søndag den 18. juni 2017

Costa del Køkken

Når vi engang sidder hånd i hånd på en tænkebænk i haven, og taler om vores mange somre med spændende rejsemål sammen som familie, både da børnene var yngre, og bare os to efter de flyttede hjemmefra, så kigger han på mig med brillerne siddende lidt nede på næsen og siger :'Ja så var der jo også sommeren '17, hvor vi boede i haven og lavede alt mad på grill og over bål, mens vi lavede det nye køkken, det var noget af e sommer, hva? Og jeg kigger på ham og smiler overbærende, mens jeg tænker tilbage på lige nøjagtig dén sommer.
En murstensvæg, der blev væltet, isolering, gipslofter, og gulvplanker kører - indhyllet i gråt støv - kaotisk rundt for mit indre øje og jeg mindes alle de gange, jeg stod i kø i Bauhaus efter maling. Mere maling.


Vi begynder om en uge. 
Det bliver helt crazy.
Med en stram tidsplan. Der skal knokles igennem.
1.august skal det nye køkken monteres. 

Det bliver så MEGAFEDT!

søndag den 11. juni 2017

Endelig fik vi walket den talk

A er 20 år og vores nye ven i familien. Vi har mødt ham tre gange nu - første gang på en café, bare Jens og jeg. Anden gang var han herude og spise aftensmad sammen med os alle fem, og i går havde vi inviteret ham med i Givskud Zoo. 
Han er flygtning Syrien og kommet til Danmark for to år siden, helt alene. Trods generthed (både A og vores piger) og en sprogbarriere, der indimellem gør det nødvendigt at bruge både fagter og Google Translate, er det hyggeligt, berigende - og nemt - at være sammen med ham.
Det kræver ikke megen fantasi at forestille sig, hvordan man ville have det uden netværk i et fremmed land, hvor kultur og sprog er helt anderledes end der, hvor man kommer fra, og jeg har meget længe talt om herhjemme, at jeg gerne ville have at vi skulle være venskabsfamilie for en flygtning. Dejligt når snak bliver til handling.
Det er gennem Røde Kors' projekt 'Venner viser vej', at vi er blevet matchet med A. 

mandag den 5. juni 2017

Pinsens highlights

Fire fridage
Jeg havde en feriedag, som skulle placeres inden sommerferien og fik den lagt tirsdag. Så genialt, for min pinse får jo pludselig karakter af en miniferie. We like!

Haven
Har fjernet 3-4 trillerbøre fyldt med skvalderkål fra haven. Ingen vil kunne se hvor, men min følelse af havelykke er enorm. Havearbejde er stærkt undervurderet (af mig) som middel til a

Nyt spil
Traditionen tro er der blevet indkøbt et nyt brætspil til familien, og vi kan ikke få armene ned. Takenoko er lige præcist så sjovt og hyggeligt, som man får indtryk af ved at læse om det. Spillets omdrejningspunkt er en panda, som skal have bambus. Det bambus skal spillerne få til at gro, og til dét skal der bruges vand, gødning og en gartner. Spillepladen bygges, mens man spiller og vores 8-årige kunne sagtens være med. Vi fandt en spilforklaring på Youtube, som var en stor hjælp. Jeg er fan af visuelle spilforklaringer, synes det kan være SÅ abstrakt at skulle fatte spilregler, når man sidder og læser højt af en manual.

Billedresultat for takenoko

Hund
Det går over al forventning med at være hundepassere, og jeg indrømmer gerne, hvor dejligt det er at opleve især husets yngste lege med hunden i haven, fordi hun synes, det er sjovere end at sidde inde med iPaden, at have tvungen anledning til aftengåture og i det hele taget være sammen om et fælles familieprojekt. De 10 uger, vi skal passe Pippi vil give os en meget reelt billede af livet som hundeejere, dog er 'prøveperioden' jo godt nok placeret på den mest perfekte tid af året. Er ikke sikker på at vi ville elske gå turene ligeså højt på iskolde regnfulde blæsende novemberaftener? 


Koldinghus
Igår besøgte ham, der har en vielsesring magen til min og Lillepigen muséet på Koldinghus, hvor der i øjeblikket er en fed design-udstilling. Beyond Icons hedder udstillingen, og den præsentere nogen af de allermest kendte designikoner.
Koldinghus, Jyllands sidste kongeborg er i det hele taget et besøg værd. 


søndag den 28. maj 2017

En sommeraften med Rod Stewart

Kridhvide fødder i sandaler, varm tør luft og bagende sol. Tilsæt så en festival med 38.000 glade øldrikkende gæster og en masse fed livemusik. De unge hørte Gulddreng, Phlake, Alex Vargas, de gamle gyngede i takt til Peter Belli, TV2 og Kim Larsen. Og Rod Stewart, ikke at forglemme. Som i en alder af 72 levede en gedigen koncert med et flot og farverigt sceneshow, som man ikke kunne andet end at blive betaget af. Min erindring om Rod Stewart hører barndom og ungdom til. Min mor skruede op for radioen i køkkenet, når 'I am sailing' blev spillet og gik vi ikke og grinede lidt af sangen i leopardbuks, lidt for nedknappet skjorte og guldkæde om halsen? Well, sådan så han stadig ud!
Jeg havde faktisk glemt ham lidt, men da han stod der på scenen i majaftenens kølige brise, huskede jeg pludselig 'Unplugged'-albummet fra 1993, som jeg hørte til bevidstløshed, fordi det om noget var feelgood musik, der passede til det meste. 
I aftes passede hans musik lige til mig, og da jeg fandt ud af, at hans yngste (af otte!) barn kun er seks år gammel, blev jeg sgu behøring imponeret af den gamle rock'n roller, der still er going strong. Overvejede et sekunds tid, om jeg skulle tilbyde at blive mor  til et eventuelt niende barn, men tog i stedet ham, der har en vielsesring magen til min i hånden og tussede hjem i majnatten.

onsdag den 24. maj 2017

Lys, med brune øjne og fregner

I mit ungdomslivs drømme var der en datter. Jeg husker ikke nogen drømme, hvor der var en søn, men datteren, hun var der i årevis. Og der var kun én. 
Hun var lys, havde brune øjne og fregner på næsen. 

Det sad jeg og tænkte i aftes, da vi spiste aftensmad.
Jeg kiggede på mine tre døtre, der sad overfor mig.

De er min drøm.

Den ældste er lys.
Den mellemste har brune øjne,
og den yngste har fregner på næsen.


søndag den 14. maj 2017

Er landet på benene igen

En fuldstændig forrygende weekend med veninder i Berlin, fik mit batteri ladet helt op. Jeg var på toppen efter den weekend, det siger jeg jer.
Det holdt en lille uge, så begyndte en arbejdsmaraton fra helvede, hvor den ene dag var længere, tungere og mere udfordrende end den anden, og hvor jeg ikke nåede at trække vejret og kigge op, før den næste opgave susede ind i hovedet på mig. 
Den slags perioder har jeg adskillige af i løbet af et skoleår, og jeg har faktisk altid godt kunnet lide at have gang i mange ting på samme tid. Der er bare det ved den slags perioder, at det for mig kræver, at jeg så finder hvile og ro til hovedet derhjemme. Jeg skal kunne gå tidligt i seng, have mulighed for at være alene og der skal i det hele taget være sådan rimelig ro på hjemmefronten. Og det var der så ikke. 
Hjemme var der også max pres på, sådan stribevis af uger, der bare var pakket med aktiviteter og gøremål. 
Fede og sjove ting, som alle var noget, vi rigtig gerne ville, men der var bare mange af dem. 
Nu kan jeg vinge af ud for:

  • 2 fødselsdage (Storepigen 18 år, Mellempigen 15 år)
  • 3 konfirmationer
  • Besøg omfattende fælles madlavning af vores syriske unge mand, som vi er blevet venskabsfamilie for
  • Modtagelse af hund, som skal passes her frem til midt juli
  • 2 sygedage med den ondeste hovedpine
  • OG, dugfrisk for en time siden: indkvartering af sød og smilende hollandsk skolepige som er på udveksling og skal bo her til på torsdag


Når jeg ser tilbage, så giver det jo sådan set meget god mening at jeg i de forgange uger konstant har haft en følelse af, at der ikke var timer nok i døgnet. Det var der heller ikke.

I formiddag gik jeg tur med det søde sjove hundeferiebarn Pippi, som er en Golden Doodle. 
Turen var akkompagneret af grønt forår, blå himmel og høj solskin. Jeg tænkte flere gange ved mig selv, at det jo nok skal gå alt sammen. 








fredag den 28. april 2017

Hej Berlin

Min lille røde kuffert står pakket og klar i entréen. Der er 45 minutter til jeg skal med toget til Vejle.
I det tog sidder fire af mine allerbedste veninder, vidunderlige kvinder, som jeg har kendt i rigtig mange år. 
Sammen skal vi tilbringe en forlænget weekend i Berlin, og jeg har glædet mig så meget!

Siden påske har jeg kørt i høj fart helt ude i overhalingsbanen. Der har været fuld knald på især på arbejet, men også herhjemme. Derfor kan jeg slet ikke beskrive, hvor dejligt det bliver at sætte sig ind i toget, nyde det ualmindelig gode selskab og 6-7 timers køretur til Berlin. Kun lige afbrudt af et enkelt skift i Hamborg.
Har husket pas! Og en box med hvidvin!

Rigtig god weekend!


Ps. Hvis du vil følge det sidste nye i sagen om den udviste familie fra mit lokalsamfund, så læs med her:
Pigen med det lange glatte hår længst til højre er min Mellempige. 

Børn klager til ombudsmanden


Den samme historie fortælles også noget her:

Børn til ombudsmand: Kan det være rigtigt?




onsdag den 19. april 2017

Strandklar

Selvom det kunne have været helt vildt sjovt, hvis den lokale gymnastikforenings nye tiltag, holdet 'Strandklar', rent faktisk havde haft det indhold, at man ankom i badetøj og med håndklæde, smurte sig ind i solcreme og lagde sig til rette med solbriller og en god bog, så var jeg helt med på at det var en anden slags strandklar, der var tale om.

Jeg deltog med stor entusiasme. Knoklede på, gav den gas,  og svedte som en hest i de 50 minutter seancen varede. Mens det var allerhårdest (sådan cirka midt i sættet med burpees, hadeøvelsen over dem alle) overvejede jeg seriøst at melde mig selv strandklar efter denne ene træningsgang, og så tage det med et smil at jeg allerede havde betalt for otte gange, men som jeg har oplevet uendeligt mange gange, så varer alle mine dårlige tanker om træning lige præcis til det sekund, jeg er færdig, derfra elsker jeg det, bliver glad og stolt over at jeg fik skubbet røven afsted, og fortæller vidt og bredt til alle der (ikke) gider høre om det, hvor hårdt det var og hvor øm jeg er dagen efter.

Og ja, øm det må være dagens ord i dag. 
Skulle faktisk have været afsted til noget morgentræning i dag (det er jo onsdag you know), men det måtte jeg simpelthen droppe, for jeg følte på ingen måde at min krop var klar til at give den max gas igen efter kun 9 timers restituering. Det passer muligvis ikke, men sådan havde jeg det, da vækkeuret ringede kl. 5.17.

Mellempigen og jeg er på vej til Kolding, hvor hun i dag skal modtage det korset, som hun i de næste halvandet år, skal sove med hver eneste nat. Korsettet, som er lavet af sådan noget hårdt plastfiber-agtigt materiale, skal så meget gerne ligeså stille presse hendes skæve rygrad mere lige.

Hun har fået diagnosen skoliose, som er en bred betegnelse for skæv rygrad. I hendes tilfælde er hendes rygrad vokset skævt inden for det seneste år, og hvorfor den så er det, er det ingen der kan forklare. Lidelsen rammer mange piger i netop hendes alder (hun fylder snart 15). 

Solen skinner og jeg ønsker enhver, der læser med her en rigtig dejlig dag.



fredag den 14. april 2017

En ny ven mere og påske

Jeg kan stadig ikke skrive om andet end den udrejsesag, der i tre uger har fyldt mine tanker i alle mine vågne timer og ved flere lejligheder også holdt mig vågen om natten. Ofte har jeg fortvivlet tænkt på, at her sidder JEG og føler mig magtesløs og ude af den, hvad med de mennesker, der handler om? Hvordan har de det lige? Den tanke har for det meste affødt endnu mere magtesløshed.

Der er ikke noget nyt i sagen, familien befinder sig i Sjælsmark på tredje uge, og deres fremtid er fortsat et stort spørgsmålstegn. Børnene går ikke i skole, der er intet på centret de kan lave (og der er ikke andre skolebørn end de tre søskende, dagene er lange og familien er meget isoleret. 
Jeg mærker som ridser i hjertet, hvor ængstelige og frustrerede, de alle fem er. 

Lige inden påske meldte en ny ven sig på banen. Også fordi han havde læst mit debatindlæg i Politiken, hvorefter han ringede mig op.
Manden er præsten Leif Bork Hansen, og han var da tæt på at være det sødeste og rareste menneske, jeg i mit liv har talt med!
Han ville dels fortælle mig, at han var SÅ glad for mit tekst og havde læst den med stor begejstring, og dernæst ville han høre om det var ok at han brugte den i en tale, ha netop sad og skrev på. En tale som skulle afholdes ved en demonstration for 'Medmenneskelighed' i København 9.april. Han fik naturligvis min varmeste velsignelse til at henvise til min tekst, og det er ingen hemmelighed at jeg var svært stolt, da han efterfølgende sendte mig sin tale på mail. 

Leif Bork Hansen har offentliggjort sin tale på sin facebookside, og jeg har taget mig den frihed at kopiere den ind nederste i dette indlæg. Og ja, den Helle der citeres i talen, det er mig. 

Påskedagene er over os, vi har nydt skønne stille dage i et sommerhus ved kysten. Nu er vi tilbage i vores eget hus, og jeg kigger længselsfuldt ud på himlen for at se om de sorte faretruende skyer kommer nærmere eller sejler væk. 
Skal roserne klippes nu eller er det for tidligt?

__________________________________________


Tale ved ‘Vandring for medmenneskelighed’ 9. april 2017 arrangeret af Arendse Jacobi.
Den sorte borgerrettighedsforkæmper, pastor Martin Luther King, skrev i sit berømte brev fra fængslet i Birmingham: “Jeg er enig med St. Augustin som siger, at »en uretfærdig lov er slet ingen lov«.” Der vedtages i Danmark flere og flere love, som slet ikke er love! Hvad er en retfærdig og hvad er en uretfærdig lov? “Enhver lov, der opløfter den menneskelige personlighed, er retfærdig. Enhver lov, der fornedrer den menneskelige personlighed, er uretfærdig,” erklærer Luther King. Det er ligefrem sat i system, hvordan vi kan fornedre, nedværdige hinanden.
Vi ser, hvordan der oprettes lejre, hvor formålet er at behandle mennesker så utåleligt som muligt. På Udsendelsescenter Kjærshovedgård i Ikast bor Khoshnaw, forfulgt flygtning fra Irak. Han er gift med Christina i Birkerød, og han er netop blevet far! Hvordan kan det gå til, at anbringe ham så langt væk som muligt fra Christina og deres nyfødte barn, og det selvom han ikke kan sendes tilbage til Irak, som han er flygtet fra?
Det danske folketing går ind og bryder de inderligste bånd mellem mennesker. Og som det netop er blevet sagt i fjernsynet, får partier fremgang, hver gang de går ind for nye stramninger over for mennesker, der er forfulgte og beder om vores beskyttelse.
“Når man dehumaniserer mennesker” – altså behandler dem som andet end mennesker – “reagerer de på samme vis!” sagde en afvist asylansøger fra Nigeria på udsendelsescenter Sjælsmark. Der har han levet under ydmygende forhold i over 2 år, Han havde reageret voldsomt, fordi han var blevet nægtet et ekstra stykke kylling i Cafeteriet, selvom der var kyllingestykker nok og det var inden lukketid. Et stykke skamfuld Danmarkshistorie om et Cafeteria, hvorfra man f. eks heller ikke må tage mad med hjem til værelset, og slet ikke selv lave mad.
Dagligt dukker hjerteskærende historier op i pressen! Under overskriften “Nu er grænsen nået for, hvad vi som samfund kan være bekendt,” skrev Helle Alsted Tholstrup i Politiken for et par dage siden. Hun er folkeskolelærer i Jelling og hendes 14 årige datter Frederikke har en rigtig god veninde Alaa på 15 år. Alaa blev forrige torsdag hentet i Jelling sammen med sine forældre og to søskende og kørt til udrejsecenter Sjælsmark. Alle tre børn har gået i skole i Jelling. Siden de kom til udrejsecenter Sjælsmark har Alaa spurgt Røde Kors: “Hvorfor må vi ikke få lov og gå i skole?” Forældrene kom som flygtninge for syv år siden til Danmark. Nu vil man udvise moderen til Jordan og faderen og børnene til Vestbredden. Udrejsecenter Sjælsmark er ikke et sted for børn, et sted der er indrettet til at gøre det mest muligt utåleligt. Også de har f.eks opdaget at udsendelsescentrets Cafeteria ikke er et rart sted. Ifølge FNs børnekonvention kommer barnets tarv i forreste række. Men danske myndigheder gør, hvad de kan, for at omgå denne konvention.
Det er som om jo værre forholdene bliver – nu har vi netop hørt om et giftgasangreb i Syrien - med grusomme billeder af børn der har fået alvorligt åndedrætsbesvær eller er døde – det er som om, jo værre forholdene bliver, desto mere forsøger vi at lukke grænserne eller betaler os fra det ved at bede Tyrkiet løse Europas problemer, selvom vi også rystes over forholdene dér.
Det bliver sværrere og sværere at få sin ægtefælle hertil eller at få sine børn hertil. Hele tiden nye stramninger.
Under påskud om at ville beskytte, passe på Danmark, lader vi værgeløse i stikken. Er det ikke mennesker, vi skal beskytte?
Kan vi bedre affinde os med at mennesker, kvinder og børn, omkommer på Middelhavet, end at hjælpe dem – eller vente på at andre lande skal begynde. Så Europa venter og venter.
Og her i Danmark har vi troet, at det drejer sig om at beskytte danske værdier – at beskytte kristendommen mod mennesker af andet end vestlig oprindelse. Det er en bespottelse af kristendommen, der taler om en kærlighed, der ingen udelukker og altid er på tværs af de grænser og skel, vi vil forskanse os bag.
På sin sidste udenlandsrejse som præsident, og som bragte ham til Grækenland, kom Barack Obama med en advarsel om at Europa ikke lader sig vælte omkuld af ‘rå nationalisme.’ “Vi er nødt til at have et værn mod den stigende rå nationalisme eller etnisk identificering eller stammefællesskab, som bygges op om et “os” og “dem”,” sagde han. “Vi véd, hvad der sker, når europæerne begynder at dele sig op. Det 20.århundrede var et blodbad.” Og Obama ser også, hvad der finder sted i hans eget land.
I det racediskriminerende Amerika sang de under store demonstrationer under ledelse af Martin Luther King, hvori ikke bare sorte, men også hvide deltog, og alle religioner:
We’ll walk hand in hand,
We’ll walk hand in hand
We’ll walk hand in hand some day…
Man sang det siden i Sydafrika mod apartheid.
Og vi vandrer for medmenneskelighed.
I dette mirakuløse liv med hinanden - hånd i hånd!
Leif Bork Hansen



torsdag den 13. april 2017

Har fået en ny ven

Som det nok fremgår ret tydeligt, af det debatindlæg, jeg i sidste uge havde i Politiken, så er jeg røget ind i et meget tænkende og bekymret spor af mit liv.
 Jeg ligger vågen om natten, urolig og decideret utilpas over den højredrejning vores samfund i de senere år har taget. 

Jo mere jeg læser og sætter mig ind i diverse samfundsforhold, jo værre viser virkeligheden sig at være. 
I aftes læste jeg eksempelvis en lang række paragraffer i Udlændingeloven, og jeg blev simpelthen så ked af, at vi som en nation med menneskelige ressourcer og økonomisk overskud, vil være bekendt at behandle flygtninge på den måde, vi gør.

På facebook har jeg et par steder givet mig i kast med diskussioner og værdidebatter - og jeg har med hjertet forrest konfronteret mennesker, der gav udtryk for meget fremmedfjendske og diskriminerende holdninger. 
Det kom der i sandhed ikke noget som helst ud af. Andet end at jeg blev endnu mere forstemt over så fjendsk, uvidende og ængsteligt mange danskere tænker. 

Omvendt har det betydet rigtig meget for mig at læse artikler og indlæg fra de mange mennesker i Danmark, der heldigvis tænker anderledes og tænker medmenneskeligt. 

Den radikale EU-parlamentariker Jens Rohde er én af dem. Jens henvendte sig direkte til mig efter at have læst mit indlæg  i Politiken, og vores samtale endte med at han  kom (direkte fra Strassbourg!) til Jelling torsdag aften og deltog i den demonstration, vi holdt, for at markere at der nu var gået en uge, siden den palæstinensisk/jordanske familie var blevet hentet og kørt til Sjælsmark, hvor de stadig befinder sig. 

Læs mere om den sag her, og ja: Den Helle, der citeres i artiklen er såmænd mig. 


Min nye ven, Jens Rohde, kom direkte fra Strassbourg for at støtte demonstrationen
til fordel for familien Shamasneh, der efter syv år i Danmark, står til at skulle udvises.