Tilbageblik 4

Indlægget her er en fortsættelse af gårsdagens, som du kan læse ved at klikke her.


Det var nu blevet fredag d. 7.august og jeg var seriøst på spanden!

Jeg var som skrevet i går, vågnet og væltet ud af det telt, hvori jeg havde tilbragt natten. Det var stadig meget tidligt om morgenen, teltpladsen var øde og jeg anede ikke, hvordan jeg nogensinde skulle finde tilbage til teltet igen. Jeg havde ikke lagt mærke til teltets farve, facon, størrelse eller placering, så jeg var temmelig meget på røven. 
Begyndte at gå tilbage i den retning hvorfra jeg var kommet, spejdede efter noget genkendeligt. Gik hele vejen ned af en vej mellem teltene - uden at kunne genkende noget. Vendte om og gik tilbage, valgte en tilfældig sidevej og drejede der. Intet. Vendte om, gik tilbage, drejede af, gik lidt længere, stoppede op, vendte om, tog en anden sidevej, vendte om, gik lidt længere, drejede af... Der var næsten ingen mennesker - klokken har vel været 5.30-6.00 og der lød høje snorkelyde fra mange af teltene. 
Foran et lille gult telt sad en ung pige, som jeg kunne genkende. Måtte have passeret hende før, for hun kiggede op og smilede. Jeg sendte hende et desperat blik, og hun sagde så: 'Det er ikke for noget, men du er altså gået forbi her tre gange nu, kan du ikke finde dit telt, eller hva'? Det måtte jeg så indrømme, at jeg ikke kunne. 
Her er det så, at denne dramatiske fortælling fra det virkelige liv, tager en drejning som gør at handlingen igen kan skride fremad, for jeg fik det indfald at spørge pigen, om hun mon havde lagt mærke til, hvorfra jeg kom gående første gang hun så mig, og hun pegede ned af en vej og sagde: 'Du kom helt dernede fra'. Jeg takkede, fulgte den anviste retning og kort tid efter, kunne jeg genkende et telt med flag, hvor nogen havde holdt fødseldagsfest, en indkøbsvogn og lidt efter et stort blåt telt, hvor mine sko stod nydeligt placeret udenfor. Tusind forklaringer på hvorfor jeg havde været væk så længe røg gennem mit hoved, men jeg fik aldrig brug for nogen af dem, for ham der lå inde i teltet sov stadig tungt og havde ikke ænset, at jeg havde været væk. Jeg samlede i alt hast mine ting sammen og var på vej til at gå, da han vågnede, tog min hånd og bad og mit telefonnummer, så vi kunne mødes senere. Hvis jeg altså havde lyst. Det svarede jeg ikke på, men skyndte mig væk.

Fortsættes.