Sidste opfølgning og slut

Vi kan ikke blive ved med at koge suppe på den kærlighedshistorie -   i hvert fald ikke så længe, jeg ikke går dybden med hvilke ingredienser (for nu at blive i suppe-metaforen) den i virkeligheden indeholder. Og det kommer jeg ikke til at gøre ret meget.
Mit ærinde var at fortælle om vores første møde, men jeg kan godt se at den historie kalder på en beretning om, hvordan det så gik sidenhen.

Virkeligheden kom til os som et tordenvejr ligeså snart vi flyttede sammen.
Det første møde på Skanderborg Festival og den efterfølgende forelskelsestid var rosenrød og helt fantastisk. Alt det overskud det gav os, fik vi brug for - og meget mere til, da vi flyttede sammen med vores tilsammen fire børn. 
At bo sammen var vores valg - ikke børnenes - og vi mødte meget store udfordringer på den konto. Jeg vil så gerne skrive det så pænt og ordentligt, men ved I hvad? 
Det var så pisse svært, det er det, jeg prøver at sige!
Jeg skriver ikke ret meget om mine bonusbørn her på bloggen - det ville være unfair overfor dem og jeg ønsker ikke at nogen skal føle sig udleverede.  
Men jeg vil gerne fortælle at det påvirkede min relation til dem rigtig meget, at vi skulle leve i en hverdag sammen og ikke bare var på besøg hos hinanden i weekender. Familiefusionen var noget af et kulturchok for både dem og mig. (Skriver jeg og smiler...)
Når jeg kigger tilbage i bagklogskabens ulideligt klare lys, så ser jeg to voksne, der ville alt det bedste, havde masser af kærlighed og overskud at give af, men slet ikke formåede at få greb om, hvad der er på spil hos børnene.
Vi gjorde meget forkert, men vi gjorde det i den bedste mening. Vores første 4-5 år sammen var præget af kaos, konflikter, søvnløse nætter, gråd, skuffede forventninger, opgør, modstand og vi fægtede krampagtigt med arme og ben for at overleve i det. At vi overlevede er et mirakel og skyldes først og fremmest at Jens og jeg har så stærk en fornemmelse af, at det er meningen, at vi skal være sammen. Der har mange gange været anledninger, hvor det ville have været det nemmeste at beslutte, at det skulle vi ikke, men vi er hver gang endt med at vælge hinanden til. Heldigvis.
At nå hertil hvor vi er i dag, har krævet helt ufattelig meget af os begge. Jeg troede dybt naivt, at jeg ville blive en god bonusmor og at jeg ville få nemt ved at skabe et godt forhold til min mands børn. Jeg tog fejl. Det blev ikke, som vi ønskede det, og her har Jens har været rigtig god til at trøste mig og sige 'nej, men så blev det noget andet og det kan vi også godt finde ud af', så har jeg været ulykkelig over det og i perioder plaget af stærk skyldfølelse. 
Men altså -  midt i alt det svære og de mange store udfordringer, har vores kærlighed hele tiden været der - og den har - sammen med hårdt arbejde og målrettede indsatser, båret os igennem.

Vi blev gift i maj 2008 på Vejle Rådhus. Jeg havde en fin rund mave og i november blev Lillepigen født.  Det er snart fire år siden. Synes egentlig, vi har gjort det meget godt.