torsdag den 31. oktober 2013

Sådan skal et godt foredrag være


 Introvert - stå ved dig selv

I aftes trodsede jeg min sædvanlige onsdags-træthed og tog til et foredrag med Anna Skyggebjerg (AS), som er skribent, blogger og forfatter til bogen 'Introvert, stå ved dig selv'. Det er jeg SÅ glad for at jeg gjorde!

Jeg har anmeldt bogen her på bloggen, og annoncerede tre indlæg om den - ét om bogen og begrebet introvert og ét om hvordan vi møder introverte børn i skolen. Det tredje indlæg skulle handle om at være mor til et introvert barn og om mig selv som ekstrovert/introvert (?), men det fik jeg ikke skrevet i forbindelse med de to andre. Har dog på ingen måde ikke skrinlagt at skrive det tredje indlæg, langtfra. 

For et par dage siden kommenterede jeg på AS' blog og nævnte at jeg glædede mig til foredraget, og AS svarede så sødt og spurgte om jeg så ikke kom hen og sagde hej. Det ville jeg selvfølgelig meget gerne. 
Ankom til Vejle Bibliotek i god tid og fandt en plads på én af de forreste rækker. AS vimsede rundt og gjorde klar, datteren Elise var med som teknisk assistent til at styre powerpoint, og jeg hyggede mig ved synet af mor og datter sammen. Tillod mig at smugkigge lidt. Og konstaterede at både Anna og Elise er smukke, begge to! Måske ligner Elise ikke umiddelbart sin mor vildt meget, men hendes næse afslører dog tydeligt at hun er hun er Anna's datter. Tihi.

Så sad jeg der og kunne ikke rigtig finde ud af hvordan jeg lige skulle komme til at hilse (tanke: Er jeg mere introvert end jeg selv går og tror eller er jeg bare meget genert, når jeg ikke synes jeg kan finde ud af at hilse på en fremmed som alligevel ikke er spor fremmed, fordi jeg kender vedkommende indgående 'på skrift'?) - og tænkte egentlig at det var bedre at gå hen og hilse efter foredraget, hvor AS måske havde mere ro i hovedet til at fokusere på andet osv. Inden jeg blev færdig med at overveje, fik Anna imidlertid øje på mig, genkendte mig -  og herfra var det meget ligetil at rejse sig og gå hen og hilse!

Fordi jeg ved at AS er meget langt uden for sin komfortzone, når hun skal holde foredrag, havde jeg sommerfugle i maven på hendes vegne (min empati er nogen gange så stærk, at det er helt åndssvagt - det er da skørt at JEG føler mig nervøs og utilpas, fordi en anden skal på scenen.. !?)

Foredraget var herligt. Faktisk præcis lige sådan, som jeg godt kan lide at et foredrag er. Informerende, sagligt og rigtig godt formidlet - og så krydderiet: tilsat et touch af  varm og dejligt selvironisk humor og små appetizers i form af musik-og filmklip.
 Jeg følte mig godt tilpas i Anna Skyggebjergs selskab.
Hun havde totalt styr på det. Var skarp, velformuleret (på et smukt og velkendt jysk, stor positiv overraskelse for en Århus Vest-pige som mig, havde glemt at AS er fra Hadsten) og pointerne faldt som perler på en snor. Det vigtige budskab blev formidlet, så man ganske enkelt ikke kunne lade være med at lytte. 

Efter selve oplægget var der spørgerunde, og blandt spørgerne var der en herre, der antydede at AS' skelnen mellem polerne introvert/ekstrovert er for karikeret og overfladisk. At det gør synet på mennesker alt for sort/hvidt. Hertil responderede AS velovervejet at selvfølgelig kan en sag komme til at fremstå unuanceret, når man sætter lup på den og kun har fokus dér. At være introvert eller ekstrovert er bare ét af mange prismer, man kan se mennesker igennem. Ethvert menneske er selvfølgelig  meget mere end enten det ene eller det andet.

Kære Anna, jeg håber du havde en rigtig god følelse i krop og sjæl, da du og Elise sad i toget på vej hjem. Foredraget gik SÅ godt, og jeg siger dig at snakken gik, da folk rejste sig og sivede mod udgangen. 
Jeg kom til at gå bagved et ægtepar, der nok har været omkring 50-55 år - og jeg hørte manden sige til sin kone (og jeg citerer ordret!): Jeg forstår dig ti tusind gange bedre nu, end jeg gjorde for 2 timer siden!


tirsdag den 29. oktober 2013

Min nye vane

Har man gjort den samme ting SYV gange i træk, har man tillagt sig en ny vane, læste jeg engang et sted.

Jeg klapper derfor mig selv på skulderen og ønsker mig tillykke med min nye vane.
Ikke syv, men NI onsdag morgener i træk har jeg gjort præcis det samme.
Når vækkeuret har sagt blippelibip  klokken tyve over fem, har jeg straks forladet sengen og er smuttet lydløst ud på badeværelset. Har nødtørftigt gjort det mest nødvendige: Tisset, smidt vand i hovedet, isat kontaktlinser og bum færdig. Derefter - til lyden af snorkende mand og børn -  er jeg listet ind i stuen, fundet mit træningstøj, som er lagt sirligt frem aftenen før. 
Med det på har jeg rundet køkkenet for at spise en portion havregryn. Så stille som muligt herefter båret skoletaske og taske med tøj, håndklæde og toiletsager - begge dele også pakket klar dagen før - ud til bilen, og er kørt afsted i den mørke morgen præcis kl. 5.45.
Det føles så godt!
Men det, der føles godt, kan jeg først mærke,  når jeg sidder i bilen og ruller ud af indkørslen. Indtil da er jeg bare træt og tænker 'hvorfor fanden gør du det her?'
Men i takt med at jeg kører langsom gennem en mørk sovende by, fyldes jeg af en varm fryd over bare at smutte fra det hele ... den er nok lidt barnlig den fryd, men det er SÅ opløftende og befriende, fordi det kun er denne ene gang om ugen, jeg gør det.
Mit BodyPower-hold begynder kl. 6.15. De første gange var vi kun 3 på holdet og en enkelt gang var der kun mig. Heldigvis er instruktøren meget meget sød, så det var en fin enetime, jeg havde! Efterhånden er vi nu 7-8 stykker hver gang, og vi hilser smilende hinanden god-morgen med en dejlig indforståethed af at, 'vi er fandme seje, at vi er her nu' og når vi er færdige med en times hård og svedig træning og flimrer summende rundt i omklædningsrummet, så siger vi 'uh hvor det føles godt her bagefter' til hinanden og snakker om træningen. Hvad der var hårdt, hvor vi var i størst krise og hvilke muskler, vi havde ondt i efter sidste gang. 
Jeg bader, går i sauna og sidder der læææænge, for det har jeg god tid til. Bader igen, slutter altid af med en tur under den iskolde bruser.
Ved 8.00-tiden går jeg atter ud til bilen, kører forbi dette sted og køber noget lækkert at spise, for jeg er sulten som en ulv. At maden lige skal være dér fra er blevet rituelt.  Møder lidt senere glad, frisk og tilfreds på arbejde. Og modtager kort tid efter en glad morgenhilsen fra ham, der har en vielsesring magen til min, at både han og husets tre unger har haft en fino morgen og at alle kom ud af døren med stil.

Hvorfra jeg får motivationen? 
Fra spejlet i entréen. Og de stramme bukser, der ikke strammer mere!?

søndag den 27. oktober 2013

Så pyt med at jeg ikke vandt en Kia

- Det er ren følelsesporno, siger ham, der har en vielsesring magen til min, og han siger det i tonefald, der anfægter mit skrøbelige hjerte. Som lige på dét tidspunkt er dybt bevæget.


- Det er virkelighed, siger jeg og tørrer lidt flere tårer bort.

Vores lørdag aften foregik i meget roligt tempo fra sofaen med slik og rødvin, mens vi fulgte med i TV2' s store "Knæk Cancer Show. 

Så du showet? Og hvad synes du om det? 

Jeg blev SÅ grebet om hjertet af showet. Af de mange modige skæbner, der delte deres sygdomshistorier. Mennesker, der fortalte om at have cancer tæt inde på livet. Deres eget liv, deres barns liv eller om at være pårørende. 

Hver tredje dansker rammes af kræft.
Der dør 42 mennesker om dagen af kræft i Danmark.

Der er vel ingen i DK, der ikke kan se meningen i at det er godt at støtte kræftforskning og kræftbehandling, men der kan selvfølgelig være delte meninger om, hvordan man bedst gør det.
For mit vedkommende ramte TV2 plet med et show, der var én stor livsbekræftende blanding af  sjov og alvor, gråd og grin, god musik, rørende fortællinger, barske facts, relevant oplysning og alt sammen præsenteret af veloplagte, rutinerede skærmvante værter og værtinder.

Følelsesporno eller ej: Der blev samlet mere en 143 millionkis til Kræftens Bekæmpelse, og det er penge, der kommer til at gøre en stor forskel.




torsdag den 17. oktober 2013

Det man ikke kan se på billederne

Manden i huset er på arbejde i disse dage, og jeg holder fri med børnene. Da de var mindre var der satme ikke meget 'holden fri' ved at være alene hjemme med tre børn i en ferie - men det har heldigvis ændret sig meget i de sidste par år. 

Sidebemærkning: Hvis du har små børn og er træt som et alderdomshjem, når du har haft feriedage derhjemme med børnene, så husk på at det går over! 
Fra det yngste barn er tre år og årene frem, venter der masser af gode feriestunder til dig. Hvis du altså griber dem - giver dig selv lov til at slippe kontrol-tøjlerne og lade kaos råde, bare en lille smule ... 

I går sumpede vi det meste af formiddagen væk, sad under dyner i nattøj og så tv/spillede iPad/spillede Nintendo/var på facebook/spillede Hayday/spillede Wordfeud, og det var rendyrket råhygge hele vejen rundt.
Lige indtil mor fik nok! 
Efter frokost blev børnene jaget i tøjet, alle skærme blev lagt væk, stuen ryddet, gardinerne trukket op, og vi gik endda så vidt som til at lufte lidt ud... 
Mellempigen har på det sidste haft kastanjer i lommen hver dag, når hun kom hjem fra skole, og det kom jeg i tanke om, samtidig med at en eller anden svunden barndomserindring tikkede ind på lystavlen.  Noget med min familie, der fremstiller kastanjedyr og laver figurer ved at vikle garn om tændstikker, der er stukket ind i kastanjerne. Jeg kan ikke tro, at det er et scenarie, der har fundet sted ret mange gange, og måske er det netop derfor, at jeg husker det så tydeligt!? Man kan sige meget om mine forældre og om alle de gode ting, jeg har fået med hjemmefra. Hobby-kreativitet er ikke én dem...
Hvor har du egentlig samlet de kastanjer, spurgte jeg Mellempigen og hun fortalte at de ved skolens boldbaner har tre store kastanjetræer, men hun vidste ikke, om der var flere kastanjer tilbage. Hun blev sendt afsted på cykel for at tjekke det og kom susende tilbage med melding om, at der stadig var masser af kastanjer. 
Lidt efter cyklede både Lillepige, Mellempige og jeg afsted kastanjejagt og se nu bare her:




Der var stadig mange kastanjer, og inden længe havde vi en halv pose fuld, som blev transporteret hjem i min cykelkurv. På hjemvejen rundede vi den lokale genbrugsbutik, hvor jeg var så heldig at finde en pose garnrester til 20 kr.


Her efterlader vi lige kastanjerne (i min cykelkurv), for så skulle jeg handle, forberede aftensmad, ordne vasketøj og kastanjerne blev derfor først hældt ud over spisebordet, da vi var færdige med at spise aftensmad.

Efter et par gode familietimer ved bordet, kunne jeg så i allerbedste 'krea-karen-stil' lægge følgende billede (redigeret med appen 'Instaframe) på facebook:



Arhem, efterårsidyllen driver jo ned at væggene, kan I ikke se det? 
Får I kvalme?
Jeg spørger fordi, det er tæt på, at jeg selv kaster op, for JEG ved jo, at det billede kun viser et lillebitte udsnit af virkeligheden. 
Og jeg ved også, at jeg ved at vise netop det udsnit, kommer til at fremstå som en tjekket overskudsmor, der med overblik og sans for detaljer, søsætter kreative aktivteter med sine børn, der til gengæld er artige, nyder det og samarbejder!

Det billede lader vi lige stå lidt.

Og nu kradser jeg i det.

For det er ikke helt sådan virkeligheden var. Meget langt fra! Jo, der var momenter af både harmoni og ægte skaber-glæde, men det var FØR Lillepigen flippede råddent skråt over at hun ikke måtte bruge den spidse syl, som var det eneste værktøj, der duede til at stikke huller i kastanjerne. 
Jeg burde måske have taget et billede af hendes skrigende fjæs,  lige efter at jeg med meget tydeligt stemme én gang for alle slog fast, at hun ikke måtte tage den syl og slet ikke ud af hånden på sin søster. Der er heller ikke et billede af halvmuggen farmand, der har opgivet at holde Lillepigen beskæftiget og derfor er  begyndt at lave sine egne kastanjedyr, mens jeg hvisler fra den anden side af bordet, at det her jo ligesom et børneprojekt, og at det var meningen at det var Lillepigen, der skulle lave kastanjedyr, ikke ham!? Den kommentar gav pænt dårlig stemning (en sikker vej til dårlig stemning er et kritisere en mand for det han gør, tænk at jeg ikke har fattet det efter så mange år ... og så mange mænd!?) 

Og hvad med Mellempigens sure fjæs, da hende kastanjedyr ikke kunne stå på sine ben? Eller mine irritationsudbrud over at resultatet ikke blev, som jeg havde forestillet mig? 

Den slags grimhed lægger vi ikke i fine rammer og smider på facebook.

Tankevækkende er det dog, at vi sad dybt koncentrerede ved bordet i 1½ time, og at der ikke én eneste gang blev spurgt efter tv eller anden skærm, mens vi knoklede med de skide kastanjer.




onsdag den 16. oktober 2013

Lotte, 35 år

Lotte fra 'Lotte-bøgerne' er blevet voksen.
Tak Eks Libris for skøn humor!

lørdag den 12. oktober 2013

So long

At nå frem til efterårsferien med både livsmod, helbred og overskud i behold er hvert eneste år en stor udfordring for mig - OG - vover jeg at påstå, næsten alle andre skolelærere. Skoleåret er ikke nyt længere og alle de skibe, jeg satte i søen i august har jeg nu set om kan sejle, som jeg forventede at de ville eller om de har skullet rigges om eller have udskiftet lasten (argh, jeg får nogen gange viklet mig ind i noget irriterende billedsprog, som jeg så ikke kan komme ud af igen, her blev det en sejl-metafor, sorry) og det er på alle måder blevet hverdag. Hverdag med leverpostej og sur røv, mørke morgener, halsbetændelser, snotnæser og almindelig efterårsmetaltræthed. Heldigvis har efteråret indtil videre vist sig fra sit allerfineste side og det er som om, at jeg FORDI vi har haft så fantastisk en sommer, godt kan acceptere at den er slut og at der vanker koldere og mørkere tider.

Men det var en glad og lettet skolelærer, der igår sammen med søde og sjove elever løb 5 km og derefter gik en tur på ca. 4 km inden jeg kunne pakke bøgerne væk, lukke skoletasken og lægge det hele lidt til side for en stund. 

Nu skal der samles ind på familiekontoen, og her i familien begynder vi med en tur til København, hvor vi skal besøge dejlige familiemedlemmer. Og  jeg skal være sammen med en kær veninde, der er flyttet væk fra mit nærområde om som jeg savner hver eneste dag. Glæder mig big time til gensyn.

Vi skal køre om lidt - jeg har pakket Mariekiks (hjælper på begyndende køresyge), resten af fredagsslikket (hjælper på begyndende utålmodighed), hentet podcasten med Mads og Monopolet fra de sidste 3 uger (håber inderligt at få bare lidt tid til at lytte, måske i bilen?) og pakket to gode bøger. Er i gang med at læse 2.del af Anne-Lise Marstrand Jørgensen historiske roman om nonnen Hildegard af Bingen.

Jeg har også pakket det fund, Lillepigen og jeg gjorde i den lokale genbrugsbutik - for den sølle sum af 5 kr. fandt vi et komplet spillemagasin med alle de spil, jeg husker fra min barndom: Ludo, Mølle, Dam, Kinaskak osv.  
Det eneste spil, mine store piger kendte i forvejen var ludo!


tirsdag den 8. oktober 2013

En fucking vred ung mand

Den 18-årige digter Yahia Hassan er vred. Fucking vred. På sine forældres generation, som han mener har svigtet deres børn.

"Vi, der faldt fra på uddannelser, blev kriminelle, og blev bumser - vi blev ikke svigtet af systemet, men af vores forældre, siger nybagt digter.


Yahia Hassan har meget på hjerte, og det forstår man, når man læser om hans opvækst som palæstinensisk flygtning i et dansk samfund. Han er ærlig - og modig - og jeg glæder mig til at læse digtsamlingen 'Barndom', som han netop har udgivet.
Det nuancerer altid omverdenens syn på en sag, når sagen kritiseres indefra af én, der ikke bare har en holdning til emnet, men som rent faktisk lever i den verden, vi andre ofte bare udtaler os om udefra. Det virker stærkt på mig, den måde han står frem på. Han taler om en råddenskab, der hersker blandt underklassen af nydanskere og om forældre, der opdrager deres børn med tæsk og i øvrigt fralægger sig alt ansvar for deres trivsel i Danmark. 

Jeg er sikker på at vi kommer til at høre og se mere til Yahia Hassan. 

Jeg kan varmt anbefale portrætartiklen fra Politiken, som du kan læse her. Lyt endelig til digtet, han fremsiger til sidst i artiklen.


Svigt. »Så snart vores forældre landede i Kastrup, var det, som om deres rolle som forældre hørte op«, siger 18-årige Yahya Hassan, der er aktuel med digtsamlingen 'Yahya Hassan'. Et gennemgående tema i bogen er flygtningeforældrenes store svigt. Vi bringer her på siden digtet 'Barndom'. Du kan se Yahya Hassan fremsige digtet i artiklen.

mandag den 7. oktober 2013

Frustrationsrobusthed

Jeg lærte fornylig et nyt ord. Begrebet, som ordet dækker over, har jeg kendt længe - så det var forløsende endelig at få det helt rigtige ord sat på.

Min yngste datter og jeg er ude at handle. Hun får øje på en sjov lille bamse med en rød sløjfe om halsen og spørger mig, om hun må få den. Jeg svarer nej. Min datter insisterer. Jamen, jeg vil have den mor, kom nuuu, må jeg ikke nok, og da jeg fastholder mit nej, begynder hun at græde meget højt. Hendes halvhysteriske skrigestemme skærer i mine ører og jeg mærker sveden i nakken og ikke mindst blikkene fra butikkens øvrige kunder. Jeg tager min datter ved hånden og får hende med videre. Hun græder stadig højt, men det nytter ikke noget. Det ved jeg. Hun er nødt til at lære at tackle et nej.

Frustrationsrobusthed.
Fru-stra-ti-ons-ro-bust-hed.

Udtrykket tilhører Mads Hermansen, som er professor i pædagogik og tæt på at være ét af de klogeste mennesker, jeg kender. Altså kender som I 'har hørt foredrag med/har læst tekster og bøger af', for jeg kender ham (desværre) ikke personligt.

Mads Hermansen siger, at forældre og lærere/pædagoger i skolen har ansvaret for at lære vores børn/elever frustrationsrobusthed.

Dvs. at lære dem at tackle modgang uden at deres verden bryder sammen. 

At kunne leve med at nogen gange lykkes det, man har sat sig for ikke, men at verden alligevel bliver stående. Og ikke mindst: er god at være i.

Siden jeg mødte begrebet, er jeg blevet opmærksom på, hvor mange børn jeg kender, der netop ikke er særlig robuste, når det kommer til at tackle frustration. Børn, der reagerer med voldsom vrede, hvis de får nej, bliver bedt om at vente eller ganske enkelt ikke bliver hørt, hvergang de har noget på hjerte.  Børn, der ikke evner at kæmpe for at få en opgave til at lykkes, men som i stedet giver op. Alt for hurtigt. 

Det handler ikke om, at vi voksne skal være skrappe og skælde mere ud. Slet slet ikke. Nærmest tvært imod vil jeg sige. Men det handler om, at vores børn skal lære at tage imod et nej fra en voksen, som har taget ansvar og står ved det han/hun siger. For sådan er livet jo - nogen gange bliver ens planer modsagt eller noget lykkes ikke. Så må man prøve igen eller prøve noget andet. Eller droppe det.

Frustrationsrobustheden går hånd i hånd med erkendelsen af at være én, der er god nok. Én, der duer til noget. 

I kender det sikkert: Man kan føle mig som verdens dummeste mor (og ens barn fortæller også gerne højt, at man er det), når barnet  ligger der på gulvet i supermarkedet og skriger, men i virkeligheden er man en god forælder. Fordi man lærer sit barn at tåle modgang.
--------------------------------------------------------------------------------------------------------

PS. Hvis du interesserer dig for læring og undervisning og måske endda som jeg har smag for Mads Hermansens forskning i pædagogik, så se ham her i denne 20 minutters mini-forelæsning.
klik her

søndag den 6. oktober 2013

International lærerdag

I går d. 5.oktober var det FN's internationale lærerdag. 
Tanken bag lærerdagen er, at lærere over hele verden på denne dag skal hædres og anerkendes for deres arbejde og for den betydning, de har for samfundet.