Stærke pust af hvinende hverdagsvind
centrifugerer mig rundt mellem gøremål
og døre, der er så mange døre i min hverdag
Hoveddør, bildør, branddør, svingdør, bagdør
Brudstykker af insisterende samtaler
hvirvler om mig og finder sammen, finder vej
og børn, der er så mange børn i min hverdag
Egne børn, skolebørn, papbørn, venners børn
Træt er min hverdagsfarve
Min krop er på vej
Ordene er mit nærvær
Og der er dybfølt glæde
Taknemlighed
Varme
Mennesker jeg holder af
Meget med mening
Pas på tiden. Den går
sin vej
Og man opdager det først, når den er skredet
Tanker om hverdagslivet, familielivet & menneskelivet.
2 kommentarer:
Ja, puha den der hvinende hverdagsvind med insisterende børn både her og der, den kender jeg godt.
Og sjældent har jeg da haft så god en sommer/sensommer som efter jeg er stoppet som lærer :-)
Godt, at der fortsat er liv i dig - og på bloggen. Var jo lige ved at blive helt bekymret ;-)
Tid er en pudsig størrelse. Jeg føler den først gået når den er forbi. Og det er så ærgerligt. Indimellem glemmer jeg at nyde den i nuet, - og det gør allermest ondt. Fordi jeg i fremtiden glemmer hvad nuet lige dér havde til mig.
Send en kommentar