torsdag den 6. december 2012

Tre meget meget seværdige film

Jeg elsker gode film. Et udsagn, der i øvrigt ikke virker særlig godt, for hvem gør ikke det? Jeg har engang lært, at for at et udsagn rummer værdi, skal udsagnets modsætning også give mening - og i dette udsagns tilfælde ville det så være "Jeg hader gode film" eller "jeg elsker dårlige film" og det er der vel næppe nogen, der går rundt og siger?

Hvordan kan jeg så indlede?
Hmmm, der er en bestemt slags gode film, som jeg holder særligt af -  og det er film, som ikke er amerikanske. Det betyder ikke, at jeg ikke bryder mig om amerikanske film, for selvfølgelig gør jeg det, men jeg oplever en helt særlig stemning, skabt af den sproglige ramme, i film hvor der tales et andet sprog end amerikansk. Genremæssigt er jeg ikke til actionfilm og slet ikke til science-fiction og kan jeg undgå eventyrgenren og de fantastiske fortællinger, så gør jeg egentlig også det. Sagt på en anden måde er jeg lidt kræsen, når det kommer til film.

De film jeg elsker, er film hvor fortællingen - den gode historie er i centrum og hvor denne gode historie fortælles gennem de sociale relationer, der udspiller sig mellem fortællingens personer. Der skal være stærke narrativer og stærke mellemmenneskelige følelser på spil. 

Her på det sidste har jeg set tre virkelig dejlige film,  som på hver deres måde har gjort et stort indtryk og rørt mig.




Den første er "De urørlige", som jeg så i biografen forleden dag. En fransk film (baseret på en sand historie) om en stenrig enkemand, Philippe, der er lam fra halsen og ned og ved lidt af en tilfældighed får ansat den sorte, tidligere kriminelle fyr fra slumkvarteret Driss, som sin personlige hjælper. Det venskab, der udvikler sig mellem de to - på tværs af alder, kultur, status og moral er simpelthen så smukt og rørende fortalt, samtidig med at filmen er hylemorsom og dejlig ironisk. En film, der kalder både latter og tårer frem. Hold nu op, hvor var den dejlig!





Den anden film så jeg også i biografen for et par uger siden. I byen her, er der et rigtig fint samarbejde mellem kirkens menighedsråd og den lokale biograf. Tre gange om året arrangerer menighedsrådet filmaftener i biografen. "Film med mening" kaldes projektet og det er super. Efter filmen er der kaffe, kage og en snak om filmen. Sidst så vi den libanesiske film "Hvad gør vi nu", instrueret af noget så sjældent som en kvindelig libanesisk filminstruktør. Nadine Labaki hedder hun, og hun spiller selv med i filmen, der handler om en lille mellemøstlig landsby, hvor kristne og muslimer lever side om side. Udadtil lever de (i hvert fald i første omgang) i fred og fordragelighed, men det skyldes mest byens snedige kvinder, der med masser af kvindelist og humor holder de til tider kamplystne alfahanner i ave. Filmen perspektiverer den evige strid mellem kristne og muslimer ved med humor at fremstille begge parter lige tåbelige og stædige. Der lægges i høj grad vægt på, hvor små forskellene mellem parterne i grunden er. Filmen er en komedie og der grines højt mange gange - til tider er den lige ved at kamme over i en lidt for plat "fald-på-halen"-komediestil, men det er bestemt inden for tålegrænsen. Der er mange gode debattemaer i filmen, blandt andet mediernes medvirken til at opildne konflikter i verdens brændpunkter. Sproget i filmen er arabisk - og jeg sad flere gange og forundredes over, hvor helt igennem fremmed dette sprog er for mig. Der er INTET, ikke ET ENESTE ord, jeg genkender. 




Den tredje og sidste film jeg vil fortælle om, er en iransk film, der har vundet flere priser, bl.a Guldbjørnen i Berlin for bedste udenlandske film. Filmen handler om parret Nader og Simin, der har søgt om visum til at forlade Iran, men da det bevilges, vil manden Nader ikke rejse væk alligevel. Den konflikt det føder, resulterer i første omgang i, at Simin vil separeres og flytter fra Nader og deres teenage-datter. Nader har sin gamle alzheimerramte far boende, og da Simin flytter ud, er han nødt til at ansætte en hushjælp til at passe faderen i lejligheden, mens han selv er på arbejde.
Det er da denne hushjælp kommer på banen, at filmens mange forviklinger for alvor begynder. Der sker hele tiden noget uforudset, og når trådene fra den ene begivenhed er ved at blive reddet ud, støder der noget nyt til. Filmen er virkelig en skæv og anderledes film - den giver et indblik i en verden og en kultur, som er meget anderledes end den, vi kender her i Nordeuropa og alene derfor synes jeg, den er meget seværdig. 
Jeg havde lånt filmen på biblioteket, og så den fra sofaen en aften, jeg var alene hjemme. Jeg stornød det anderledes univers og blev grebet af handlingen, som jeg ikke vil afsløre for meget af, for det ville ikke være fair, hvis du nu får lyst til at se den!
Filmens sprog er persisk (farsi) om hvilket, jeg kan sige det samme, som jeg sagde ligefør om det arabiske sprog - men det er fedt synes jeg - for det, at man intet forstår af sproget, gør at den sans nedtones, hvilket så skærper opmærksomheden på andre ting i filmen - lyd, billeder, farver, stemninger.

Ingen kommentarer: