2016

Endelig, tænkte han nok!

Hvad min sportsglade far havde taget ud avisen og lagt til side til mig, da jeg kom på besøg:






lørdag den 2. juli 2016

Og så fik skolelæreren ferie

Fredag kl. 12 klappede jeg låget til den bærbare i, afleverede den til 'sikker indlåsning for sommeren', ryddede mit skrivebord og skred.
Farvel folkeskole - i de næste fire uger kan du passe dig selv, du kan rende mig, og du kan vente til jeg kommer igen efter ferien. 

 Jeg vil helst ikke skænke dig en tanke, før jeg er blevet ladet op. Batteriet er så fladt, at det godt kan komme til at tage rigtig lang tid.

Mens jeg lader op, griner jeg af denne historie:


Læs hvad den historie går ud på her


fredag den 1. juli 2016

Der er muligvis tale om at jeg har udviklet mig!

Breaking News:
Jeg har set - og fulgt med i en HEL fodboldkamp på tv!

Og mine dame og herer:  Jeg blev faktisk så optaget af spillet og så interesseret i kampens udfald, at jeg vil gå så langt som til at sige, at det var spændende!

Hvis man kender mig - eller har læst med på bloggen her længe og fx. kan huset indlæg som dette, så ved man, at det er en MEGET sjældent forekommende ting, at jeg ser sport på TV.

Sidst jeg så en hel fodboldkamp fra start til slut var i 2007 (!) og det var den dramatiske kamp i Parken, hvor en dansk tilskuer, løb ind på banen og overfaldt dommeren. 

Siden 2007, hvor jeg altså så en fodboldkamp på tv, er der rundt regnet hver eneste gang, ham der har en vielsesring magen til min, har set fodbold i tv, sket det at jeg ha forladt stuen. Ikke som sådan i protest, men mere fordi det har interesseret mig mindre end vådt bølgepap, og så er jeg fortrukket andetsted. Meget typisk ind i min seng med iPad og Netflix eller en bog,

Og hvordan gik det så til, at man så mig heppe på Island mandag aften?

Ja, se det er jo det interessante, for det var slet ikke meningen at jeg skulle se kampen, til gengæld var det meningen at jeg ville blive i stuen sammen med min skønne mand, dels fordi vi har tilbragt meget lidt tid sammen på det seneste, og dels fordi han er usandsynlig god til at nusse i hår, i nakke og ae på ryggen, og det var lige hvad jeg trængte til efter en dum dag. 
Så jeg lå i hans favn og blev nusset. I 4 minutter. Så scorede Island til 1-0 over England, og jeg blev nødt til lige at sætte mig op, for at se det hele ordentligt. Og jeg blev siddende. Nærmest på kanten af sofaen, fordi det var sgu da skide spændende!

Man siger jo at alt samarbejde står på et fundament af relation mellem mennesker. Jeg samarbejdede med den fodboldkamp, fordi jeg har en relation til Island. Der var vi nemlig på sommerferie sidste år, og vi elskede hvert sekund i dette smukke land fyldt med smukke, stolte og glade mennesker. Måske holdt jeg faktisk mere med Island, end jeg ville have gjort, hvis det var Danmark, der spillede mod England, for jeg er ikke i besiddelse af en national stolthed, der kan føles i hjertet - eller sagt mere direkte - så er jeg ikke specielt stolt af at være dansker.

Hvad jeg husker fra kampen ud over målene?
Høje lækre muskuløse lyse mænd med tatoveringer op begge arme. 
Det er vist det. 


Hvad det næste bliver?
Hold nu godt fast: Jeg påtænker at følge med i Tour De France (min mand er grædefærdig af lykke over den udmelding) for når vi skal stå på Champs Élyssée den 24.juli og se rytterne komme kørende på denne paradeetape på verdens smukkeste boulevard, ja så er jeg jo ligesom nødt til at vide, hvem det er, vi står og kigger på, ik?

søndag den 26. juni 2016

En weekend med 80'er fest, cykeltur og meget snart ferie

En superdejlig weekend er snart slut. Jeg suger det sidste næring ud af den, mens jeg sidder her og skriver!

Jeg kunne mærke weekenden tage fat i mig sådan cirka fredag kl. 14, hvor jeg befandt mig højtsyngende i en skolegård sammen med et par hundrede glade børn der, så snart sangen sluttede, havde sommerferie. 

Kl. 18 samme aften entrerede jeg skolens årlige sommerpersonalefest i et outfit, der bl.a bestod af creppet hår, pink øjenskygge og neonfarvede leggings. Nå nej, gamachebukser. Sådan hed de jo i 80'erne, og det var lige netop en 80'er fest, vi holdt. Kodylt fedt! Soja på rullen og sit Fru Kristof, hvor var det en sjov aften. Musikken var jo lydkulissen fra mine barndom og ungdom! Afrikasangen, Re-seppten, Nena og Europe med 'The final Coundtdown', jamen kan i ikke se det for jer!? 
Jeg husker det som at jeg grinede fra festen startede, til jeg mange timer efter befandt mig i en taxa på vej hjem. Grinede sgu da også i taxaen!

Eneste tidspunkt, jeg ikke sang, dansede eller grinede, var mens jeg holdt den til aftenen forberedte 80'er tale, men tilhørerne grinede heldigvis - og endda på de rigtige steder. Hæ!

Jeg havde arbejdet en del med den tale, så det var en kæmpe lettelse, at den sad lige i skabet, og måske var det lidt talens skyld, at jeg nærmest bundede en flaske hvidvin efterfølgende... What a party!

Lørdag var jeg heldigvis nogen lunde frisk, havde godt nok ikke ænset at ham, der har en vielsesring magen til min, stod op og listede afsted, plejer elles at høre hver eneste lyd i huset, mens jeg sover, men var nok noget bevidstløs lige dér. Min kære mand skulle til Vejle, hvorfra han sammen med sin cykel lod sig fragte i bus til Flensburg. Herfra gik starten til Hærvejsløbet, en cykeltur på 270 km med mål i Viborg. Sjovt og pudsigt nok gik ruten ikke bare lige gennem vores lille by, men simpelthen LIGE forbi vores hus. Derfor tilbragte Lillepigen og jeg det meste af eftermiddagen på havebænken, som vi i dagens anledning havde slæbt helt frem til fortovet. 

Hver gang, der kom en gruppe cykelrytteende kørende, hørte man os sige ting som:
- Hey, jeg tror det er ham, der kommer dér!
-Nej, det var det så ikke alligevel, men det ligner ham?
-SÅ, nu synes jeg, at jeg kan se ham?
-Er det far?
-Er dét der så far?
-Mor, helt ærlig, hvor længe skal vi sidde her?
-Hvornår kommer far?
-Sagde du ikke at han kom lige om lidt?
-Nu kan der ikke gå ret lang tid!?
-De MÅ da være lige rundt om hjørnet?



Vores tålmodighed lønnede sig - for endelig endelig endelig kom denne dejlige glade mand cyklende forbi i flot stil, og selvom han var både våd, kold og træt overvejede han ikke et splitsekund at 'stå af' (den lå jo lige til højrebenet, når han ligefrem kunne køre op i sin egen indkørsel på ruten), nej han fortsætte de resterende knap 100 km til målstregen i Viborg.


Jeg behøver nok ikke at skrive, at det var en temmelig træt mand (med ømme ben og øm nummi), der kom hjem sent om aftenen. I dag har seriøst ondt i benene, og har meget meget velfortjent ikke lavet så meget andet end at spise og slappe af. 

Storepigen og Mellempigen har sommeferie nu, Lillepigen skal i SFO i næste uge, da vi begge skal arbejde. Men vi er der næsten. Ved sommerferien. 

Jeg har lagt bøger frem til næste uges læsning, for når der ikke er elever på skolen, så er læreren jo nærmest ikke træt, nå hun kommer fra arbejde?

lørdag den 18. juni 2016

Sommer på vej

I går da jeg ved 16-tiden kom hjem - fredagsflad, efter en ret hæsblæsende uge, fandt jeg min familie i noget nær idyl og harmoni omme i vores have. Jens var (for sådan er han) både i gang med opydning, rengøring, havearbejde og indkøbsliste, teenagerne slappede af og hyggede sig, Lillepigen legede med naboens dreng. (En leg, der først og fremmest går ud på at spæne som gale frem og tilbage mellem de to haver).

Jeg satte skoletasken fra mig, hældte et stort glas iskold cola op og satte mig ud på terrassen.

Sad ligeså stille i 5-10 minutter. Og pludselig kunne jeg mærke det. Helt tydeligt i både krop og sjæl. Åh, det var en dejlig følelse, og jeg elsker elsker elsker, når den endelig indfinder sig.

Det er sommer. Jeg har snart ferie. 

Dét var følelsen, der med ét spredte sig som varm og ufortyndet glæde i hele kroppen.

Foråret har været sjovt og sejt, spækket med fester og arrangementer, hvor vores egen Mellempiges konfirmation jo ligesom var toppen, og da jeg for en uges tid siden kom på den anden side af en (arbejdsrelateret) overnatningstur til Kattegatcentret i Grenaa med 50 børn fra 2.årgang, så kunne jeg sætte hak ved det sidste arrangement i rækken.  (At det så tog mig en hel weekend + en mandag at blive frisk igen efter den tur, det er en helt anden historie. Er ganske enkelt blevet for gammel til at springe en nats søvn over!)

Nu skal der forberedes sommerferie og detailplanlægges på vores to en halv uges ferieeventyr, som venter lige om hjørnet.

Vi har igen i år lavet et husbytte. Denne gang med en familie, der bor i hjertet af Paris, og som glæder sig helt vildt til at tilbringe en uge her i vores hus 'only a 20 minutes drive from Legoland'.

Vores ferie er delt ind i tre etaper:
1. Harzen: 3 hotelovernatninger i smukt bjerglandskab.
2. Paris: 9 overnatninger i stor lejlighed, 10 min. gang fra Champs-Élyssées. Besøg i Disneyland included.
3. Normandiet: 5 overnatninger i mobilhome på stor campingplads  helt ude ved kysten.

Vi kører altså først sydpå, så langt som til Paris, for derefter at tage stik vest ud til den navnkundige d-dagskyst, som skulle være ret så spektaukulær, især hvis vejret på den franske vestkyst arter sig. 

Men inden vi kommer så langt er der lige et par småting her i eget hus (og have), der skal fixes, før vi synes, vi vi kan at lade huset indtage af byttegæster med børn på seks og tre. Børn, der længe har talt hvor mange dage der er, til de skal i Legoland.