mandag den 28. februar 2011

Susanne, Roberto og Oscar


Først og fremmest: Tillykke Susanne Bier. Den Oscar er så velfortjent og jeg er stolt over at være dansker sammen med hende.


Dernæst: Mit til alle tider og helt uden sidestykke bedste Oscar-øjeblik er fra 1997, da den italienske skuespiller og instruktør Roberto Benigni vinder en Oscar for bedste udenlandske film. Filmen "Livet er smukt" ligger højt på min private top 10 over de mest fantastiske film, jeg nogen sinde har set.


Det er Sophia Loren, der åbner kuverten med vinderens navn og hun er tydeligvis selv meget overrasket og rørt over, at det er Benigni, der vinder. Han rejser sig, fjoller og hopper over stolesæder og op på scenen og holder en helt gakket takketale på sit fjollede og gebrokne cirkusengelsk. Jeg forstår ikke alt, hvad han siger, men han taler om kærlighed, om glæde og om generøsitet og når der klippes til publikum, ser man at mange er rørte og har tårer i øjnene.

Under takketalen er der et ganske kort øjeblik, som altid har stået som noget fuldstændig absurd for mig.
Roberto Benigni siger, at den største tak, går til hans forældre hjemme i den lille italienske landsby, for de gav ham den største gave af alle: Fattigdom.


Har man interesseret sig bare den mindste smule for Roberto Benignis livshistorie, har man hørt eller læst, at han netop fremhæver sin barndoms materielle fattigdom, som kilde til al den kreativiet, han har udviklet. For den, der ikke har, må selv finde på. 
I salen sidder de smukkeste,  rigeste og mest kendte celebrities. Og de griner.
Der kommer et kæmpe latterbrøl fra publikum, fordi der står et fjols på scenen og hævder at fattigdom er en gave. De fatter ikke hvad manden taler om. Det er så absurd.


Se klippet her


Jeg tuder som pisket hver gang jeg ser det.






tirsdag den 22. februar 2011

Mareridt

Jeg havde det vildeste mareridt i nat. Vågnede grædende og svedende og med dyb angst langt ind i knoglerne. Måtte putte mig over til snorketræet ved min side, og med klaprende tænder bede Fadervor 10 gange, bare for at kunne trække vejret normalt. Det sker en 2-3 gange om året, at jeg har sådan et mareridt. Jeg synes det er så megaskræmmende at ens fantasi og underbevidsthed kan generere historier så syrede, at en splatterforfatter med hang til surrealisme ville dø af misundelse.
I nat handlede det om min fætter J, som jeg vel at mærke ingen kontakt har med ud over når vi mødes til farmors 90 års fødselsdag og den slags. Han var (i drømmen) meget syg af alkoholisme og væltede fuldemandsagtigt rundt. Når han talte til mig, kom der grøn slimet fråde ud af hans mund. Han opsøgte mig og bad om hjælp til at blive indlagt på et sanatorium af en slags, men først når han havde været til audition på x-factor (!!!). Jeg prøvede af al magt at tale ham fra projektet og lade sig indlægge omgående, men han var ikke sådan lige at bide skeer med. Han VILLE stille op, for at vise sin bror, at han duede til noget og var noget værd.
Så ringede jeg efter min onkel P, hvis søn (altså en anden fætter) havde været indlagt det sted. og bad om hjælp. Det var om natten, og jeg ringede fra en campingvogn, hvor der tidligere på dagen var blevet fundet nogle døde børn. Kiggede mig hele tiden nervøst rundt, fordi jeg var bange for at politiet ikke havde fundet dem alle. Onkel P ville komme med det samme, og jeg fik så fætter J skubbet hen til scenen, hvor han skulle optræde. Der blev ved med at komme grønt slim ud af hans mund, han var hvid som en kodi-magnyl i ansigtet og havde sorte rander under øjnene. For satan han så uhyggelig ud. Jeg hjalp ham ind på scenen, og fik ham placeret på en stol og skyndte mig ud. Turde simpelthen ikke overvære den audition, men kunne alligevel ikke lade være med at kigge ind ad et lille vindue i døren. Der så jeg ham sidde på stolen, helt krummet samme med hovedet hvilende på lårene og det der grønne slim hængende ud af mundvigene!???


Og her er det så at jeg vågner. Rædselsslagen. Fortvivlet. Ude af mig selv. Bange som ind i helvede.


Hvergang jeg lukkede øjnene, kom de grimme billeder tilbage, så jeg måtte helt op og sidde i sengen, tale højt til snorketræet ved min side og lidt efter ud for at drikke vand.


I dag kredser mine tanker så om:


At jeg har set og læst for mange grimme nyheder de sidste dage - det påvirker mig heeelt vildt. Mor, der begraver sine tre børn, 9 tvangsfjernede børn fra Brønderslev, ung mand der bliver seriemorder, Brian Holm, der fortæller om kræftsygdom.
Der er tilsyneladende huller i det filter, jeg har for vane at iføre mig, for at kunne deale med virkeligheden. For den stinker, den virkelighed, når den byder på så mange grimme historier.
Og mon ikke nattens mareridt så er min bevidsthed, der via mærkelige drømme får tømt og renset det filter, jeg indimellem må bruge for at kunne rumme de grusomheder, som tilsyneladende lagres i min bevidsthed?


Jeg tror det hænger sådan sammen.


Og jeg minder mig selv om, at det hjælper at tro på Gud, når man er angst. Fordi Gud er kærlighed og fordi Gud er  tro på at livet er livet værd.


Skulle der sidde en enkelt  psykoterapeut med speciale i Freudiansk drømmetydning, så smid endelig en kommentar. Men vær nådig, jeg er lidt sart og fintfølende i dag.

mandag den 21. februar 2011

Blå futter

Alle dem, der har prøvet at forlade vuggestuen/børnehaven/SFO'en stadig iført blå futter, rækker lige hånden op!


tirsdag den 15. februar 2011

Ferie

Huset emmer af feriestemning og billedet her taler jo næsten for sig selv.
Havde min røv været mindre, ville jeg helt sikkert have haft fast hyggeplads her i vindueskarmen.












Formiddagen i dag er brugt på at besigtige Vejles store turist-attraktion: Finhvalens skelet, som er kommet på museum.
Mine store piger var vældig optagede af udstillingen og historien om hvalen. Vi synes jo også nærmest, at vi kender den lidt, for vi så den jo i levende live, da den lå og skvulpede rundt ude i fjorden.
Pigerne (+ undertegnede, ikke mindst) gik vildt højt op i, at vi fik svaret rigtigt på hvalquizzens 13 spørgmål og håber meget at vi vinder den udloddede præmie.


Og her vil jeg så indsætte endnu et billede, men DET DRILLER HELT VILDT!!!
Hvorfor kan jeg kun få lov til at uploade ét billede pr. blog-indlæg?
Fatter det ikke...
Gør du?

mandag den 14. februar 2011

Fremtidsscenarie

Et muligt kig ind i min fremtid:


Jeg har i årevis befundet mig på en lukket anstalt af en art. Når mine børn og børnebørn besøger mig, kan de ikke føre en ordentlig samtale med mig, for lige meget hvad de spørger mig om, svarer jeg: "Rasmus, Pingo, Skæg og Pelle, skal ud på nye eventyr".
Ét af mine børnebørn - vi kunne jo kalde hende Tove, det navn er sikkert blevet topmoderne igen, spørger sin mor, som er min ældste datter: Mor, hvorfor er mormor så mærkelig?
Hun svarer: "Det skete engang for mange år siden. Vores lillesøster, altså jeres moster Johanne, var 2 år og fuldstændig besat af Rasmus Klump. Hun tænkte ikke på andet og ville ikke andet dagen lang  end at se Rasmus Klump på dvd, og det var den samme film hun så igen og igen og igen og igen og igen. Det gik mormor så meget på nerverne, at hun til sidst blev fuldstændig bims i hovedet og endte med at  gå rundt og tro, at hun selv var Rasmus Klump. Når hun skulle købe et franskbrød ved bageren, og ekspedienten sagde "Hvad skulle der være?" begyndte hun at synge "Rasmus, Pingo, Skæg og Pelle skal ud på nye eventyr" og efter nogen år var det så slemt, at hun ikke kunne fungere normalt mere og ikke kunne passe sit arbejde, og så  fik vi hende anbragt her på denne anstalt.
Mit barnebarn kigger forundret på mig. Jeg er i ført røde selebukser og blå tophue og smiler til hende, mens jeg siger: Tag lidt flere pandekager, Pingo!




fredag den 11. februar 2011

Fra feberland

erkender jeg, at jeg simpelthen har det for ringe til at udrette noget særligt i dag. Jeg ligger syg - en begivenhed, der er så sjælden i vores familie, at jeg konstant må minde de andre om, at jeg er syg og har det dårligt, og at de derfor bør skære ned på antallet af henvendelser. Især dem, der begynder med "Moar, ved du..." eller "Moar, må vi..." Jeg magter det ganske enkelt ikke. Da den 11-årige for lidt siden spurgte hvad skæl (i håret) kommer af, sagde jeg: "Googl' det".
Min søde mand mener, at det ville være nemmere at huske, at jeg er syg, hvis jeg iførte mig noget mere syge-agtigt tøj og måske endda overvejede at ligge i sengen.
Syge-agtigt tøj?
Er der nogen, der kan låne mig en hospitalsskjorte?
Aj, jeg forstod egentlig godt, hvad han mente. Jeg kan ikke holde ud at ligge i sengen, får ondt i ryggen og kan alligevel ikke sove. Det er også alt for svært at følge med i familiens gøremål og blande sig i, hvad de siger og  gør, hvis man befinder sig helt afsides i et rum alene. Duer ikke.
2-årspigen gennemførte sit livs første tandlægebesøg i går. Faderen, som var med og var meget stolt af sin lille pige, havde så meget overskud, at han huskede at tage et billede:







torsdag den 10. februar 2011

Man ved, at man skal hjem i seng

-når man desperat forsøger at gennemføre noget, der ligner undervisning, men konstant afbrydes af sine egne kæmpestore nys.
- når man hoster og nyser så meget i ærmet, at ærmet er vådt af savl og snot.
- når eleverne spørger om man har grædt, fordi ens øjne er så røde.
-når hovedet dunker og kroppen skriger efter at komme tilbage til fosterstilling


Ved sgu snart ikke om jeg skal græde eller grine. Så typisk mig at blive syg lige op til en ferie.




Har meget ondt af mig selv og håber inderligt på medfølende "god-bedring"-hilsner.

onsdag den 9. februar 2011

Still got en lille smule blues for Gary Moore

og nu hvor han så er  død, kan det -  om noget -  få minderne til at rulle frem på den indre skærm.
Gary Moore kom ind i mit liv i 1990 (jeg var 18 år) ved, at jeg som en trilliard andre mennesker, købte LP'en "Still got the blues" og lyttede til den igen og igen og igen og igen. Det der blues-musik, det kan noget med følelser - og når man var 18 år og (med stor sandsynlighed konstant) ulykkelig forelsket, så føltes det helende i det knuste hjerte at lytte til tonerne fra Gary's  melanskolske guitar.
Jeg har sikkert siddet på mit værelse i barndomshjemmet, med gymnasiebøgerne slået op. musikken kørende for fuld drøn, og i min kalender skrevet "You're heart is not a plaything. You're heart is not a toy. But if you want it broken, just give it to a boy."


Uhhhhhaaahhhhhh.


Da Gary-feberen aftog, var netop nummeret "Still got the blues" én af de sange, jeg blev så træt af at høre, at jeg til sidst ikke kunne holde den ud. Den var ligesom gået hen og blevet FOR MEGET.
Kender I ikke det, at nogle numre simpelthen er blevet skamspillet, så man næsten kaster op allerede ved første anslag?
Sådan har jeg det med Gasolins "Kvinde min" og med "Rabalderstræde". Jeg kan ikke holde dem ud. Heller ikke Danseorkestrets "Kom tilbage til mig" eller Dodo's "Vågner i natten". Jeg elskede dem højt engang, men kan i dag ikke klare at være i stue med dem. Det er som med x-kæresterne og de ulykkelige forelskelser: Det går over. Kærligheden varer ikke ved og hvis den er alt for vedholdende og insisterende, så bliver man grusomt træt af den til sidst.


Det ændrer dog ikke ved at det er trist, at Gary Moore er død.

tirsdag den 8. februar 2011

Blowing in the wind

Sikke en nat. Har ligget vågen den halve nat til lyden af det vildeste blæsevejr, skramlen og bumlen (som viste sig at være vores skraldespand og vores trampolin, der dansede blæse-vals i haven) og her til morgen hyler og suser det stadig vildt derude.
Jeg forbarmede mig over mine store piger og kørte dem i skole. "Ingen tager skade af at cykle i lidt blæsevejr", blev egentlig hurtig afløst af moderlig angst for at poderne skulle trimle omkuld på vejen. Og så arbejder jeg hjemmefra om tirsdagen. Skemafri hedder det i min verden og det er det fedeste. Tid og ro til at ordne alt det "kontorarbejde", som fylder rigtig meget i skolehverdagen og som er pissesvært at nå, når det også forventes at man stiller forberedt og underviser eleverne. Så i dag står den på at skrive et mødereferat, skrive en skoleudtalelse (om et barn -  til kommunen) og at opdatere lidt på min viden om Middelalderen. Jeg satser også på at få høvlet en 4-5 maskiner vasketøj igennem og klasket en lasagne sammen til i aften. Tror jeg at jeg kan både blæse og have mel i munden? Det blæser jeg på.
Dejlig blæsetirsdag til alle.

søndag den 6. februar 2011

Min kirke er et hul i hækken

Jeg dvæler lidt i det Peter A.G'ske univers. Har lyst til at fortælle om  en interessant og tankevækkende  radioudsendelse fra P1, hvor intervieweren besøger Peter A.G i hans hjem i Laven ved Silkeborg. (Han bor skiftevis her og i København.)
I udsendelsen fortæller snart 58-årige A.G. om at han er nået til en sted i livet, hvor trangen til at komme "tilbage til udgangspunktet"  har meldt sig. De mange år med GNAGS har været fede, men nu har han igen lyst til at være ene mand med guitar, synge for et publikum, der sidder ned, og som ikke er flere end at han kan se dem fra scenen.
Han fortæller i udsendelsen også om sin tro på Gud. En tro han har med sig fra barndommen.
Peter A.G. vil prøve sig selv af som solokunstner. (Pr-foto: Henrik Sørensen)Peter A.G beskriver sin tro således: Gud er kærlighed og tro er tilliden til, at det virker. At tro på Gud er at give sig hen. Give sig hen til det man laver, ved at tro på at det kan lykkes. Derved opstår der noget "mere", som er større. For Peter A.G. er der en meningsfuld alliance mellem kunst og religion.



"Min kirke er et hul i hækken" er titlen på en  af sangene fra det solo-abum, Peter A.G for nylig har udgivet.
Hækken er alt det, vi har bygget op omkring os. Hækken er også kirken - dens murværk og den tradition kirken repræsenterer. Peter A.G forklarer, at det for ham er når man bryder igennem hækken,  at det interessante opstår. Han siger også noget om, at tro er frimodighed. Frimodighed til at ville leve livet på godt og ondt. At tro på at verden er god nok, som den er.
Han beskriver sig selv som sådan lidt indianer-agtig i sin tro. Fordi han oplever, at der er sjæl, rytme og musik i naturen.


En absolut anbefalelsesværdig radioudsendelse med et varmt og spændende menneske med både kant, humor, charme og dybde.


(Billedet stammer herfra.)

Tro

På min liste over ting, jeg gerne vil blogge om, er emnet "tro". Det er tankevækkende at opdage,  at det er noget af det sværeste at skrive om.
Det enkelte menneskes personlige forhold til tro er på en eller anden måde blevet næsten tabubelagt? Jeg vover den påstand, at det for mange mennesker (mig selv inklusiv) er nemmere og meget mere ligetil at tale med en kollega om sex over frokosten end at tale om tro. How come?
Fornylig i en pause på mit arbejde, refererede jeg noget, der var blevet sagt i kirken om søndagen. "Aj, går du i kirke?", spørger en kollega dybt overrasket, og bliver selv flov over sit spørgsmål, da jeg stolt svarer: "ja det gør jeg", og hun får så pæret rundt i det ved at skynde sig at sige "Du ligner bare slet ikke én, der går i kirke!"


Og så er det bare, at jeg spørger: Hvordan ser sådan én ud?


Og næste spørgsmål er så: Er man lidt små-dum og naiv, hvis man tror på, at der findes noget guddommeligt i verden, noget som kom før mennesket, er større end mennesket og som ikke kan forklares med ord og logik, men skal føles og sanses?


Hvordan passer kristendommen - og andre trossamfund for den sags skyld - overhovedet ind i et moderne sekulariseret samfund, styret af økonomi, politik og medier?


Og hvor står jeg selv i forhold til alle disse spørgsmål?


Det glæder jeg mig til at prøve at skrive mig ind i en forståelse af. Jeg er nemlig ikke sikker på noget som helst.
For troen har en tvilling: Tvivlen.

lørdag den 5. februar 2011

En dejlig mand

Lige i den her forbindelse er det ikke ham, jeg er gift med, som overskriften hentyder til. Det er ham her:





Peter A.G. gav i aftes en intim solo-koncert (200 gæster) på byens lokale spillested. Han præsenterede  nye og gamle sange, musikalsk skåret helt ind til benet: Mand med guitar og intet andet. Kæft, hvor var han god. Og intens. Et karismatisk menneske, som er fyldt med energi, rytme, fortællinger og melodier og som formidlede dem med varme, humor og nærvær. 

fredag den 4. februar 2011

Mens vi venter på Tandbørstedamen

Er på arbejde. Men er blevet opfordret til at forlade min klasse og lade eleverne være alene med den kvinde, vi kalder "Tandbørstedamen". Fordi vi ikke kan huske, hvad hun hedder. Og fordi betegnelsen "Tandbørstedame" er perfekt.
Når man går i 4.klasse, skal man nemlig have Tandbørstekørekort.
"Hvorfor skal Helle ikke være her", spurgte en elev, da tandbørstedamen sagde, at jeg bare kunne gå ned på lærerværelset og tage mig en kop kaffe, mens hun underviser poderne i at børste helt langt inde bag ved med små cirklende, lette og bløde bevægelser.
"Fordi jeg allerede HAR et Tandbørstekørekort", svarede jeg kækt. Og det bliver jeg nu hængt op på. For de vil se det, vil de!
Så på mandag har jeg lovet at fremvise mit Tandbørstekørekort. Jeg tror det ligger i æsken på loftet, hvor også Symaskinekørekortet og diplomet for bestået Cyklistprøve befinder sig.
Skolen har mange opgaver.

tirsdag den 1. februar 2011

Legeme og ånd: Zumba og Kierkegaard


På billedet her sidder og jeg forbereder mig til aftenens studiekreds (læs herom senere i dette indlæg), mens yngstepigen spreder de store pigers Bratz-dukker ud over stuegulvet.


Om tirsdagen har jeg altid ondt et eller andet mærkeligt sted i min krop. Ofte et sted i kroppen, som jeg slet ikke var klar over indeholdt noget, som det kunne gøre ondt i. Det begynder med et "av", når jeg står ud af sengen (mavemuskler?) og fortsætter så egentlig dagen igennem med et lille diskret "av", når jeg går op ad trapper (lægmuskler/røvmuskler?), når jeg stiger ud af bilen (rygmuskler?), løfter den 2-årige (skuldre?) eller klør mig i nakken (arme?). Men det gør ondt på den fede måde og det er jo fordi at  jeg mandag aften har været til zumba.
Jeg var længe om at hoppe med på bølgen, fordi jeg for det første nok bare generelt er lidt længe om at hoppe på trend-bølger (til gengæld topper jeg så, mens andre bliver trætte af trenden, erklærer den for "yt" og er videre til det næste - så det er lykkes mig at være lidt "last year"-agtig umoderne alle dage) og for det andet fordi, jeg var så monstermeget overbevist om at det der zumba på ingen måde var noget for mig. Jeg er rytmikspasser, dansespasser, tager ofte fejl af højre og venstre og så er jeg i elendig form både på styrke og kondition. Det har siden vist sig at  de nævnte ting er PRÆCIS de grunde, der gør at zumba I DEN GRAD er noget for mig.


Og hvor kommer Søren Kirkegaard så inde i billedet i dette indlæg? Hmm, koblingen er noget med legeme vs. ånd - for tirsdag aften går jeg i en studiekreds, hvor vi i øjeblikket har kastet os over (udvalgte dele af) SK's forfatterskab.
Det er god hjernegymnastik og rigtig dejligt at læse sammen med andre. Indrømmet: Jeg tager jo ikke lige "Enten-Eller" ned fra hylden herhjemme og studerer lidt Søren Kierkegaard. Aldrig! Men at være i et læsefælleskab med andre nysgerrige, det holder hundrede.
Ligesom det holder hundrede at ryste røv sammen med mange andre.


Jeg er ikke den eneste, der blogger om zumba i dag. Tjek:


http://kvindekendditjob.blogspot.com/


Helle