fredag den 17. august 2012

Opfølgning 2

Dette indlæg er en slags fortsættelse af det her


Da Jens og jeg havde holdt vores første jul sammen - hos mine forældre, tre måneder efter vi havde mødt hinanden, begyndte vi at læse boligannoncer. Eller rettere, det gjorde han - for hans drøm om at få en kvinde i sit hus var på det tidspunkt noget større end min drøm om at bo sammen med en mand igen. Det var der en helt naturlig forklaring på, for Jens havde været skilt og boet alene i fem år - så man kan roligt sige, at han var klar til at give al sin tid, energi og kærlighed til en ny familie. Hvis jeg ikke var klar, så blev jeg det ret hurtigt af hans smittende glæde og entusiasme. Han er ét af de mest positive mennesker, jeg kender i hele verden og han angriber alle udfordringer med attitude af "det her skal vi nok klare, vi skal bare lige finde ud af hvordan, men vi klarer det". Han er optimist til det yderste og et menneske, der giver utrolig meget til sine omgivelser.
Men hvis vi skulle bo sammen - hvor skulle det så være? I Århus, i Jelling eller et helt tredje sted?
Jeg var i tvivl, men det var han ikke. 
For ud over de flotte ord, jeg lige har skrevet om ham ovenfor, så er han også stædig og beslutsom, når det kommer til bestemte ting. Og i boligsagen var han urokkelig. Han ville ikke flytte væk. Jeg forstod det egentlig godt, for han havde sine børn boende hos sig hveranden uge - de gik i skole, havde kammerater, fritidsinteresser og deres mor der. Det var et stort indgreb at ændre på de ting. 
Men jeg havde jo også masser af grunde til ikke at kunne flytte mig fra Århus. Mine børn, deres far, mit arbejde, som jeg var utrolig glad for og hele mit netværk af familie og venner. 
Det ville selvfølgelig være bedre for mig, hvis vi slog os ned i eller i nærheden af Århus.
Det var som om, at det var helt givet på forhånd, at vi skulle være sammen. Og vi ville rigtig gerne bo sammen. Men ingen af os ville flytte sig. 
Indtil jeg tog en beslutning. 

Ingen kommentarer: