fredag den 2. december 2016

Har knækket lusekoden

Jeg har knækket koden! Lusekoden! 

Som mor til tre langhårede døtre har fund af lus i børnehår og eget hår, lusekæmning og lusekure været en fast bestanddel af mit familieliv i hver eneste efterårs/vintersæson, siden min ældste datter startede i skole. 
Det betyder at jeg har 11-12 års erfaring med bekæmpelse af de små skideirriterende møgdyr, der altid har det med at melde deres ankomst på de dårligste tidspunkter. (Der findes i øvrigt INGEN gode tidspunkter for lus, så den sætning giver ingen mening!)


Mine døtre har smukt langt hår, som i deres yngste skoleår altid var sat op. Vi tjekkede og kæmmede hver eneste weekend - og var der mange lus, blev pigerne behandlet med diverse præparater.  Jeg har ikke tal på hvor mange gange, jeg har sendt lusefri piger i skole mandag morgen, og hvor de så har fået nye lus inden ugen var omme. Det går stærkt, og der er no mercy. Det heldigste er, når man kun finder én lus, for så har man med stor sandsynlighed fundet den samme dag, den er ankommet.

Jeg selv er en langhåret indskolingslærer, og dermed også i højrisiko for at få lus, og har også haft det utallige gange, og det er efterhånden bare blevet sådan, at jeg selv har taget en kur, når jeg har givet pigerne. 

Lusebekæmpelse har været kilde til et utal af irritationer, konflikter, tårer, skænderier og bare generel dårlig stemning, fordi det først og fremmest er vildt irriterende for den, der igen igen kommer hjem med lus i håret, men også for den voksne (mig), der står med bøvlet med at få kræene ud af huset igen.

Mine to store piger har i de senere år selv kunnet håndtere eventuelle angreb, men med den yngste er det stadig min hovedpine hver gang. 


Det var en form for forhistorie, for ligesom at lægge op til det, jeg nu vil fortælle.

Det er slut. Med den tredje langhårede datter, knækkede jeg endelig koden og fandt en løsning, der både er nem, praktisk og økonomisk til at håndtere, for det er nemlig en anden ting: Tænk alle de tusindvis af kroner, vi igennem årene har omsat i lusebekæmpelses-produkter. 
Jeg har i årenes løb afprøvet samtlige produkter, og ved hvilke, der virker bedst på mine piger. Jo dyrere et produkt er, jo bedre virker det. Og de oliebaserede præparater, der i de senere år har vundet indpas er gode. Hedrin er bedst. Og dyrest. 
Men jeg behøver aldrig mere at købe dyre lusekure. 

For en tre uger siden, faldt jeg nemlig over denne film, hvor Charlotte Højlund løfter sløret for en lusebehandling, der er nem, praktisk, billig OG VIRKER!

Se hendes video her.

Vil du hellere læse dig til metoden, så kommer 'opskriften' her:

1. Du skal bruge husholdningssprit og en tyk hårbalsam.
2. I en plasticskål røres 2 dele balsam med 1 del sprit godt sammen. Til min 8-åriges lange hår passer ½ dl. sprit + 1 dl balsam nogenlunde. 
3. Barnet placeres stående eller siddende med et håndklæde om skulderen og instrueres i at læne hovedet lidt tilbage, for at minimere muligheden for at få stadset i øjnene.
4. Spritbalsam fordeles i barnets hår og masseres godt ind i hårbunden. Vær særlig omhyggelig bad ørerne, i nakken og lige ovenpå hovedet. Her bor de fleste lus.
5. Barnets hoved iklædes en plasticpose, hos os virker de grønne kommunale affaldsposer helt perfekt. Er posen for stor til barnets hoved, så klip den op i nakken og bind en knude.
6. Barnet får nu lov til at spille iPad eller se tv i 20-30 minutter, hvor efter håret skylles grundigt under bruseren. 
7. Håret redes og kæmmes. De lus, der kommer på tættekammen, bør være stendøde. Æggene dør også af denne behandling. 
8.Behandlingen udføres/gentages én gang om ugen, så længe der er lus i omløb.



God fornøjelse og god lusefri weekend :)

Helle 


mandag den 21. november 2016

Søndagstip #5

Dette tip er godt i en snæver vending, når man hurtigt og nemt vil vide noget om noget!

Vil man uden de store anstrengelser tilegne sig viden og forståelse om et emne, og ikke har tid, lyst eller ressourcer til at læse mange siders faglitteratur, så kan jeg på det varmeste anbefale, at man læser børnebøger om emnet. 

Således kom jeg hjem fra Amsterdam, ret optaget af kunstneren Vincent Van Gogh, og med en stor lyst til at læse og vide mere om hans liv, hans kunst og det med at han blev crazy og skar sit ene øre af. 

Men jeg har ikke mod på eller tid til at læse tunge kunsthistoriske værker, så jeg gik på bibliotekets hjemmeside og bestilte to børnebøger og en grafisk roman (moderne ord for tegneserie?), som jeg har råhygget mig med i denne mørke, regnfulde novemberweekend. 

Især den grafiske roman var vildt fed, den har både min ældste datter og ham, der har en vielsesring magen til min også med stor fornøjelse læst. 

Til børnebogen om Van Gogh hører også en cd-rom. Den har jeg ikke fået kigget på endnu. 



Herunder et par sider fra den tegnede bog om Van Gogh. På det nederste et af flere steder, hvor man ikke er et sekund i tvivl om, hvor syg i sindet, manden til tider var. 




lørdag den 19. november 2016

Yndlingsmorgen

Det er som regel en lyd, der vækker mig. 
Til hverdag typisk lyden af mit vækkeur, men det sker også ofte at jeg vågner før uret ringer.
I weekender er vækkeuret slået fra, men jeg vågner alligevel meget tidligt. Vækkes af lyde omkring mig, i huset, udenfor. Regn, der pisker mod vinduet eller trommer på taget. Blæst, der rusker i havens træer eller om sommeren: Fuglekvidder! 
Det kan også været lyden af et barn, der vender sig i en knirkende seng eller en træt mand, der snorker eller mumler i søvne. 
Når jeg så vækkes, er jeg som regel vågen og opmærksom med det samme, og med mindre jeg har held til omgående at falde i søvn igen, helst indenfor 2 minutter, så kan jeg ikke sove mere, når først jeg er vågen. 
I morges slog jeg øjnene op kl 5.17.
5.17 præcis det tidspunkt, mit vækkeur ringer om onsdagen, hvor jeg altid træner  fra tidlig morgenstund. Mit indre ur har lagret tidspunktet 5.17, for jeg vågner ofte af mig selv kl. 5.17, også når det ikke er onsdag. 

Eftersom det er lørdag, synes jeg at 5.17 er lige rigelig tidligt, så jeg listede på toilet, drak et glas vand og trissede ind und Puttede mig til rette på venstre side, men drejede kort efter om på højre, kun for at vende tilbage til den venstre igen efter få minutter. 
Kom til at tænke på noget bestemt og lå længe med åbne øjne og stirrede ud i mørket. Og så var det at den sovende mand ved min side for alvor begyndte at snorke, og jeg vidste at mere søvn til mig ikke blev en realitet. 

Jeg samlede bøger, iPad og telefon sammen og listede ind i stuen. 
Lavede en stor kop kaffe, tændte levende lys i vinduerne og satte mig til rette under et tæppe i mit yndlingshjørne af sofaen. 
Sugede ro og stilhed til mig, nød det i fulde drag.
Jeg læser Jojo Moyes for tiden. I efterårsferien blev jeg færdig med bestselleren 'Mig før dig', og i ugen efter læste jeg efterfølgeren 'Efter dig'. 
Absolut gode velskrevne romaner med en historie, der går direkte i højre hjertekammer, men så heller ikke mere end det.
 Jeg har hørt flere sige at 'Mig før dig', var den bedste bog, de nogen sinde havde læst, men sådan havde jeg det nu ikke med hverken den eller toeren. 
Dog blev jeg ret forfatternysgerrig, og er derfor nu i gang med Jojo Moyes 'Hende, du forlod', som udkom i 2012. 
Romanen er en kærlighedshistorie, hvor to kvinders historie, via et maleri, bindes sammen på tværs af tid. 
Jeg er kun lige begyndt på bogen, men det tegner godt. 

Ha' en rigtig dejlig weekend! 

         




lørdag den 12. november 2016

Støvlekærlighed

Spørgsmål:
Kan man, som 44-årig skolelærer og mor til tre, elske et par nyindkøbte vinterstøvler så højt, at man står op om natten og kigger ud i entréen  til dem?

Svar:
Ja, det kan man! 

Forklaring:
Mine længe ønskede korte ruskinds HUB støvler var samme dag kommet med posten, og jeg elskede dem fra første sekund. Først med øjnene, fordi de bare er skideflotte og dernæst med fødderne, fordi de med det samme viste sig at være SÅ behagelige at gå med. 
Og med mine virkelig mærkelige, grænsende til vanskabte fødder, er det en glædelig begivenhed på niveau med bryllupsdag eller fødselsdag, når det endelig lykkes mig at stikke fødderne i et par sko eller støvler, der bare sidder rigtigt og føles godt.
Så ja, begejstringen ville ingen ende tage, og derfor gik jeg rundt med dem på, det meste af eftermiddagen. Først på aftenen slog det mig, at den ruskind bør imprægneres og jeg vidste at vi ovre til højre på den midterste hylde i kosteskabet havde sådan noget imprægnerings-dims stående. 
Ud af skabet med det, og i aftenmørket så man så mig stå på trappen foran vores hoveddør og spraye mine spritnye støvler, mens jeg glædede mig over at jeg er sådan én, der passer godt på sine ting.

Vel inde i varmen igen, kastede jeg et blik på flasken, jeg netop havde oversprayet mine nye støvler med - og jeg tror der undslap min mund et panisk gisp, i hvertfald mærkede jeg et lille sug af skræk i maven, da jeg indså at der på dåsen stod 'til syntetiske materialer', for det betød at jeg havde grebet den forkerte flaske. 
Jeg tog støvlerne ind i lyset under køkkenlampen - og så til mine store skræk af de var fuldstændig plettede - det lignede pludselig sælskind i changerende farver, og ikke det smukke lyse brune ruskind, jeg kort forinden havde stået og beundret.

Beklagede højlydt min nød til ham, der har en vielsesring magen til min, han tog det nu ganske køligt, og sagde 'dét der, det tørrer bare ind og så kan man intet se'. Det var jeg så bare overhovedet ikke sikker på, og da jeg gik i seng en halv times tid senere, var støvlerne stadig meget spættede. Og ikke spor pæne. Kunne jeg bruge dem sådan? Nej faktisk ikke. Havde jeg økonomisk mulighed til anskaffelse af alternativer? På ingen måde.

Derfor var det så at jeg ved 3-tiden om natten listede mig ud i entréen, tændte lyset og kastede et blik på støvlerne. 
Den falske imprægnerings-spray var nu helt usynlig, man kunne INTET se - og støvlerne stod fuldstændig så fine og nye, som da jeg fik dem i hånden første gang. 
Jeg smilede kærligt til dem og kravlede glad i seng igen. 



tirsdag den 1. november 2016

Amsterdam 2016 #3

I weekender og ferier begynder mine dage typisk med at jeg bliver serviceret med en kop kaffe på sengekanten, så godt gift er jeg nemlig! 
Således begyndte vores dage i Amsterdam alle helt ens - nemlig med at ham, der har en vielsesring magen til min, stod op og lavede kaffe. 
Jeg har tit rigtig svært ved at sove nye og ukendte steder, men i rækkehuset i Amsterdam-forstaden Ijburg sov jeg som en sten hver eneste nat. Jeg havde en teori om at det skyldtes det ensfarvede sengelinned?! Og nu overvejer jeg seriøst at udskifte alt vores flerfarvede betræk med noget ensfarvet. Helt seriøst! 


På den tredje og sidste hele dag, besluttede vi ved morgenbordet at benytte os af tilbuddet om at låne husets cykler. Vores hollandske byttefamilie havde, i deres velkomstbrev til os, beskrevet en flot cykeltur gennem en nærliggende park ved navn Diemerpark. På den anden side af parken kunne man så cykle videre til en lille by Muiden, hvor der lå et middelalderslot. Af beskrivelsen fremgik det, at det ville tage ca. 30 minutter at cykle gennem parken hen til slottet. 

Vi cyklede af sted. Og vi kørte og kørte. Og kørte. Er vi der ikke snart spurgte pigerne på skift, mens vi voksne den ene gang efter den anden begejstret udbrød ting som: 'nej, se hvor er her flot' og 'Ihhh så meget frisk luft og motion, vi får på denne her ferie'.


Efter 30 minutters cyklen var der ikke skyggen af noget slot i syne. Til gengæld mødte vi en masse får. 
De havde travlt med at holde græs og buske i terrænet nede, og for ikke at tilsvine det dejlige græs, de gik på, sørgede de for at skide ude på stien. Hjulene på vores cykler var således smurt ind i fårelort efter denne tur. 


Efter 45 minutter - og 10 km's cykeltur nåede vi endelig ud af parken og cyklede ind i byen Muiden. Herfra var der så skilte, der viste vej til slottet, og efter et pitstop med indtagelse af vand og chokolade, fandt vi det.  



Havde vi haft længere tid, ville vi godt have været inde på slottet, for det lød og så ud som et spændende og seværdigt sted, men vi havde ikke tid nok, så vi vendte cyklerne og kørte de 10 km tilbage igen. Udenom parken og med et længere frokoststop på en moderne hollandsk burgerbar. 

Eftermiddagen tilbragte vi i centrum med et besøg på Amsterdams berømte Van Gogh Museum. Megafedt sted!
Det må du ikke misse, hvis du kommer til Amsterdam.




På museets hjemmeside havde jeg læst mig til, at de havde en skattejagt til børn - man skulle henvende sig ved informationen, for at få den udleveret, og det er jeg SÅ glad for, at vi gjorde. Mens mand og store piger lidt gik deres egne veje (man kan ikke følges i en gruppe på et museum er min generelle erfaring, for det er så forskelligt hvad den enkelte lige dvæler ved og bliver optaget af...) gik Lillepigen og jeg i gang med skattejagten. Den var på engelsk, så jeg havde travlt med både at oversætte og at guide hende gennem opgaverne. Men det var fede opgaver, som fik vores 7-årige til at gå rundt mellem de fantastiske Van Gogh-billeder i fuld opmærksomhed og dyb koncentration. 
Der var sandelig også en lille præmie (et flot postkort), da hun stolt indleverede opgavehæftet på udvejen. 


Vi tilbragte et par timer i Van Gogh muséet. Jeg kunne sagtens være blevet der meget længere, men når man er på tur med børn, og de pludselig meddeler at de er både sultne, tørstige, skal på toilet og i øvrigt ikke gider mere, så er det klog at indrette sig efter det. 

Skulle jeg være så heldig at komme til Amsterdam en anden god gang, så vil jeg tage på Van Gogh Museet igen!

Aftenen gik med at finde et godt sted at spise. Vi havnede på en argentinsk restaurant og fik forskellige varianter af kød, pommes frites og salat. Jeg valgte lam og fortrød det ikke. 



Det sidste billede er taget på dag 5, vores hjemrejsedag. Vi er netop ankommet med sporvogn til Central Station og skal med tog ud til Schipol Airport.

Tak for en aldeles vidunderlig efterårsferie i smukke Amsterdam. 


lørdag den 22. oktober 2016

Amsterdam 2016 #2

Som mange  måske allerede har luret, er vi en ret aktiv familie, der elsker at opleve og se noget, når vi rejser. 
Ham, der har en vielsesring magen til min er helt generelt rastløs af natur, og sidder ikke stille ret længe ad gangen, og jeg vil bare gerne udvide min horisont og lære noget om de steder, vi besøger. 
Børnene er vant til at vi suser omkring, men vi lytter også til deres ønsker, hvis der er noget særligt, de gerne vil.
På denne tur er der indkommet en del ønsker (vi har teenagepiger, don't forget) om tid til at gå i butikker, og mulighed for at fyre nogle lommepenge af, og det har vi taget højde for. 

Vi har lagt ét fast sight ind pr. dag. 
Første dag var det cykeltur, og i går var det et besøg på muséet Anne Franks Hus. Vi talte allerede om det museum, da vi var i Amsterdam for 4 år siden, men da havde vi ikke fattet at der er 3-4 timers kø til indgangen, hvis man ikke har booket billetter hjemmefra. 
Jeg lovede Storepigen og Mellempigen at vi ville besøge stedet næste gang, vi kom til Amsterdam. 
Så billetterne var booket hjemmefra og når man booker, vælger man et ankomsttidspunkt, som billetten så gælder til, og man kan dermed springe køen over og gå lige ind. Smart!

Vi sov længe, hyggede om formiddagen, jeg læste, pigerne spillede Wii og manden (den rastløse) gav sig til at støvsuge. Efter frokost tog vi med sporvognen til centrum og fandt det berømte hus, hvor Anne Frank og hendes familie i årevis gemte sig for nazistene.


For at give Lillepigen en chance for at få noget ud af besøget, havde jeg ved flere lejligheder i tiden op til brugt lidt tid og energi på at give hende en for-forståelse (ja, sorry børn, jeres mor er lærer!). 
Jeg havde fortalt hende om Anne Frank og hendes familie, om jøder, om Anden Verdenskrig, om Hitler, nazisme og hvorfor de måtte gemme sig for tyskerne, og aftenen før besøget så vi sammen en udsendelse om Anne Frank, jeg havde fundet på YouTube. 
Og jeg formåede endda at oversætte fra engelsk, samtidig med at jeg besvarede alle den 7-åriges mange spørgsmål, mens vi så udsendelsen.

Således godt forberedt lod vi os suge ind i historien om den unge Anne, der i de mørke, stille indespærrede år betroede sig til den dagbog, der siden den udkom i 1947 har været kendt verden over. 
Både Storepigen og Mellempigen har læst dagbogen, (indrømmelse: Jeg har så ikke læst den, men vi har den derhjemme, så det vil jeg få gjort) og synes det var ret syret og spændende at gå rundt i lige præcis dét hus, og ikke mindst op på loftet, hvor den tyskfødte jødiske pige nedskrev sine inderste tanker, og drømme om et bedre liv i en fredelig verden. 
Det var kun faderen, Otto Frank, der overlevede krigen. Moderen og de to døtre døde af sygdom i Therezienstadt, hvor de blev sendt hen, efter at deres gemmested blev afsløret. 

Jeg tog ingen billeder under besøget, havde rigeligt at gøre med at læse, oversætte, forklare osv. til den 7-årige, som var meget opslugt undervejs, omend hendes tur gennem huset gik lidt hurtigere end de store pigers. 

Men her kommer et stemningsbillede fra en hyggelig gade, hvor vi efterfølgende fik en kold forfriskning på en hyggelig bar. 



fredag den 21. oktober 2016

Amsterdam 2016 #1

Postkort fra vidunderlige og dejligt flippede Amsterdam.
 Vi er rejst hjemmefra på en bølge af kompromisser. Det mest omfattende kompromis er nok selve transporten hertil. Fordi jeg ikke ville være med til at køre i bil hele vejen herned, kiggede vi efter billige flybilletter. Fordi der ikke var billige flybilletter fra Jylland, bookede vi fly fra Hamborg. Og kørte de tre timer hjemmefra og til Hamborg. Men fordi det koster kassen at parkere i Hamborg Airport, reserverede vi en p-plads 20 minutters kørsel fra lufthavnen. Kørsel, der foregik med minibus og meget sur chauffør (turen var inkluderet i lejen for p-plads, og prisen var langt under halvdelen af p-prisen i lufthavnen). 

Rejsen til således til at omfatte:

Bil hjemmefra og til  p-plads nær Hamborg Airport.
Shuttlebus fra p-plads til lufthavn.
Fly til Amsterdam (50 minutter)
Tog til fra Schipol Airport til  Amsterdam Central Station.
Tram (sporvogn) til forstaden Ijburg, hvor vi bor.

Men ved I hvad - det var en herlig og spændende rejse, og lagde man både min og børnenes begejstring sammen, opvejede det næsten mandens hovedrysten over, at vi ikke bare kunne køre hele vejen. Tænker man på tid og penge giver hans hovedrysten fint mening, men anlægger man et perspektiv, der indeholder komfort, oplevelser og afveksling  - ja så lader jeg meget gerne bilen stå en anden gang. Jeg elsker det! 

En anden god ting er, at vi kun rejser med håndbagage. 
Det betyder i praksis  at alt hvad jeg skal bruge i de fem dage, vi er afsted, befinder sig i denne prikkede EastPack-rygsæk. Ud over det tøj jeg rejste i (havde selvfølgelig sweateren og støvlerne på), så er der strømper, underhylere, et par jeans, en langærnet bluse og tre T-shirts. Og en mini toilettaske med tuber og flasker i små rejsestørrelser. 
Det bor tilsyneladende en stor (lille?) minimalist inde i mig, for der suser en stærk følelse af frihed og velvære igennem mig, når jeg konstaterer at jeg har ALT hvad jeg skal bruge i den lille taske. 
Hvorfor i himlens navn plejer jeg så at slæbe så meget med på vores ferier? Det er slut! 


Vi ankom til Amsterdam sent onsdag aften i tæt mørke. Og selvom vi selvfølgelig havde set billeder af 'vores' hus, så var det med masser af 'wouw' og 'yaaayy' og 'næh, nååhhh,  seeee', da vi trådte ind her. Vi bor i et 2-plans rækkehus, som ligger helt ud til én af Amsterdams mange kanaler. Vi er 15-20 minutter fra byens centrum, og området er funktionelt, fancy, flippet og ret så fantastisk. 
Udsigten fra stuen bjergtog os alle fem, da vi glade og spændte stod op torsdag morgen. Og lavede pandekager til morgenmad, smurte sandwich og pakkede taske med drikkevarer og snacks til dagen. 




På den første dag havde vi hjemmefra booket en tre-timers guidet cykeltur rundt i byen. På byferier synes vi det er fedt at bruge den første dag på at skaffe os en slags overblik over byen - og da vi var i Amsterdam for 4 år siden, tog vi en af turistbådene på en byrundtur, så det skulle være noget andet denne gang. 

Vi valgte firmaet 'Yellow Bikes', fordi de ikke havde en nedre aldersbegrænsning på børn - det havde de andre bureauer, vi kiggede på. Nogle tillod ikke børn under 11 år og et enkelt tog slet ikke børn med på deres ture
Lillepigen er med sine næsten 8 år en meget garvet og sikker cyklist. Hun cykler hver dag derhjemme og er god til at navigere, holde overblik og koncentrere sig. Det vidste vi - og derfor turde vi godt tage hende med. Jeg skulle lige tage tre dybe vejrtrækninger på det faktum, at der ikke er noget, der hedder cykelhjelm i Amsterdam. Vi har set en million cyklister, men ikke én eneste med hjelm. 



Cykelturen varede 3 timer inkl. pauser, hvor vores søde unge guide fortalte om de steder, vi stoppede ind ved undervejs. 
Og selvom regnen silede ned på turens første halvdel, var det en supersjov oplevelse. 
Vi susede ad smalle gader, langs kanaler, over broer, rundt om hjørner - og mange steder i ret hektisk trafik! Især scootere der kom susende bagfra og overhalede os, gjorde mig lidt nervøs indimellem.

Vi har helt sikkert set mega dumme og turist-agtige ud på gule cykler og iført gule regnslag, men det var en herlig tur. Fed og aktiv måde at komme rundt i byen på, fremfor når man passivt læner sig tilbage i en bil, en bus eller en båd. 


Efter turen var især børnene trætte - og vores kinder og næser var røde af frisk blæst og regn. Egentlig ville vi være blevet i byen og spist ude, men en hurtig familierådslagning viste at vi allerhelst bare ville hjem til huset og få varmen og slappe af. Så det gjorde vi. Og købte ind til pasta og kødsauce på vejen. 

mandag den 17. oktober 2016

Ferie, we like!

To år regnede vi os frem til at der var gået siden sidst! To år Mulle, siden ham der har en vielsesring magen til min og jeg var på weekendtur, bare os to. Det var i september '14, hvor vi havde en forrygende dejlig weekend sammen i Berlin.

Når fakta nu er at tid alene sammen er flødeskum på vores ægteskab, hvorfor tager vi så ikke afsted på den slags ture oftere? Svaret er nok en kombi af fortravlethed, økonomisk prioritering og fravær af initiativ (fra os begge), og så har især jeg i årenes løb (da børnene var yngre) haft noget med, at når jeg kun var sammen med mine ældste børn hveranden weekend, så føltes det 'forkert' at tage væk fra dem. Nu er de så store, at de er skideligeglade - og denne gang ramte vi en weekend, hvor de alligevel var hos deres far. Lillepigen blev sat af i Århus hos mormor og morfar, og vi drønede så nordvest på til the area of Sallingsund. 

Hotel Pinenhus var okay, men ikke meget mere end det. Udefra ser det flot ud, og man imponeres da også over så nyt og velholdt der er i receptions- og restaurantområdet. Det er tilsyneladende renoveret i nyere tid. Det samme kunne man så ikke sige om værelserne. Det, vi boede på var ikke bare grimt og brun-mønstret, men virkede gammelt og nedslidt. Det trak ind af vinduet, og jeg frøs mig i søvn begge nætter.  Badeværelset mindede mig om det, jeg engang havde, da jeg boede på kollegie på Amager i 1991! Ikke imponerende!

Men ved I hvad? Den fireretters i restauranten var super (omend kold agurkesuppe aldrig kommer på listen over mine favoritforretter, men det kunne de jo ikke vide), hvidvinen var kold og lækker og selskabet var i top. Vi spiste længe og snakkede meget fredag aften - med udsigt til lys fra billygterne over Sallingsundbroen.

Lørdag morgen sov vi længe. Helt til 7.30! Ha! Ned i hotellets restaurant og have superlækker varieret morgenbuffet, og derefter op på sengen og slå mave og læse i en times tid. 

Lørdagen gik henholdsvis med strøgtur i Nykøbing (hyggelig by, plastret til i Halloweentema, selv statuerne på torvet var klædt ud) og senere kørte vi ud til Spøttrup Middelalderborg. Fed gammel borg med masser af spændende fortællinger fra middelalderen - absolut et udflugsmål værd, og meget gerne med børn!
Jeg fik taget et billede lige inden regnen begyndte at sile ned!





Efter besøget på borgen var klokken en hel del over frokosttid, så vi kørte til den lille by Glyngøre, kun for at konstatere at her var intet at komme efter. Og det lidt der var, var selvfølgelig lukket. Videre til Nykøbing igen, og efter at have snust lidt rundt i byen, faldt valget (stærkt påvirket af rumlende maver) på The American Diner. 


Kl. var nu 15 og vi var skrupsultne. Min kære mand faldt over denne annonce i menukortet, men inden han nåede at sige en lyd, havde jeg skrækslagent råbt: 'Det gør du bare ikke!

Og nej, det gjorde han ikke.




Han spiste en anden stor okse-fætter, mens jeg gumlende arbejdede mig igennem denne kyllingeburger. Én af de bedste jeg har fået i årevis!

Efter kaffe og lidt mere gåtur tumlede vi mætte og glade tilbage til hotellet, regnen piskede ned nu, og lørdag aften blev tilbragt arm i arm med øl, chips og chokolade, Breaking Bad på Netflix og en film, der var i tv.  Lyder det kedeligt? 

Det var alt andet end kedeligt, det var lige hvad vi trængte til.

I dag er jeg hjemme med pigerne, vi skal rydde op og gøre rent (og de er alle tre beordret til at hjælpe mig), således at her ser ordneligt ud, når en hollandsk familie ankommer her onsdag aften. Omtrent på samme tid som vi ankommer til deres hjem i forstaden Ijburg i Amsterdam.

onsdag den 12. oktober 2016

Sove to gange mere og så er det efterårsferie

Så kom det, efteråret, og jeg sov muligvis lidt i timen, for jeg opdagede faktisk ikke, at det kom.
Pludselig var det der bare - med kolde fødder, lidt for tynd jakke, mørke morgener og silende regn. 

Vi tænder op i brændeovnen, trækker slumretæppet godt op og producerer pænt store mængder af hverdagshygge.
'Vi skal da snart have pandekager en aften', hørte man fx min mund sige, mens jeg ryddede af efter aftensmaden. Aftensmad, hvor jeg spiste tre frikadeller og fyldte resten af tallerknen med spidskålssalat, for jeg er så sund så sund og uhaaa nej kartofler, jeg spiser skam ikke kartofler, for jeg vil så gerne smide nogle kilo, forstår I? Men trangen til pandekager er saftsusme svær at holde fra døren, når den først har stukket snuden ind.

Der sker så mange gode ting - så var jeg til foredrag om kærlighed med en ægte og meget meget klog og helt sikker vildt kærlig kvindelig filosof, der har forsket i kærlighed og skrevet en bog om det, så var jeg til Gospel-Workshop en hel dag på en højskole her i nærheden, en fantastisk dag der sluttede med en stor gospelkoncert i kirken, og et par dage efter suste jeg så til Fredericia, hvor en dejlig ven havde inviteret mig til at se musicalen Klokkeren fra Notre Dame. (Skynd dig at købe billetter, hvis du bor i noget, der bare tilnærmelsesvis ligger i nærheden af Fredericia.)

På fredag tager jeg med åbne arme imod en længe ventet efterårsferie, og samme dag smutter ham, der har en vielsesring magen til min og jeg på weekendtur til Hotel Pinenhus, og det bliver da for fedt. Fireretters gourmetmiddag, spa, gåtur langs vandet hånd i hånd og mulighed for rent faktisk at føre en SAMTALE uden afbrydelser. 

Når vi vender hjem på søndag er det for at vaske, pakke og gøre rent i huset, for onsdag rykker en hollandsk familie ind her, ca. samtidig med at vi ankommer til deres hus i Amsterdam. 

Så her er nok at gøre, men jeg hænger i, hænger på og hænger ved. As always.


søndag den 2. oktober 2016

Rigtig søndag

Sidder i en den grønne sofa ved vinduet i vores hyggelige stue, udenfor siler regnen ned. Megaheldige var vi, Lillepigen, ham der har en vielsesring magen til min og mig, for vi var lige trådt ind ad døren efter formiddagens indsamling for Røde Kors, da det begyndte at regne.  
Nu slapper vi af med hver vores gøremål inden vi kl. 15 tager i biografen og ser 'Den Lille Prins', en historie jeg har elsket højt, siden jeg i gymnasiet læste den for første gang. 
På fransk. 
Kender du Den Lille Prins? Det er ham med citatet: Man ser kun rigtigt med hjertet, det væsentlige er usynligt for øjnene / On ne voit bien qu'avec le coeur, l'essentiel est invisible pour les yeux.

Vi er lidt søndagsflade, men på en dejlig afslappet måde, havde søde gæster til klokken noget over midnat og antallet af tomme vin- og ølflasker på køkkenbordet, forklarer nok meget godt, hvorfor jeg havde lidt ondt i hovedet, da jeg vågnede i morges.
I aften står den på resterne fra den lækre kyllingegryde, vi lavede i går, Bedrag på DR1 og Toppen af poppen på TV2. Rigtig søndag.