mandag den 31. august 2015

Århus, Aros og en gave jeg havde ønsket mig

Min søndag var ret usædvanlig. Bl.a fordi jeg tilbragte det meste af den alene.  Og ret usædvanlig SKØN var den også. Jeg var i Århus, havde overnattet hos en veninde efter en herlig aften sammen med hende og fire andre veninder. 
At sidde udenfor på RarBar i Jægergårdsgade til kl 01.30 og drikke drinks i godt selskab  er slet slet ikke tosset! 
Søndagen var min egen, og jeg vidste allerede flere dage inden, hvordan jeg ville bruge den. 

Bare mig og noget, jeg havde lyst til. Og eftersom der pt. er festuge i Århus, var der tusind tilbud indenfor musik, kunst og tam tam. 
Jeg ville imidlertid på ARoS. Alene. Og jeg elskede det. Lagde ud med at forære mig selv en gave, som jeg længe har ønsket mig: Et års-medlemskab til ARoS. For 460 kr. må jeg nu komme der så ofte, jeg vil, og hvergang medtage en gratis gæst, hvis jeg vil. 
ARoS er mit all-time-favourite museum i Danmark. 
Alene bygningen med dens spektakulære arkitektur er et besøg værd. Og med vartegnet Boy nederst i huset og Regnbuen øverst, har man lagt rigtig godt fra land til de mange  sanseoplevelser, museet gennem deres mange forskellige udstillinger, byder på.

Jeg er på ingen måde nogen kunstkender, langtfra, men jeg er interesseret, nysgerrig og åben og kommer derfor næsten altid ud fra en kunstudstilling med en udvidet horisont, et større indblik og med nyerhvervet viden. Det betyder noget 
for min oplevelse, at museet formår at formidle deres udstillinger generelt - og de enkelte kunstnere og værker specifikt, og her er ARoS altså totalt langt fremme i skoene. Udstillingerne er overskuelige og overkommelige, og alle fakta-plancher og beskrivelser er skrevet i et godt, informativt og let tilgængeligt sprog. Er er museum for teksttungt, går jeg hurtigt kold, og er der for lidt 
forklaring/beskrivelse, fatter jeg ikke nok til at få noget ud af det. 
ARoS har efter min mening den perfekte dosering af information. 

Et rigtig godt eksempel på det  er beskrivelsen af 'The inverted panorama house', en installation (i form af et farvet rum, man kunne træde ind i) af den islandske kunstner Olafur Eliasson
Inden man træder ind irummet, kan man læse sig til følgende info: 

'Når du bevæger dig rundt i The inverted panorama house, 2004, vil din fysiske tilstedeværelse præge roterende cirklers farve-, lys- og skyggespil. Som i tilfældet med Eliassons Your Rainbow panorama, 2011, på toppen af ARoS-bygningen, vil omridset af din krop blive en del af værket for dem, som betragter installationen udefra'

Med en sådan forklaring i baghovedet, får jeg noget helt andet (og mere) ud af min oplevelse med kunsten. 


                              







Fra udstillingen Formen, farven, fladen.
Dette er en fotografi af Poul Gernes udsmykning på
Herlev Hospital. 




                                       
 

50 meter

Mig: 
-Det er simpelthen så tåbeligt at man har placeret det skilt lige midt i vores træ. Hvorfor lige præcis der? Kunne de ikke have sat det bare to meter længere fremme?

Ham, der har en vielsesring magen til min:
- Men skulle der have stået 48 m på skiltet?

Mig: Nååå, så der er en ret konkret grund til at det står præcis, hvor det står, but of course. Idiot!

søndag den 30. august 2015

Tina Dickow, Århus og mig

Min torsdag aften i denne uge var overordentligt magisk.
Det var én af de aftener, hvor jeg i glimt mærkede ægte livsglæde suse gennem kroppen, mærkede ægte nærvær fra det menneske, jeg var sammen med, og hvor alt omkring mig ganske enkelt gik op i en højere enhed.

Disse store ord skyldes den århusianske, nu bosat i Island, sangerinde Tina Dickow, som havde arrangeret et brag af en koncert i anledning af den uofficielle åbning af Århus Festuge.

Tina D. var i topform!  Smuk, charmerende, skarp og fuldstændig for vildt musikalsk. Jeg elsker hendes musik og hendes stemme, som har lige præcis den blødhed, dybde og varme, jeg foretrækker hos både sangerinder, kvindelige skolelærere og ditto præster. 

(Mit meget lydfølsomme gemyt bonger  selvfølgelig også ud på stemmer.)


Indimellem Tina D.'s egen optræden præsenterede hun en række islandske (og en enkelt færøsk) gæster på scenen, og koncerten blev lige præcis den musiakalske bro mellem Århus og Island, hun i indledningen fortalte, at hun ønskede at bygge.


Aftenen var magisk. Århus omkring mig. Dejlig veninde ved siden af mig, fremragende koncert og humør i top. 
Og tænk, Tina Dickow havde til lejligheden skrevet en sang om mig. Den får I lige, for den er skøn!






lørdag den 29. august 2015

Næste gang henter jeg tre

Hvorfor jeg kørte is ind med lynets hast?

Det var nødvendigt. Havde hentet to is i fryseren, fordi jeg vidste at jeg efter at have indtaget én, helt sikkert ville have en mere. Men vidste også med sikkerhed at jeg ikke ville gide rejse mig, for at gå den lange vej til kummefryser i kælder efter en is mere, og tog derfor to is med op.  

Et vist tempo var derfor nødvendigt, så is nr 2 ikke smeltede, mens jeg spiste nr. 1 

fredag den 28. august 2015

Awesome runner

'Hello there, awsome runner, great to see you again', siger varm og venlig, helt utrolig amerikansk kvindestemme ind i mit øre. 
Jeg er på min første uge i projekt 'Helles elendige form skal samles op igen, og jeg vil skide på hvor lang tid, det tager, jeg skal bare i gang med at røre mig', og det er svært, synes jeg! Svært at acceptere at status er så ringe, svært at acceptere at alt det jeg havde knoklet for at bygge op, både muskel-og konditionsmæssigt, er skredet et sted meget langt væk og ikke lige kommer frem, fordi jeg beder om det. 

Folk, der ved noget om træning, fortæller mig at det ikke tager så lang tid at genfinde sine gode vaner og den tabte form, når pausen ikke har været længere, end den har. Fire måneder er der gået, hvor jeg pga. en smertefuld diskusprolaps i nakken, ikke har hverken kunnet eller måttet give den gas og få sved på panden. Jeg er vist nok typen, der skal passe på ikke bare at kaste mig for sindssygt ud i noget vild og blodig træning for 'nu-skal-jeg-fanden-galemig-vise-jer-at-jeg-ikke-er-skadet-mere', men samtidig er jeg heldigvis også et ret fornuftsstyret menneske (og ofte for meget fornuftsstyret, men det kan vi vende ved en anden lejlighed).

For større end trangen til at gå amok i løb og træning er nemlig angsten for at forcere noget, gå for hårdt til værks, blive skadet, få ondt, ødelægge noget og blive sendt tilbage til start. Det vil jeg ikke. No way.

Første mål er at komme op og løbe fem km igen. Jeg har fundet en app ved navn 5k  - og det er her den venlige amerikanske dame kommer ind i billedet. App'en indeholder et løbeprogram, hvor man fra scratch over 8 uger øger sine løbeintervaller, således at man får bygget formen op i et overkommeligt tempo. 


Musikken er sat i gang, beater kører, og så er det bare at trykke på 'Let's go', hvorefter den rare dame peptalker mig i gang. I den første uge har jeg været afsted tre gange (følger man programmet slavisk er det afsted tre gange om ugen), og det har været noget med fem minutters opvarmning i rask gang, og herefter løbe i ét minut og gå i ét minut.



Når turen så er slut, kan jeg så, ligesom i Endomondo, se et kort over den rute, jeg har tilbagelagt. Hvis jeg nu skulle have glemt, hvor jeg var...




I 'History log' kan jeg følge min (forhåbentligt) fremadskridende optur. Indtil videre er jeg nu ikke ved at falde om at begejstring over min samlede præstation efter de første ture, men jeg knokler på og nyder stort at kadaveret samarbejder igen.



Jeg skrev for flere år  siden dette efter en morgenløbetur, har lige siddet og sukket over mig selv, for hvor har jeg dog været 'begynderløber'  i mange år. Den evige begynder. 

søndag den 23. august 2015

Back on track

Da jeg i august 2013 begyndte jeg på et  bodypowerhold   hver onsdag morgen fra kl. 6.15-7.15, havde jeg ingen anelse om, hvor stor en forandring denne nye vane ville tilføre mit liv. Jeg har elsket disse morgener, og følt mig blandt de sejeste i verden, især i vinterperioden, hvor det jo fandme nærmest var nat, når jeg stod op kl. 5.20 og listede afsted med sportstasken under armen. 


Forandringerne satte ind som kædereaktioner, hvor den ene gode vane skubbede den næste igang. 

Jeg nævner i flæng - og jeg nævner disse punkter, fordi jeg HAR sådan brug for at minde mig selv om det:

  • Motion = Nedsat sukkerindtag.
Det skyldes at jeg er så skide stolt af mig selv, når jeg endelig har trænet, at jeg ikke 'nænner' at fylde de afbrændte kalorier i hovedet igen. Derfor ikke spiser jeg langt mindre usundt på de dage, jeg har trænet eller løbet.


  • Motion = Bedre nattesøvn = Øget overskud til motion.
Det er jo logik for burhøns: Jo bedre jeg sover om natten, jo mere udhvilet er jeg, og jo mere udhvilet jeg er, jo mere overskud har jeg til at komme afsted.

  • Motion = Øget trivsel, større velvære og livsglæde.
Det er store ord her på en søndag formiddag, men ordene er sande. Jeg nyder suset af endorfiner i kroppen efter en løbetur, eller når jeg sveder som et svin med en vægtstang. Den selvfede følelse, der sidder i kroppen mange tiner efter, giver mentalt overskud. 

  • Motion = Øget kropsbevidsthed = større selvindsigt
Når jeg er i god form og træner/motionerer regelmæssigt, kan jeg decideret 'mærke min krop' meget bedre. Den ser også bedre ud, det siger sig selv.

I løbet af to år har jeg skabt mig mange gode vaner, haft de dejligste og svedigste stunder, i løbeskoene, i badedragten og på hold i træningscenteret. 


I begyndelsen af maj 2015 røg hele lortet på gulvet fra det ene øjeblik til det andet.  Ulidelige smerter i højre arm viste sig at være en diskusprolaps  i nakken, og der var ikke andet at gøre end at trække motions-stikket helt ud. Jeg havde så ondt at jeg intet kunne, og det var sådan set heldigt nok, for jeg fik også strenge ordrer på at holde mig i ro, og give min krop fred til at hele diskusprolapsen op.
Ud over mange daglige øvelser, instrueret af fysioterapeut, har jeg hele sommeren ikke lavet andet motion end at gå ture.

Med god hjælp fra fysioterapi og en nyerhvervet indsigt i * hvordan og hvorfor man tager smertestillende medicin, er jeg nu på den anden side af langt det meste. 

Fyssen har givet grønt lys for at jeg LANGSOMT må begynde at løbe og at træne igen.
Langsomt. Det giver helt sig selv, for jeg kan ikke. Formen er elendig, så jeg skal i gang fra scratch. Op på hesten igen. Hesten er et bjerg, og jeg har kun lige taget de to første skridt op ad for at komme over det. For satan! 





Første løbetur efter næsten 4 måneders motionspause.
Fy for satan, det var ikke sjovt. 

*Jeg anvendte i de første mange uger smertestillende helt forkert. Jeg troede det gjaldt om at holde smerterne ud, så godt man kunne, og når man så ikke kunne holde det ud mere, SÅ tage smertestillende. Mine stærke smerter gjorde, at jeg spændte helt vildt og voldsomt op i nakke og skulder og dermed fik endnu flere smerter. Faktisk en skade i skuldren af smerter i nakken!? En sygeplejerske på Rygcenter Middelfart forklarede mig (ved at tegne og fortælle) at jeg sad fast i en smertecirkel, og at den skulle brydes med regelmæssigt dagligt indtag af smertestillende medicin. Og her talte vi ikke bare om håndkøbs Pamoler og Pinex, men om 665 mg's recept-Panodiler og Dolol, som er et morfinpræparat. Jeg skal lige love for at det hjalp!


lørdag den 15. august 2015

Det er jo sådan, det er

Tusind tak for likes og positive tilkendegivelser til mit forrige 'mor-har-skyld-med-skyld-på indlæg her på bloggen.
Det jeg ville, og som I tydeligvis fangede, var at ridse lidt i glansbilledet af den perfekte familie og det perfekte overskudsagtige moderskab. 
Enhver, der har børn, kender de situationer, hvor vi allerhelst spolede filmen tilbage, og fik sagt eller gjort noget andet, end i første take. Ikke bare enhver, der har børn, men enhver der lever i tætte relationer med andre. Tilværelsen sendes live, stilen er håndholdt og gjort kan ikke gøres ugjort. 
Gu' var jeg ej stolt af min glatte afvisning af mit barn, men heldigvis kan man med forholdsvis beskeden indsats lappe på de huller, man laver, glatte ud og puste på sår, og gøre det kiksede næsten ukikset igen. Man kan sige undskyld. Fortælle at man er ked af den måde, man fik sagt tingene på, og tilbyde at gøre det godt igen. Den evne er for mig at se langt vigtigere end aldrig at fejle. Får hun traumer af oplevelsen? Det tror jeg bestemt ikke. 

Bonusinfo til den malede sten med påskriften 'MOR' (ikke et øje tørt), som nu har fast plads på mit natbord og som jeg elsker højt:

Vi samlede kilovis af sorte sten på en sort strand på Island, og aftalte at male på dem, når vi kom hjem. 
Pigerne glædede sig, og allerede et par dage efter hjemkomsten blev der indkøbt acrylmaling og lånt en pose acryltuscher, og siden har der dagligt været gang i produktionen. Det har derfor været en tilbagevendende begivenhed, at jeg af meget insisterende Lillepige har fået vredet armen om på ryggen, fordi jeg skulle se og beundre hendes kunstværker. 









mandag den 10. august 2015

Flot klaret, mor!

Her bringes råt for usødet et autentisk uddrag af samtale mellem utålmodig seks-årig Lillepige og helt utrolig træt 43-årig mor.

I skal se for jer, den 43-årige mor liggende på sofaen med armene løftet over hovedet, således at de bøjede arme dækker det øverste af ansigtet. Øjnene er lukkede under store dele af samtalen, fordi moderen har voldsom hovedpine. 
Den seks-årige Lillepige står forenden af sofaen uden for sin mors synsvinkel. 

Okay here goes:

Lillepigen: Moar, du skal lige komme med ind på mit værelse.

Mor: Nej, altså jeg har lige sagt at du skal lade mig ligge her lidt. Jeg har lige sagt til dig, at jeg har det skidt, og har brug for at ligge i fred lidt. Du må vente.

Lillepigen: Jamen mor, jeg skal vise dig noget.

Mor: Ikke nu, jeg vil ikke se noget nu, jeg har brug for at ligge her lidt, det har jeg jo lige sagt.

Lillepigen: (Efter en rum tid med tavshed): Kom nu mor, du skal komme med ind på mit værelse, jeg skal vise dig noget.

Mor: (hvis stemme lige er blevet en kant skarpere): Det var da utrolig, hører du slet ikke hvad, jeg siger, jeg vil ikke komme med nu, og du skal (!) i øvrigt ikke sige 'du skal' til mig.

Lillepigen forsvinder ind på sit værelse og er væk længe. Moderen falder halvvejs i søvn.

Men så står den bette der igen.

Lillepigen: Mor altså, KOM NU, det er fordi jeg har lavet en overraskelse til dig. Det er noget, jeg selv har lavet!? Moaar...

Mor: For fanden da, det var da utroligt, kan du slet ikke forstå noget som helst? Nu skal du stoppe, jeg bliver sur nu, for jeg har sagt det så mange gange, jeg vil ikke komme med ind på dit værelse, jeg vil ikke se noget, og jeg vil ikke have nogen overraskelse nu.

Lillepigen: (med musestemme). Okay mor, så lægger jeg det bare her ved siden af dig, så kan du åbne de, når du ikke mere har ondt i hovedet. 

Hun lister ud af stuen. Ved siden af sofaen ligger en lille bylt, en genstand pakket ind i køkkenrulle. Indholdet er en sten. Som nogen har malet på.



fredag den 7. august 2015

Hverdag, så tag mig da!

Det er meget hårdt at slippe ferien og gribe hverdagen, men jeg gør det med:

  • Glæde, fordi jeg har verdens bedste arbejde 
  • Erfaret realistisk viden om, hvordan jeg udfylder reform-udfordringen år 2 
  • Ondt i højre skulder, fordi jeg stadig har gener fra diskusprolaps i nakken
  • Smertestillende på recept i skoletasken, jævnfør ovenstående
  • Lykkefølelse over at vi som familie har haft en i særklasse dejlig sommer
  • Penge på kontoen, det er fandme første gang efter en lang ferie
  • Positive idégenerering til hvordan vi får hverdagen til at hænge sammen 
  • Energitanken ladet helt op
  • De fedeste minder om en fuldstændig fantastisk rejse til Island 
  • Nye drømme om andre rejsemål
  • Fem kilo for meget på sidebenene, har allerede smidt ét af dem, de skal væk, skal de
  • Spændt forventing på mine tre pigers vegne, de starter lige om lidt i henholdsvis 1.klasse, 7.klasse og 1.g.
  • Identitetskrise over at have en datter, der begynder i gymnasiet
  • Identitets-velvære over nu kun at have store børn
  • Nedtælling til uge 42, hvor jeg skal på miniferie med min mand, kun os
  • Misundelse på alle dem, der er på Skanderborg Festival. Hold nu kæft, hvor ville jeg ønske, det var mig. 




tirsdag den 4. august 2015

Island #4

Listen over store ferieoplevelser blev i år enorm. Hver eneste gang vi satte os ind i bilen og kørte ud af Reykjavik, blev vores øjne store som tekopper, og vores stemmer kunne ofte ikke sige ret meget andet end 'Wouw'. Det er helt utrolig meget wow-effekt på Island. (Hey, nu slår det mig, er det derfor det nye lavprisselskab, der flyver fra Island hedder Wow-Air?)

Vi havde forberedt os rigtig godt hjemmefra og planlagt en række ture, hvor der ud over en slut-destination var indlagt pauser med sights undervejs. Det fungerede supergodt, for på den måde blev køreturen brudt op og indeholdt spændende pauser. 

Vi vedtog også med det samme at vi ville tage på de lange heldagsture hveranden dag. På disse dage var vi voksne oppe ved 7.30 tiden, fik smurt madpakker, pakket bil, og siden vækket børn og kl. ca. 9.00 susede vi så afsted i den 9-personers firehjulstrukne minibus. Typisk var vi tilbage ved 19-tiden og spiste aftensmad hjemme i vores hus.
De modsatte dage gik med mindre aktiviteter, og her kom badeture til at stå højt på hitlisten. I hver eneste lille flække på Island er der mindst et offentligt friluftsbad, med både bassiner til svømning og leg, typisk et par rutsjebaner og så de fantastiske hot-tubs, som er mindre runde bassiner med opvarmet vand fra 38-44 grader varmt. Vandet i de almindelige bassiner er også dejligt varmt, og derfor er det uden betydning at luften ikke var specielt varmt. Den varmeste dag, vi havde på hele ferien var der 17 grader, ellers lå temperaturen omkring 14-16 graders varme.
Så de dage, der ikke var turdage blev altså brugt på at bade, på indkøb, lidt shopping og forskellige andre aktiviteter, der ikke var så tidskrævende.

Et højdepunkt på én af disse dage var hvalsafari. Hos et   firma beliggende på Reykjaviks havnefront bookede vi en 3-timers sejltur, hvor vi forhåbentlig skulle komme til at opleve at se hvaler og delfiner fra båden. I firmaets brochure reklamerede de med en succesrate på 92 %, og vi jokede selvfølgelig med at det fandme ligeså skulle passe, hvis vi blev blandt de 8 % der ingen hvaler fik at se. Sådan gik det heldigvis ikke. Ud over en masse havfugle, heriblandt den kendte islandske søpapegøje, lunden, så vi delfiner og to store pukkelhvaler fra båden. Tydeligt, uden kikkert eller noget! En pukkehval, der pruster luft op og herefter krummer ryggen og dykker ned i dybet, og kommer helt lodret ned så man se halen forsvinde ned, næsten som en vinken. Jeg fik ikke taget ret mange billeder på hvalsafarien, dels fordi jeg koncentrerede mig om at kigge efter hvalerne, og dels fordi det simpelthen ikke var muligt at tage ordentlige billeder på afstand med iPhone. Jeg har derfor lånt dette billede her, for det viser præcis, hvad vi var så heldige at få at se.


North Travel Hvalsafari | Tag på hvalsafari fra havnen i Reykjavik.