fredag den 22. juli 2011

On y va

Lige et øjeblog. Her bliver lidt stille i den kommende tid.
Fordi jeg er omme i Frankrig, for at se hvordan de går og har det der. Franske kartofler, fransk hotdog og franskbrød. I håret. Jeg fjoller, fordi jeg glæder mig.



Skifter for en stund ligusterkulissen ud med baguettes og rødvin, leg og spil, telt og swimmingpool, bjerge og sø.

Ha' det godt derude!

De bedste hilsner fra Helle

Som vi taler

Min mand og jeg er begge jyder, men vi taler ikke samme slags jysk. Allerede her spottede jeg en forskel, for når jeg siger 'taler', så siger han 'snakker'.
Det er nemlig sådan, at mit jyske er et finere pænere jysk end hans, fordi jeg er fra Aarhus.  
Når jeg siger det, driller han mig big time og hævder, at de største bondeknolde er dem fra Aarhus.

Å så ve han skawe sig og råwe kåm så di hviiiii'!!!

Min mand stammer fra en sydligere og lidt mere inde i midten del af Jylland.  Der hvor der er mørkere og længere mellem husene. Ikke 7-11, men kiosk. Ikke Mc'D, men grillbar. Ikke banegård, men station. Og der går mindst en time, før bussen kommer. Med mindre det er søndag, så kommer den slet ikke.

I den slags byer, taler de ikke som i Aarhus.

(Uh, hvor gør det ondt i mig, hvergang jeg retter Å til Aa, piv...)

Os fra Aarhus, vi taler pænere, tydeligere og udtaler ordene mere korrekt. Min mand er uenig og siger, det er noget arrogant og højrøvet fis, som jeg skal pakke samme med.

Men sandheden er jo, at jeg har ret.

Derfor må jeg gerne - når min søde mand siger: "Der er godt nok mørk herinde", sige "ttttt", for lige at understrege, at han glemmer t'et på sine adverbier.
Det samme må jeg, når han kører stærk, lugter dejlig, har det varm og griner høj - så tilføjer jeg lige et "ttttt", fordi det lyder så mærkeligT og skævT i mine ører, når han ikke siger ordene rigtigT.

Han er rætti dejlig og jeg er virkelig glaj ve' ham.

Men jeg taler pænest.

torsdag den 21. juli 2011

Ferie reddet på målstregen af Build a Bear-kyndig storesøster

"Da jeg så, at der var hul i nakken på min yndlings bamse, blev jeg bare så ked af det, at jeg kom til at græde helt vildt. Jeg elsker den bamse så højt og kunne slet ikke overskue, hvis jeg skulle på ferie uden den"

Sådan beretter Frederikke, 9 år, mens hun krammer den hvide hund, klør den lidt bag øret og fortsætter:

"Altså jeg var jo ved at pakke til vores ferie, og da jeg så ville give Maria noget andet tøj på, opdagede jeg at hun havde et stort hul i nakken. Jeg blev meget chokeret og det var som om hele verden drejede hurtigt rundt. Jeg satte mig på sengen -  og så kom tårerne."

Den hvide hund, Maria, har været i Frederikkes varetægt i ca. 3 år og blev givet som et gavekort til jul. Frederikkes far var den glade giver, og han husker tydeligt den dag, han med sine to døtre, tog til Build a Bear butikken i Bruuns Galleri i Århus.

Døtrene havde på forhånd udset sig, hvilken bamse de ville have med sig hjem, så besøget i butikken var hurtigt overstået.
Frederikke havde også på forhånd besluttet at den hund, hun ønskede sig så brændende, skulle bære navnet Maria.

At Maria havde et hul i nakken, havde ingen i familien opdaget. Derfor blev der stor ståhej, da Frederikkes mor, Helle, fra køkkenet hører sin mellemste datter græde højt og hjertesskærende.

"Frederikke er normalt en meget glad pige, og det er sjældent at hun sådan bryder helt sammen. Derfor blev jeg meget forskrækket over at høre hendes voldsomme gråd. Jeg var sikker på, at det måtte skyldes at hun var kommet til skade. Jeg løb derfor ned på hendes værelse og nåede at forvente noget virkelig slemt - at hun lå fastklemt under en hylde, der var faldet ned, at hun havde fået fingrene i klemme i døren eller at kommoden var væltet ned over hendes fødder."

Da Helle ankommer til pigeværelset, ser hun Frederikke sidde med bamsen Maria i armene. Helle spørger forskrækket, hvad der er sket og Frederikke viser hullet i bamsens nakke.

"Min mor kom løbende, da hun hørte at jeg græd, og hun så meget forskrækket ud, da hun så, hvad der var sket. Jeg spurgte om vi ikke kunne køre hen til en Build a Bear butik og få min bamse syet sammen, men det fik bare min mor til at se endnu mere forskrækket ud. Hun begyndte at himle op og spurgte om jeg var vanvittig, når jeg troede at vi havde tid til den slags, når vi var i fuld gang med at pakke til ferie og skulle køre til Frankrig i morgen"

Netop på det tidspunkt ankommer Frederikkes storesøster, Marie, 12 år, til værelset. Marie fortæller, at hun var kommet intetanende gående gennem huset, og så havde hørt sin søster græde, og sin mor tale højt med skarp stemme.

"Vores mor er altid lettere hysterisk, når vi skal pakke. Hun farer rundt som en idiot og stikker ordrer ud til højre og venstre. Hun bliver nemt sur, når hun er stresset og det stresser hende helt vildt, når vi skal afsted alle sammen. Det går mest ud over min pap-far og så bliver han selvfølgelig sur, og så skændes de højt. Det er megairriterende, og jeg hader det. Jeg plejer at gå ind på mit værelse og lukke døren, men fordi jeg kunne høre min søster græde, gik jeg ind til dem.

Da Marie ankommer til værelset, hører hun sin mor sige til Frederikke at "det er det er komplet, helt og aldeles udelukket, at vi kan køre til en Build a Bear butik og få bamsen syet. Der er kun to muligheder - den ene er at du vælger at tage en anden bamse med, den anden er at du tager hunden med, selvom den har hul i nakken."

"Som jeg så det, var der mange flere muligheder end de to", fortæller Marie med et smil. "Derfor sagde jeg de ord, som min mor blev så glad for, fordi det vendte hele situationen på et splitsekund.
Jeg sagde, at jeg da nemt kunne sy det hul"



Den hvide hund, Maria, syes sammen i nakken af Marie på 12 år,
der, til sin mors store stolthed, håndterer nål og tråd med sikker hånd.





Frederikke, 9 år, ser beundrende og lettet på sin søster, der med sin kompetente indsats, gør det muligt at hun nu kan tage sin bamse med på ferie uden at frygte, at bamsens fyld falder ud.

onsdag den 20. juli 2011

Stakkels mand

Mig, henvendt til ham, der har en vielsesring magen til min:

"Det er dælme neder'n, når man er for fed til sine løbeshorts"

Ham, der har en vielsesring magen til min:

"De passer da fint, du ser dejlig sporty ud i dem."

Mig, henvendt til ham, der har en vielsesring magen til min:

"Nej, prøv at se - de strammer helt vildt her om mine lår"

Ham, der har en vielsesring magen til min:

"Det er da dine lårmuskler, der buler lidt ud skat"

Mig, henvendt til ham, der har en vielsesring magen til min:

"Sig mig er du både blind og døv, spasser?"

Åhh, its hard to be an ægtemand!

Note: Blev i tvivl om, hvorvidt det var mest korrekt at skrive "mage til" eller "magen til". Jeg ved at begge dele er tilladt at skrive, men hvad er mest korrekt?
Hvis du, som jeg, syns den slags er interessant så læs for eksempel her!

mandag den 18. juli 2011

Møgdag

Møgdag, lortevejr, røvhumør

Jeg ta'r op te Alaska...

søndag den 17. juli 2011

Morgenstund

Er vågnet som den første i huset. Sidder stille i stuen og nyder en kop velduftende kaffe. Betragter gaden gennem vinduet. En forbipasserende regntøjsklædt mand trækker hætten op om hovedet for at beskytte sig mod den silende regn.

Regnvejr har noget trist over sig. Eller overfører jeg tristhed til regnvejret?
Nej, ikke i dag. Her er bare fredeligt og godt.

Som barn var jeg altid meget bekymret for havens fugle, når det regnede og regnede. Forestillede mig hvordan de krøb sammen i flokke på træernes grene for at varme og beskytte hinanden.

Regn siler. Blæst bider. Sol danser. Mørke skræmmer. Lys kærtegner.

Gid alle dage kunne begynde sådan. Helt i ro.


Om lidt tager jeg tøj på, henter morgenbrød og en avis.

Kom an dag, jeg tager dig!

lørdag den 16. juli 2011

Service

Hvis du er landet på min blog via Kristine, som ovre i sit dilemma, skriver om mig i dag - så yder jeg dig hermed den service, at hjælpe dig med at finde tilbage til hende igen. Det kan jo være at du ligesom jeg er en spade til at finde vej.

Hvis du ikke er landet her fra Kristines Dilemma, så synes jeg du skal kigge forbi hende og læse, hvad hun skriver om mig.

Hun gør det nemlig på en virkelig sød og sjov måde. Kristine ville bevise, at jeg er lesbisk, men fandt i stedet ud af at jeg er hendes søster.
Ja, du griner, men tænk bare på programmet "Sporløs" - det her er  Sporløs i en totalt blogginogget udgave.

Og sådan kører det hele i ring i dag.

Er det for indforstået?
Måske, men sagen er at Kristine og jeg aldrig har mødt hinanden, men via hver vores blogindlæg genkendte steder og bynavne og på den måde fandt ud af, at vi er vokset op i det samme lille område og har befundet os  i de samme sfærer. Vi kendte sågår de samme hunde!!!

fredag den 15. juli 2011

Læsning

Ferie og læsning hænger sammen i min verden. Jeg elsker at læse og har altid læst meget. Også som barn. Er vokset op med en mor og en far, der læste meget (både selv og sammen med min bror og mig), og kan derfor næsten måbe af forbløffelse, når jeg møder voksne mennsker, der siger, at de aldrig læser. Jeg forsvinder ind i bøgerne - glemmer tid og sted, og hvis jeg er fuldstændig optaget af en god bog, kan det nemt ske at maden brænder på, børnene spørger uden at få svar, eller at jeg ikke hører telefonen ringe.

Husker lige en sjov episode, som fandt sted mens jeg læste "Pigen, der legede med ilden" og var ved bogens slutning. Det var sidst på eftermiddagen og børnene så tv, mens jeg læste. Min mand kom hjem fra arbejde (hvilket jeg nærmest ikke ænsede) og begyndte at fortælle om noget meget stort og virkelig vigtigt, han havde oplevet og gerne ville dele med mig. Jeg kiggede op fra bogen og måtte sige: "Søde skat, Lisbeth Salander er blevet skudt i baghovedet og er ved at blive levende begravet, du må simpelthen vente med at fortælle alt det der, til jeg er færdig" og så måtte han trisse et andet sted hen og pænt vente til fruen havde læst bogen færdig.
Jeg læser i perioder også faglitteratur ifb. mit arbejde, så der går desværre alt for længe mellem at jeg få slugt nogle fede romaner.

Lige nu læser jeg den bog, du kan se ude i højre side af min blog. Det er perfekt feel-good ferielæsning: "Send mere sex" af Anne Grethe Bjarup Riis og Trine Appel.
Den er skide sjov, godt skrevet og lige hvad jeg trængte til. Sådan en bog, der fiser ind gennem det ene øre og ud af det andet. Ren underholdning.

Sakset fra nettet:

"Tandlæge Helene Sandholm synes selv, det kører for hende ...

Men en slibrig sms afslører hendes sexeventyr, og i løbet af et splitsekund bliver alt vendt på vrangen, og et tragikomisk skilsmissevanvid bryder løs. Med bedsteveninden Iben som kommentator på sidelinjen  må Helene stå ansigt til ansigt med en eks-mand, der skaber sig som en 5-årig, en elsker med en meget stor vatpik, en løgnagtig papmor, tandlægeangste patienter og et stigende rødvinsforbrug, der skræmmer børnene væk!

Og nu vil bedsteveninden gudhjælpemig også skilles ..."





Jeg er også ved at læse en gammel roman (fra 1909) af Jakob Knudsen. "Lærer Urup", som allerede da den udkom (!) var omdiskuteret, fordi den var præget af forfatterens gammeldags holdninger til opdragelse og pædagogik.
Den læser jeg fordi den, sammen med en række artikler, danner oplæg til fire samtale- og debataftener i den studiekreds, jeg frekventerer gennem min sognekirke. Det er så fedt og givende at mødes med andre og tale om det, man har læst og vi har i studiekredsen virkelig været vidt omkring i de samtaler, vores fælles læseoplæg har givet. 


Og nu kommer jeg så til det, som var mit egentlige ærinde med at skrive det her indlæg!

Jeg faldt forleden over en genial blog. Om bøger og læsekultur. Med masser af gode anbefalinger og omtaler af bøger. En blog, som i følge ophavskvinden henvender sig til den travle kvinde og til børnefamilien - og hey - det er jo mig!

Snyd ikke dig selv for at besøge Amrit Maria Pals fantastiske bogblog lige her.

Hvad læser du for tiden?

torsdag den 14. juli 2011

Der findes ikke dårligt vejr, kun forkert påklædning!

Er det ikke sådan mormor/tante Oda/Faster Gurli siger?

Jeg troede et øjeblik, at min mand tog pis på mig, da han her til morgen viste mig en vejrudsigt, hvoraf det uomtvisteligt fremgik, at det vil PIS-ØS-REGNE over vores hus hele den kommende uge. Hele ugen!
Vi holder lowbudget ferie i denne uge - to voksne og tre børn - og ugen er sat af til (gratis) udflugter til skov og strand, havearbejde, grill på terrassen, og andre hyggelige (gratis) familieting. Troede jeg. Håbede jeg. Gik jeg og drømte om. For det skal overhovedet ikke være nogen hemmelighed, at jeg synes at kunsten at være i zen sammen med sin familie til tider kan være uendelig udfordrende. At få den fælles tid med børnene til at gå op i en højere enhed med vi voksnes behov for tid sammen og ikke mindst tid alene, det er en balancekunst, som mange andre end mig, har skrevet om i tidens løb.




Den, der er allerdårligst til det i vores familie, det er mig.
Jeg flipper råddent skråt, når børnene bliver for meget, mister besindelsen og taler grimt til alt og alle.

Og nu bliver det regnvejr hele ugen.

I stedet for at mugge og blive i råddent humør, er jeg af min mand blevet tvunget til har jeg besluttet at vende bøtten på hovedet:

Sikke en chance for at få testet sin tålmodighed!

Hvor længe kan jeg mon klare det, før jeg kalder nogen en røvfirkant eller en pikansjos?

Hvor mange kapitler i Silas og Ben-Godik kan jeg holde ud at læse højt på en dag, og hvor længe går der, før børnene afbryder en højtlæsnings-seance for at spørge om de må tænde for fjerneren?

Hvilke film gider vi se sammen med børnene? Og hvordan undgår jeg at falde i søvn undervejs?

Hvad skal vi bage i dag? Og hvor mange børn magter jeg at have med i køkkenet?

Hvor er Maries regnbukser, for helvede, hvor den unge glemmer alting, bliver det dejligt at komme i tanke om, hvor vi har glemt dem.

Hvem vinder turneringen i Rummikub? I Uno? I Sequence?
Jesus, hvor har vi i grunden mange spil og hvor er der støvet på den hylde, hvor de ligger!?

Ups, jeg lovede at støvsuge hele huset, mens manden tog børnene med på indkøb ... må hellere se at komme i sving.

Sikken dejlig dag det er i dag, åh uh åh åh...

Ps. Vi kører til Frankrig næste fredag. Hvor vi skal bo i telt i en uge. Hvis det også regner dér, så...

onsdag den 13. juli 2011

Tanker på en onsdag formiddag

Noget virkelig glædeligt:
Posten havde hele to bogpakker med til mig i dag - Bøgerne, som jeg har købt hos Maren  og så den bog, som jeg har byttet mig til hos Carina. Sørme om ikke også sidstnævnte havde pakket lidt lækker the og en dejlig kretonsk (er det ikke dét, det hedder - noget fra Kreta? Eller hedder det kretansk?) olivenolie.

Tilføjelse: Det hedder kretensisk, har jeg lært siden i formiddag...



Noget rigtig ærgerligt:
Min brors dejlige datter kapitulerede af hjemvé og magtede kun én overnatning her hos os. Jeg ville så forfærdelig gerne være en sådan en faster, der kan afhjælpe hjemvé, men der var ikke noget at gøre. Vi prøvede alt.

Noget lidt skørt:
Vi har lovet vores unger en tur i Legoland i dag. Det pisser ned, men det betyder forhåbentlig at nogen andre vælger at blive hjemme - sådan at der ikke er helt så mange mennesker, som der normalt er derude i sommerferien.

Noget kikset:
Jeg er en svag svækling. Har nu på 4.dag taget 100 mavebøjninger, og i dag skreg jeg mig gennem samtlige. Efter de tre første dage, er mine mavemuskler så tilsyrede, at jeg ikke kan vende mig i sengen om natten uden at sige "av." Højt.

Noget, jeg er i tvivl om:
Skal man grine eller græde, når ens mand kærligt lægger armen om livet på én, hvorefter han overrasket udbryder "Gud, er det din talje, jeg kan mærke?"

Noget virkelig yndigt:
Mine store piger har crépet deres hår og ligner jeg ved ikke hvad. Jow, jeg ved det: De ligner Lecia fra 80'er orkestret Laban!



Noget megairriterende:
Når man hurtigt skal finde et billede på nettet og via google ender i mærkelige blindgyder. Da jeg ville finde billedet af popgruppen Laban, ryger jeg først ind på sider om imamen Abu Laban, herefter en hjemmeside om en hund, der hedder Laban og fandme om der ikke også er en ungarnsk danser ved navn Rudolf Laban. Hallo, hvor svært kan det være - LABAN!

tirsdag den 12. juli 2011

30 dages udfordring

I mit forrige indlæg skriver jeg om fænomenet TED-talks. Grunden til at jeg er optaget af det for tiden, er at en god ven forleden inviterede mig og to andre til en 30 dages udfordring.
Min ven havde på en længere togtur siddet med sin iPad og lyttet til TED-talks, og han var faldet for specielt én, som handler om at give sig selv den udfordring gøre noget hver dag i 30 dage.

Vi har alle et eller andet, som vi ville ønske at vi kunne tage os sammen til at gå i gang med, men som bare ikke sker... Og Matt Cutts opfordring er: Gør det! Gør det hver dag - i 30 dage! Se hans opfordring her:



30 dage er et overkommeligt tidsrum, og derfor er sandsynligheden for at man holder ud og holder ved meget større, end hvis man ikke sætter tid på. Og det er tilpas længe til, at den nye ting kan blive til en vane, der bliver hængende... Måske!

Min ven gav os altså udfordringen: "Hvad vil du gøre hver dag, de næste 30 dage", og vi havde en sjov snak om kriterierne for hvad man valgte ... Altså det skulle jo netop være udfordrende og noget, der ville kræve at man pressede sig selv lidt i en eller anden grad - ellers ville det jo ikke være en udfordring. (Med andre ord, det var ikke godt nok at sige: "Jeg vil file fødder hver dag de næste 3o dage")
Vi fik også hver især tænkt over, hvilke ting vi egentlig har lyst til at ændre på i vores hverdag. Det endte sådan, at jeg besluttede at jeg de næste 30 dage (hvoraf der er gået tre nu) vil tage 100 mavebøjninger om dagen - en vil løbe hver morgen i 30 dage, en anden vil lave body-toning hver dag, og den tredje vil skrive et postkort til sit (baby-)barn hver dag. Siden har to personer mere meldt sig i udfordringen - én der har lovet sig selv at gå en tur hver dag i 30 dage og den anden vil drikke the i stedet for kaffe. Men kun i 30 dage!

Så kære læser, måske har du allerede luret, hvad jeg er ude på - tør du udfordre dig selv og med en "Thirty days challenge?"

Hvad vil du gøre hver dag, de næste 30 dage?


Idéer, der er værd at udbrede

En ven introducerede mig for nyligt for fænomenet "TED talks."  Jeg havde godt hørt om det før, bl.a via tv, men har ikke før nu, sat mig ordentligt ind i, hvad det går ud på.

Kender du TED?

(For så behøver du ikke læse nedenstående forklaring, men kan springe videre til næste indlæg, som er inspireret af en bestemt TED-talk)

TED står for Technology, Entertainment og Design, og er en organisationen der blev dannet i USA i 1984.
Idéen bag konceptet er at bringe mennesker fra de tre (Technology, Entertainment og Design) forskellige TED-verdener sammen, og lade dem inspirere hinanden ved at udveksle idéer og budskaber.

Det foregår på den måde, at der to gange årligt afholdes konferencer, hvor særligt udvalgte mennesker, der enten besidder en unik viden eller har en unik position i verden, får ca. 18 minutter til at holde et oplæg -  En TED talk -  hvor de deler deres viden og entusiasme inden for deres særlige område.

Siden 2006 er alle talerne blevet filmet og deles via internettet med resten af verden.

Jeg har de sidste par dage hængt meget ud på TED's eget site her, og blev fx. vildt optaget af en mand ved navn Simon Lewis, der efter et alvorligt trafikuheld, der nær havde  kostet ham livet, lå i coma i fire måneder, og siden har kæmpet sig tilbage til et normalt liv. Fra at være dømt totalt bevidstløs grøntsag, rejser han nu rundt og holder foredrag om hjernens og bevidsthedens udvikling. Simon Lewis taler om den menneskelige bevidsthed, og om hvordan det er muligt at genoptræne hjernen ved at aktivere de store mængder uudnyttet potentiale hjernen rummer. Se og lyt her, hvis du ligesom jeg, synes sådan noget er vildt interessant:





En person, der har holdt TED-talks mange gange er Bill Gates. Her er et kort klip, hvor han holder et oplæg om bekæmpelsen af Malaria. Mens han taler, tager han en dåse med myg frem og lukker ud blandt publikum!






I 2010 fandt den første TED-konference sted i Danmark.

mandag den 11. juli 2011

Mig og Toto

Hvis Annamette i sin blog Alt om dig i aftes havde stillet spørgsmålet: "Hvis du kunne skride fra det hele, hvor ville du så skride hen?" så ville mit svar fuldstændig uden tøven være, at jeg ville hoppe ombord på Toto's tour-bus og følge med dem rundt på deres Europa-turné indtil efteråret, hvor jeg så ville rejse med dem hjem til USA's vestkyst. Her ville jeg bosætte mig klods op af lead-guitaristen Steve Lukather, bare for at kunne være lidt i nærheden, når han øvede sig på guitaren. Jeg ville besøge ham, hans kone og deres mange børn så tit, det var muligt, og vi ville ofte grine af vores første møde, der fandt sted efter koncerten i Vejle Bypark en sommeraften i juli. Jeg var efter koncerten blevet inviteret til afterparty. Lukather ville mindes, at han allerede i koncertens første nummer havde lagt mærke til mig, der mellem de 3-4 forreste rækker af publikum,  og at han i en pause mellem to numre, havde bedt sin manager om at gå ned med en invitation til mig.


Der til afterpartyet blev vi så gode venner alle sammen, at hele bandet bakkede op om Lukathers idé om at jeg skulle tage med dem på resten af turnéen.

Jajaja, man har vel lov at drømme lidt...

Men det var intet mindre end en FANTASTISK koncert!

Jeg er stadig helt oppe at køre over så fedt de spillede, så dygtige de er og så meget gang, der er i dem efter så mange år!




søndag den 10. juli 2011

Helle's bogbyttebiks bekendtgør

følgende:

1) At jeg synes, det var herligt at Mai, Kristine, Carina og Line gad bytte bog med mig. Tusind tak for jeres bud til byttepuljen.

2) At I sjovt nok alle bød ind med bøger, jeg IKKE har læst endnu, og at det derfor var SVÆRT at vælge!

3) At jeg har valgt at bytte med Carina, som smed Jens Chr. Grøndahls "Et andet lys" i puljen.

Carina, send mig din adresse på Hellea[snabela] jellingnet.dk, så sender jeg dig "Den anden hånd" og mailer dig min adresse, så du kan sende "Et andet lys" til mig.
(Sjovt sammenfald i titlernes ordlyd i grunden!)

Line nævner, at det ligefrem kan være, at andre har lyst til at bytte med hinanden -  det gør I da bare alt det, I lyster... Men det er nok nemmest, hvis I skriver fra jeres egen blog eller direkte til hinanden, er det ikke?

Altså jeg lægger hjertens gerne blog til bogbyttebix, men tænker at det ikke er smart, sådan rent logistisk...

Tak for jeres deltagelse, jeg annoncerer helt sikkert bogbytte igen en anden gang.

lørdag den 9. juli 2011

Jeg anbefaler varmt

...den sommerroman som Mai har skrevet, og som hun i denne tid publicerer på sin blog. Klik her og hop med fra kapitel 1.
Det er dejlig velskrevet ferielæsning.

fredag den 8. juli 2011

Udestuer og indestuer

I mine unge dage havde jeg, ligesom alle andre velsagtens, mange meninger om, hvordan mit fremtidige liv skulle forme sig. Jeg havde blandt andet et hav af planer og idéer til hvordan jeg gerne ville bo -  og i særdeleshed til hvordan jeg ikke ville bo.

Én af de ting, der stod meget højt på listen over "ting jeg til min dødsdag vil nægte at eje" var en udestue.

I min dengang så enfoldige verden, var en udestue noget, jeg associerede med en blomstret termokande (med pumpe), amagerhylde, kurvemøbler og kakkelbord. Udestuer var kiksede og grimme og slet slet ikke noget for mig.
Nichts weiter.

Da min mand og jeg for syv år siden ledte efter et hus, hvori vi kunne slå pjalterne sammen, var den store udfordring at finde et hus, hvor der kunne indrettes fire børneværelser.  Dem var der dælme ikke ret mange til salg af i den prisklasse, vi bevægede os i. Hvergang vi søgte på nettet, dukkede der det samme hus op, som vi hvergang fravalgte med det samme, bl.a fordi det var med udestue. 
Til gengæld blev vi smålune på et andet hus og kontaktede ejendomsmægleren mhp. en fremvisning. Han måtte så desværre meddele,  at det hus netop var blevet solgt, men at han havde et andet, som han vildt gerne ville vise os.

Det viste sig selvfølgelig at være det hus, vi hele tiden havde sorteret fra. Det med den store udestue. Som vi dog indvilgede i at se, og som vi faldt pladask for. Og købte på stedet. Og elsker at bo i. Især fordi her er den mest fantastiske udestue, der fungerer som multirum for både voksne og børn.  Når der er ryddet helt op, ser der ud som herunder. Billederne er fra det helt tidligere forår, så vinen i loftet er ikke begyndt at vokse endnu.





Langt det meste af tiden, kan man tydeligt se i udestuen, at vi er en aktiv familie, der har gang i mange ting. Så ser her ud, som på de følgende billeder, der er  fra denne uge. Vinen vokser nærmest fra dag til dag, og der er masser af druer på. Søde stenfri druer, som smager himmelsk.




Det store træ i hjørnet er et Kiwitræ. Det har aldrig blomstret, da det ville kræve en bestøvning fra plante af modsat køn. Og vi kender ikke andre, der har en kiwiplante og har derfor ikke kunne arrangere noget blinddating med vores træ.


Jeg elsker vores kæmpestore udestue. Om sommeren bruger vi den meget mere end vores almindelige stue, som med skøn børnelogik aldrig har heddet andet end indestuen.

Vi har i øvrigt også en amagerhylde. Den er malet postkasserød og hænger på Frederikkes værelse. Den er superflot og fyldt med smølfer.

Tillæg

Man kan anlægge det synspunkt, at jeg i mit forrige indlæg langer lige rigelig ud efter min mand. Faktisk kan man, hvis man vil, beskylde mig for at komme med beskyldninger og påstå at jeg kommer med påstande. Man kan nemt få det indtryk, at der slet ikke er balance i vores gøren og laden og at han nærmest er helt umulig at have med at gøre. 

Det er naturligvis ikke i nærheden af at være rigtigt.

Og det ved både han og jeg. Han godkender de ting, jeg skriver om ham, og i dette tilfælde gjorde han det med sindsro, fordi han vidste, at jeg ikke havde ret. 

For er det også mig, der sætter tingene i gang, når bilen skal vaskes, ha' hældt olie på eller  fragtes til værksted? Sørger jeg for, at der er benzin på græsslåmaskinen, at knagerækken bliver hængt op eller at Weberen gøres ren efter brug? Er det mig, der indstiller kanalerne på tv'et, hænger myggetnet op over pigernes senge eller lapper og pumper vores cykler? Henter jeg trofast børn hjem fra kammerater, sport og fødselsdage? Gider jeg altid gå i Brugsen efter det, vi har glemt at købe? Har jeg sat gipslofter op, malet og istandsat det her gamle lortehus?

Nixen bixen. Aldrig.

Jeg kunne ikke tænke mig nogen anden mand i hele verden, end ham, jeg har.

Så er det på plads.

Det var indlæg nr. 100.

Håber, det er ok med jer, at jeg snupper (mindst) 100  mere.

tirsdag den 5. juli 2011

Ka' det pas'?

Langvarig pisirritation ender med latterkramper.

Det må være overskriften på dagens begivenhed. Hvis man da kan kalde den slags for en begivenhed?

Altså. For hundrede år siden, var der en af os, der kom i tanke om, at vores yngste skal have lavet sit eget pas. Vi skal på snart på ferie og til det skal vi bruge et pas til hende.

Så sker der det, som fandenfisme altid sker hos os: Vi taler om det og bliver enige, men ingen handler. En uge efter taler vi om det igen, men ingen handler. Tiden går. Vi glemmer det. Mere tid går. Vi kommer i tanke om det og taler om det. Men ingen handler.
Jeg bliver sur. Jeg himler op og vender øjne. Mand siger, ja ja, men vi kan jo sagtens nå det endnu. Men ingen handler.

Jeg laver yderligere scener og taler med store bogstaver og får på den konto kaldt ham diverse meget lidt pæne ting, samt  startet (og fuldført) en 7-8 skænderier.
Ingen handling.

Før jeg sætter gang i projektet. Tager det første skridt. Sætter lortet i gang. Og så kører det. Og vi samarbejder og får det løst.

Jeg spørger gang på gang mig selv:

1) Hvordan kan det være, at jeg venter så længe med at sætte bevægelse i tingene, når jeg efter så mange år, ved alt om at der intet sker, før jeg handler?

2) Hvordan har den mand klaret sig alene i fem år mellem sine to ægteskaber? Hvordan har han fået betalt sine regninger, bestilt tid hos lægen og afleveret bøger på biblioteket?

Tilbage til passet.
I går hentede jeg barnet tidligt fra vuggestue og fragtede hende til Vejle, hvor jeg ved hjælp af direkte bestikkelse i form af en grøn is, fik hende med på at lade sig fotografere hos en fotomand.  Resultat kan ses i slutningen af dette indlæg.
Så fik jeg ikke gjort mere ved det den dag, men nu var vi sgu da i gang.

Her til formiddag får jeg så printet "Ansøgning om dansk pas" fra kommunens hjemmeside, udfylder den og vil så køre til Vejle, for at få lavet det pas. Nu skal opgaven løses.
Derfor siger jeg mange bandeord højt, da jeg ser at begge forældre skal underskrive ansøgningen. Manden er jo ligesom på arbejde, så what to do? Bliver yderligere pissed, da jeg læser mig til at det tager ca. 14 dage at udstede et pas. Vi skal på ferie om 14 dage!

Ringer til manden. Klynker lidt, og klager min nød - og her er det så, at han træder i karakter som en supermand, der pludselig entrérer på scenen: "Ved du hvad skat, jeg tager et par timer fri midt på dagen, lad os mødes ved paskontoret kl 12, så kan jeg skrive under, og vi kan få afsluttet det her hejs. Og så giver jeg frokost bagefter." Sådan!
Manden og jeg mødes ved indgangen til Vejle Kommune, jeg har medbragt udfyldt ansøgning, pasbillede og for en sikkerheds skyld har jeg taget mit eget pas med. Det kunne jo være...
Vi finder paskontoret, trækker et nummer og taler om, hvor vi skal spise frokost. Efter 10 minutters ventetid, bliver det endelig vores tur.


Venlig dame bag skranke: Hvad kan jeg hjælpe jer med?

Manden: Vi vil gerne have lavet et pas til vores datter.

Jeg: Smider nonchalant papirer og billede af barnet på skranken.

Venlig dame bag skranke: Ja så gerne, hvor er hun?

Manden: Hvem?

Venlig dame bag skranke: Ja, barnet, hende der skal have lavet pas.

Mig: Hun er i vuggestue.

Venlig dame bag skranke: Så kan jeg desværre ikke hjælpe jer.

Manden: A' hvad kan du ikke?

Venlig dame bag skranke: Man skal møde personligt op, for at få udstedt et pas. Hun skal også måles - og ja i princippet kunne det være et billede af jeres nabo's barn, I kommer med der, det har jeg jo ingen garanti for, når I ikke har hende med.

Manden: Vores nabo er over 70, hun har ikke børn.

Mig: Sparker manden over skinnebenet og siger, at det kan jeg ikke begribe. Jeg har læst hvad der står på deres hjemmeside, og der står ikke noget om,  at man behøver at have barnet med.

Venlig dame bag skranke: Nej, der står at den, der skal have et pas, skal møde personligt op.

Mig: Nå ja, det er jo nok det samme. Øv!

Det er jo tudelogisk. Selvfølgelig kan man ikke få lavet et pas til én, der ikke er med. Hvordan fanden kunne vi være så dumme?
Vi grinede og rystede på hovederne af os selv hele vejen hen til den nærmeste café. Hvor vi indtog megahyggelig frokost og lignede sådan et rigtigt ægtepar, der er ude at spise frokost sammen.
Men ikke noget pas i dag heller. You can't win them all!


Her er pasbillledet. Instruktionen gik ud på at smile, men ikke så man kunne se tænderne.
Og det giver i en 2-årigs verden det her fjæs.
Der blev forsøgt en 10-15 gange, men det var tandsmil eller det her.

Er du med på en bytter?

Jeg er lige blevet færdig med at læse Chris Cleaves roman "Den anden hånd", om en nigeriansk flygtningepige, der via en skæbnesvanger begivenhed havner hos en engelsk familie.




Bogen er bl.a anmeldt hos Bogblogger her. 
Jeg er ikke faldet helt ligeså meget på halen over den, som anmelderen, men jeg har nydt at læse den, fordi den er anderledes og skrevet på en fed måde, med skiftende fortællere.

Kunne du tænke dig at få bogen?

Og har du en anden bog liggende, som du vil bytte med?
Så skriv en kommentar herunder, hvor du fortæller hvilken bog du smider i puljen, så vælger jeg på søndag, hvem jeg vil bytte med - og vi sender bøgerne til hinanden.
Jeg stille  ingen krav til den bog, du sætter på højkant (ja altså ud over at det skal være én, du gerne vil af med). Er åben og nysgerrighed overfor både årstal, genre og forfatter.

Var først ude i noget lodtrækningsagtigt, men så risikerer jeg jo at ende op med en bog, jeg allerede har læst, og det vil jeg selvfølgelig gerne undgå.

Kom frisk og lad os bytte bøger!

søndag den 3. juli 2011

Opmærksomhed

Til sammen har min mand og jeg fem børn. De er meget sjældent samlet alle sammen, for de ældste bor her ikke mere. Til hverdag bor der tre børn her hos os. De tre, som jeg er mor til. De to ældste af dem har deres biologiske far i Århus og når de er hos ham, så har vi kun én hjemme og det er hende her, Johanne på 2½ år:



Det er pærelet, kun at have et enkelt barn i huset. Vi hygger os, nyder tresomheden far-mor-barn, og har masser af overskud til at give hende nærvær og opmærksomhed. Hverdagen er enkel og ukompliceret, og vi når en masse ekstra ting. Fordi der kun er ét barn i  huset.

Og så er det at jeg nogen gange kommer i tanke om dengang for 11-12 år siden, hvor jeg vitterligt kun havde ét barn. Omvæltningen fra ingen børn til ét barn, var så kolossal, så udmattende og så overvældende, at jeg tit var ved at vælte omkuld, over både at skulle passe mit studie, støvsuge i en 2-værelses lejlighed og have ET BARN. Da Marie var helt lille kom mine forældre tit forbi og gik en tur med hende i barnevognen, så jeg kunne ligge en time på sofaen og stønne af udmattethed. Da hun blev lidt ældre, omkring den alder Johanne har nu, var hun af og til på overnatning hos mormor og morfar, så vi kunne puste ud og sove længe. Mit studie er skiftet ud med fast arbejde, den 2-værelses med 240 km hus med have, og der er kommet flere børn til. Alligevel var det meget hårdere, dengang der kun var ét barn!?
Meget tankevækkende, så stor forskel, der er på min indstilling. For det er min indstilling, mit overskud og min rummelighed, der har ændret sig. Det er jeg slet ikke i tvivl om.
Hvor ville det have klædt mig dengang, hvis jeg havde haft bare lidt af den ubekymrede og mere afslappede tilgang til tingene, som jeg har nu.

Jeg er fx helt ligeglad med, at mine unger leger med mit kamera:




lørdag den 2. juli 2011

Er du bange for edderkopper?

Så vil du elske at hade (eller hade at elske?) dette klip fra Youtube. En australsk farmand vil vise, hvordan man i et snuptag fanger én af de store fæle Huntsman-edderkopper og han beder sin lille datter filme seancen. Men så...





Jeg er helt færdig af grin over klippet, specielt hviner jeg af fryd over den detalje, at han under flugten træder foden ned i plasticbøtten. Hold nu kæft, hvor ser det sjovt ud!


fredag den 1. juli 2011

Mosaik

Dette er en velkomstservice til nye læsere og repetition eller overblik for de gamle.

Hva' fa'en handler den her blog egentlig om?

Er der overhovedet nogen rød tråd i indholdet?
Nej, ikke rigtig. Og så alligevel.

Der er seriøse indlæg om de Store Ting i Livet. Og de er så blandet med useriøse og fjollede indlæg. Jeg trives rigtig godt med denne vekselvirkning, for den afspejler præcis, hvordan jeg er. Fjollet og skør, men dybt seriøs, når det kommer til stykket. Og det gør det jo fra tid til anden. Kommer til stykket altså.
Min mand er ofte ude at rejse med sit arbejde, hvor jeg så er funktionel enlig mor med tre børn. Selvom jeg ofte ligner en hængt kat af træthed, så har vi efterhånden fået det til at fungere. Så nogenlunde. Det kostet blod, sved og tårer. Og blomster og gaver, ikke at forglemme!
  Jeg skriver om familien. Vi har tre børn boende her hos os,  og derudover to, der fylder i vores liv, men som ikke bor her. Den ene er flyttet hjemmefra og den anden bor hos sin mor. Vores hverdag er til tider lidt kringlet at navigere rundt i, fordi vi er en sammenbragt familie. Ud over dine, mine og vores børn (barn), har vi eksmænd og ekskoner og deres nye ægtefæller og børn med på sidelinjen som faktorer, der tæller i vores dagligdag. Vi er fx seks personer, der skal have passet det ind,  hvornår vi holder sommerferie!
Jeg har skrevet om dengang min eks og jeg gik fra hinanden og det tror jeg, at jeg kommer til at skrive mere om på et tidspunkt. Ikke selve bruddet, men det som det gjorde ved mig, at alle mine forestillinger om at stifte familie blev fuldstændig smadrede og jeg skulle finde helt andre veje at gå, end dem jeg kendte, og var vant til at færdes på.

Jeg skriver om, at jeg blev døbt som 30-årig og har valgt en kristen platform at anskue mit liv fra. Det er noget, der er kommet til mig som voksen, jeg har det ikke med hjemmefra. Jeg oplever af og til mennesker, som bliver voldsomt overraskede, når de finder ud af at jeg er sådan én, der går i kirke, helt frivilligt endda. Jeg bekymrer mig for folkekirkens fremtid og synes det er synd og skam, hvis den ikke i en eller anden form vedbliver at være en grundpille i vores samfund. Der ligger så mange historiske, kulturelle, samfundsmæssige og værdimæssige guldgruber i den danske folkekirke! Jeg ville desuden ønske, at kirken var mere anerkendt og brugt i det nære liv, som en fælles referenceramme, man kunne tale med andre ud fra.

Så er det gået op for mig at jeg åbenbart finder det morsomt at skrive om de ting, jeg er dårlig til. Ud over at være elendig til at shoppe tøj, har jeg også ladet læserne more sig over min helt gennemført dårlige stedsans.
Jeg noterer mig, at jeg også vil huske at skrive om de ting, jeg er rigtig god til, problemet er bare at det sjældent er særlig morsom læsning!

Jeg elsker at lege med ord og har flere indlæg, hvor jeg fabulerer over et bestemt ord eller udtryk eller sætter ord sammen på nye måder. Det er en hobby, jeg har haft ligeså længe jeg kan huske, og som barn blev ord-lysten dagligt næret hos min far, som er præcis på samme måde. Min far og jeg har et helt særligt fællesskab omkring ord og sprog.

Jeg skriver ikke så meget om mit arbejde som lærer. Det fylder så meget i mit virkelige liv, at jeg ikke gider at skrive om det, når jeg har fri... Men det kan være, at det kommer. Jeg har været lærer i 10 år, er dansk-og klasselærer på mellemtrinnet og har derudover meget specialundervisning og AKT (adfærd, kontakt og trivsel.)

Jeg har også tænkt mig at realisere Lailas opfordring til at fortælle historien om, hvordan min mand og jeg mødte hinanden.