Mikkelsdag

I dag er det Mikkelsdag.
Indtil helligdagsreformen i 1770 var Mikkelsdag en dansk helligdag, indført til ære for ærkeenglen Mikael. Mange steder holdes der høstgudstjeneste på Mikkelsdag, og i datidens bondesamfund var Mikkelsdag skiftedag, altså dagen hvor tyende skiftede ansættelse.

Historisk har man også brugt Mikkelsdag som skæringsdato, for sommerens helt endelige afslutning.

Så fik vi det på plads!

Og den er for alvor slut nu, den sommer. 
Som var vidunderligt varm, solrig og tør. Åh hvor vi nød. SAd i haven og læste. Og grillede. Og lavede bål. Og kørte til stranden for at bade. Vi dasede på terrassen og tog på en dejlig sommerferie i Sverige.

Heldigvis viser efteråret sig indtil videre fra sin smukke og solrige side. Der er stadig liv og farver i haven, men altings forgængelighed ses alligevel overalt.

 Jeg tillader mig - helt undtagelsesvis - at billedspamme lidt ... Håber det er til at leve med!?

Rosernes sidste blomstring - inden længe er her bart ... og brunt

Pæretræet gav kun én eneste pære i år - og den rådnede inden nogen fik plukket den. Hvilket sørgeligt spild. 

Af alle de solsikker, vi dyrkede frem fra frø i potter og siden satte ud, var der kun to, der overlevede. Den ene faldt om under det sidste store regnskyl for en uges tid siden, den anden er mæt af dage og lægger sig snart.

Vi har æbler i massevis. Og de er modne nu og ligger overalt i haven. Sidste weekend fik vi plukket en masse og lavet et par flasker ren, rå æblemost. Det smagte bedre end nogen af os havde turdet drømme om. 

De søde røde ananasæbler, der smager helt vidunderligt.

Vupti, en kasse æbler, plukket på under 5 minutter

Den hjemmelavede æblemost var et skidegodt børneprojekt. Jeg havde tre børn i fuld sving i timevis. Først skulle der plukkes en masse æblerne og herefter knokles i køkkenet.

Lillepigen skyllede æblerne under vandhanen og sendte videre til Storepigen, der fjernede kærnehuset og sendte videre til Mellempigen, der smed æblestykkerne op i blenderen, som de så skiftedes til at tænde for.

Den blendede æblemasse blev herefter drænet ved hjælp af den anordning, der ses herunder. Købt i Fakta for ingen penge. Jeg ønsker mig en saftpresse eller en juicemaskine!

Græsplænen rives for nedfaldne æbler

Sankt Hans urten blomstrer og er så smuk i denne tid. Jeg plukker lange stilke og sætter i vaser i stuen. Stilkene slår rødder og jeg planter dem efterfølgende ud i haven igen.

Efterår...

Havens største æbletræ er de grønne Filippa-æbler. De er perfekte til både at spise rå og bage æblekager af.

Marsvinenes udebur er sat væk nu. Det er for koldt for dem at komme ud mere i år. 

Tillykke hr., De har fået en datter

Jeg blev født en kold vinteraften i januar 1972 på Fødselsstiftelsen i Århus. Mine forældre naturligvis var ude af sig selv af glæde og spænding over at skulle modtage deres førstefødte. Det forlyder, at især min far var rimelig godt oppe at køre over den nye titel, der ventede ham.
Da min mor kom ind med veer, måtte hun sige farvel til sin mand i døren  - han var, tillige med alle andre vordende fædre, forment adgang på fødeafdelingen. Han tog derfor hjem til deres lejlighed og satte sig ved telefonen, hvor han straks ringede fødeafdelingen op for at spørge, om hans kone havde født. Det havde hun ikke, fik han at vide og de skulle i øvrigt nok ringe til ham, så snart barnet var født, men det kunne han ikke vente på, så 20 minutter efter ringede han igen, stillede samme spørgsmål og fik samme svar. Fjerde gang han ringede blev vagthavende jordemoder noget skrap i stemmen, og han måtte love ikke at ringe mere.
Fødslen af mig var langvarig og meget hård for min mor. Det viste sig nemlig, at jeg lå med rumpetten mod udgangen, og altså skulle komme til verden ved en sædefødsel. Det fandt man først ud af, da fødslen var i gang - og man gjorde end ikke et forsøg på at vende mig, jeg skulle bare ud med rumpen først. Og det kom jeg, men først efter mange opslidende og smertefulde timer, hvor min mor som eneste lindring blev tilbudt lattergas. Det indsugede hun så til gengæld meget ihærdigt af, med det resultat at fødslens sidste timer står hen som en tåget døs i hendes hukommelse. Da jeg endelig lå der, lille og fin med store øjne og rødligt hår, bad en sygeplejerske om min fars telefonnummer, så de kunne ringe ham op og overbringe den glade nyhed. Min mor var så konfus og omtåget af trætheden og lattergassen, at hun fik slynget et helt forkert telefonnummer ud.
Men det vidste sygeplejersken jo ikke noget om, så hun gik til vagtstuen og ringede nummeret op. En herre svarede 'ja hallo, hvem dér' i den anden ende og sygeplejersken sagde begejstret: Stort tillykke hr, de har fået en datter!
'A hva har jeg? spurgte manden og fik gentaget budskabet: 'De er for 30 minutter siden blevet far til en yndig lille pige'.
Manden slog en skraldlatter op og fortsatte: 'Jeg er 72 år gammel, min kone døde for 10 år siden, jeg tror fandengalemig at du har fået forkert nummer'. 
Sygeplejersken måtte så tilbage til min mor - som nok var kommet lidt mere til sig selv -  og få det rigtige nummer - så den utålmodige far der næsten var gået ud af sit gode skind af at vente, kunne få ro i sindet. Min far kom og så mig samme aften, men måtte tage alene hjem og først komme igen næste dag, men kun i besøgstiden.

Støj

Verden omkring mig består af gode lyde og dårlige lyde. 
Når jeg er allermest træt, er stilhed den bedste lyd og tv-kanalen Disney Junior den allerværste!

Jeg er fra naturens side udstyret med en god, virksom og følsom hørelse. Herhjemme er jeg næsten altid den første, der hører lyde, der bryder med husets almindelige lydspor, måske hører jeg vand, der drypper, en dør der knirker - et gardin, der blafrer eller vaskemaskinen, der siger en mærkelig lyd. Så involverer jeg familien med et 'hov, kan I høre det, der er en lyd fra kælderen' og både mand og børn spidser øre, men kan intet høre. Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har sendt min kære mand ud for at tjekke en lyd, han ikke selv kunne høre, men som jeg har insisteret på skulles undersøges (men selv var  for slatten en tøs til at turde forfølge).
Det må klart være noget af det, man har en stor og stærk mand i huset til! Og det viser sig næsten hvergang, at jeg har ret - Der er et-eller-andet, der blafrer, knirker, knurrer, skramler, bumler eller rasler.

Desværre er jeg også meget lyd- og især støjfølsom. Ved ikke om det hænger sammen med oventstående, det virker nærliggende.
Lyde kan irriterende mig helt skråt, og er en lydkulisse forkert, for stressende eller for meget, kan det ødelægge en ellers god oplevelse for mig. 
Hvis musikken er for høj til at jeg kan høre, hvad min veninde på den anden side af bordet siger, hvis gardinstangen rammer vinduesrammen, så det siger en bankelyd, jeg ikke kan sove for, hvis blæsten får en gren til at slå ind mod huset. Så er der krigs-(skyde)scener fra film, skrigende babyer og råbende børn.

Når jeg er træt kan lyden af en skinger barnestemme - eller det værste: Lyden af tegnefilm på tv - pisse mig af i en grad, så det virker helt overdrevent for mine omgivelser, men det er sådan, jeg har det - og der må findes andre end mig, der har det sådan?

En fredag eftermiddag som i dag, hvor jeg kommer temmelig udkørt hjem fra arbejde efter en hård uge,  så er en del af min træthed forbundet med trangen til stilhed. Der er utrolig meget støj omkring mig, når jeg er på arbejde, og jeg tænder fx aldrig radioen i bilen på hjemvejen. Om morgenen, på vej til arbejde, hører jeg typisk høj musik i bilen, og synger gerne højt med, men den anden vej har jeg kun lyst til ro.
Nå, men så en dag som i dag, så henter jeg en træt Lillepige i børnehave, og hun trænger bare til at sumpe i sofaen til børnetv - hun har været ude hele eftermiddagen og er også fredagstræt. Min store trang til lyd-ro og hendes kærlighed til Disney Junior spiller meget dårligt sammen! Jeg bliver hidsig og skruer ned, hun bliver ked,  skælder ud og siger, at hun ikke kan høre hvad Mickey Mouse siger (føj for en skinger stemme han har, gider nogen snart kvæle ham!?)
Mit dilemma er, at jeg har lyst til at sidde sammen med mit barn om eftermiddagen og slappe af og hygge med hende, men jeg kan ikke klare lyden af det tv, hun elsker så højt. 

Nogen, der har erfaringer med trådløse headset til tv? Gider børn se tv med sådan nogen på? Mens deres mødre får bare lige en halv times fred og ro?

Jeg slukker selvfølgelig også bare for tv'et af og til. Men så larmer barnet jo!

Memory Lane: Barselsland 3

Jeg skal være den første til at beklage, at der er gået en uge, før jeg fik skrevet tredje del af min lille barselsføljeton.
Der kom sgu lige en hverdag i vejen og den måtte jeg deale med først. Sådan er det jo. First things first. Men nu er det weekend, solen skinner og i aften skal jeg til fest!

I min tredje barsel var alt skiftet ud. Ja altså lige med undtagelse af mig og mine to ældste børn. Men resten var lavet om! 3-værelses andelslejlighed skiftet ud med 240 m2 50'er hus, mit lærerjob i Århus var skiftet ud med et i Vejle, så alle omgivelser var nye.
Ja -  og manden han var -  ikke mindst - også blevet skiftet ud!

Da Lillepigen blev født, havde jeg boet tre år i mit nye liv og kendt ham, der i dag har en vielsesring magen til min, i fire år.

Man kunne derfor fristes til at tro at barsel nr. 3 var helt anderledes end de to første. 

Aber Nein! So war es nicht.

For at være på barsel er på alle måder at komme back to basics. Helt ned i gear og gøre det helt enkle til det helt store.
Jeg ammede. Skiftede lortebleer. Gik lange ture med barnevognen. Gik i mødregruppe, til babysalmesang og efterfødselsgymnasstik. Fik nye bekendtskaber og et større netværk her.

Dét, der alligevel var anderledes og som jeg altid vil tænke på, når jeg sender tankerne tilbage til vinter og forår 2008/2009, det er at jeg NØD det!
Jeg nød det kæmpestort.
Det var barn nr. 3 og jeg var derfor var fuldstændig cool og afslappet med alt, hvad der indtraf. Mantraet var gennemgående: Ja, hun skriger om aftenen, men det er en fase, det går over. Ja, hun har ondt for tænder, det er en fase, det går over. Trodsalder? Det er en fase, det går over. Mit mentale overskud på mor-identiteten var uendeligt. 
Jeg gjorde rent, bagte boller, vaskede tøj, læste bøger og sov hver dag til middag sammen med Lillepigen. Fordi jeg vidste at det dét, der slår en hjemmegående mor omkuld ikke er alle opgaverne og ansvaret - det er heller ikke aleneheden eller usikkerheden. Og det er slet ikke samværet med barnet. Det er trætheden! 
Trætheden er den største udfordring for en nybagt mor! Det er den, der får hende til at ligne udskidt æblegrød, den der gør hende grådlabil, urimelig og får hende til at snerre af manden, når han (med garanti også træt) kommer hjem fra arbejde senere end han have annonceret. 
Det vidste jeg tredje gang, og jeg tænkte SÅ tit på, at meget ville have været anderledes, hvis jeg havde indrettet mig på samme måde især i den første barsel, hvor trætheden fyldte mest. Fyldte alt. 

Jeg vidste ligeledes at denne barsel definitivt var min sidste, og derfor lovede jeg hver eneste dag mig selv at nyde det og tag vare på mig selv. Præcis som man anbefaler alle førstegangs-mødre, men det var jeg slet ikke i stand til dengang jeg var førstegangsmor. Jeg kunne fx ikke lægge mig til at sove, mens min førstefødte lå i barnevognen udenfor, for jeg reagerede på hvert eneste lille skrat fra babyalarmen og var oppe ved vinduet 100 gange på en halv time - hvor meget får man så lige hvilet?

Mine dage med Lillepigen begyndte i de første måneder altid med at jeg fulgte de to store i skole. Mellempigen begyndte netop i skole, som jeg gik på barsel, så hun havde en højgravid mor med sig på sin første skoledag. 
Da Lillepigen (som blev født på Kolding Sygehus ved en lynfødsel på 12 minutter, en mørk novembermorgen) var spæd og lå i barnevognen, fulgte jeg pigerne i skole og gik herefter en lang tur med barnevognen. Det var fedt at komme ud og få luft og vind i hovedet og godt at få motion oveni. Da hun blev ældre og kunne sidde op i barnevognen, lod jeg hende gøre det i videst muligt omfang, og lagde hende først til at sove lige inden vi var hjemme. På den måde fik jeg et par timers formiddagsro til at være hausfrau, læse eller hvad jeg nu gjorde. Hvor mange gange havde jeg ikke - i min første barsel -  gået og gået med et sovende barn, der så vågnede og var frisk, når jeg kom hjem - dødtræt af at vade rundt?
Når Lillepigen sov sin anden lur henad eftermiddagen, lagde jeg mig også.
Bare 20 minutters søvn kan gøre underværker for en træt mor.
Jeg skylder at tilføje at Lillepigen hurtigt sov igennem om natten, og at jeg fik adskillige timers sammenhængende søvn hver nat. Jeg ammede hende ved 23-tiden, og så sov hun til kl. 6.00. 

Der var mange, der spurgte til om vi ikke håbede at det blev en dreng, når vi nu til sammen i forvejen havde én søn og tre døtre. Tanken strejfede mig mange gange, selvfølgelig kunne det være sjovt også at prøve at være mor til en søn, og jeg hældte selv meget til en fornemmelse af, at jeg ventede en dreng. (Men belært at mine erfaringer med Mellempigen, hvor jeg var SIKKER på, at jeg ventede en dreng, så gik jeg stille med dørene denne gang). Alle disse dreng/pige tanker forsvandt forevigt den dag, hun blev lagt i mine arme. Det var jo hende og ingen anden, vi skulle have! Sådan er det jo heldigvis så fantastisk indrettet! Og her kan I nok høre violinerne spille, mens rulleteksterne begynder at køre ned over skærmen...

Storepigen var 9 år og Mellempigen 6 år, da Lillepigen kom til verden. Selvom Lillepigen teknisk set er en halvsøster, kunne hun ikke føles mere hel. Billdet er taget den dag hun blev født. Dragten var vendbar og med blå striber på den anden side, for vi vidste ikke om hun blev en pige eller en dreng. 

Memory Lane: Barselsland 2

Da jeg to et halvt år efter blev gravid igen, så mange ting anderledes ud. Livet som studerende var skiftet ud med en hverdag som nybagt lærer. 

Den lille sorthårede mellempige blev som sin storesøster født ved en nem, hurtig og helt ukompliceret fødsel. Vi tog hjem med det samme og trådte ind ad døren til vores lejlighed 3½ time efter hun var født. Jeg husker, at de den onsdag eftermiddag havde så travlt på fødegangen på Skejby Sygehus, at der mens jeg havde presseveer, kom en rengøringsassistent ind, hvor jeg lå -  og begyndte at tømme skraldespande og gøre klar til rengøring.

Mellempigen var nem, nem, nem ...  de første mange måneder, men så blev hun ørebarn, og i stedet for at sove om aftenen brugte hun sine aftener på at skrige, mens hendes far og jeg gik hvileløst frem rundt med hende på armen. 
Vi var flyttet til en større lejlighed i Århus, men ledte efter hus. Huset blev en realitet, da Mellempigen var 9 måneder gammel. 
Vi forlod midtbyen og rykkede til en forstad temmelig langt udenfor centrum.
Storepigen var lige startet i børnehave, og da der var seks måneders ventetid på at få en børnehaveplads til hende i den nye bydel, brugte jeg uendelig meget af denne barselsorlov på at køre hende ind til byen og aflevere hende i børnehave og så enten blive i byen, besøge nogen, være i mødregruppe eller andet og så tage hende med hjem igen hen på eftermiddagen. Alternativt kørte jeg ud til forstaden, hvor jeg knoklede med huslige gøremål, inden jeg kørte ind til byen og hentede børnehavebarnet igen. Jeg husker meget lidt optur fra den barsel, langt det meste var nedtur eller ligefrem røvtur - fx kontaktede jeg min nye sundhedsplejerske i forstaden, for at høre om der var en lokal mødregruppe i området, for så ville jeg meget gerne med i den. 
Vi var lige flyttet til, kendte ikke et øje og havde intet netværk. I min verden var en mødregruppe et helt oplagt sted at starte, når jeg nu gik hjemme. Den sundhedsplejerske jeg talte med var rigtig sød og venlig, hun kunne fortælle at der faktisk næsten lige var opstartet en ny mødregruppe i området,  og hun ville kontakte dem hurtigst muligt og fortælle de andre medlemmer om mig, og at jeg gerne ville være med. Herefter ville hun ringe tilbage med besked om hvor og hvornår. 
Et par dage efter ringede hun mig op - forventningsfuld tog jeg røret og tænkte, at NU kommer jeg til at lære nogen rigtig søde kvinder at kende herude, og SÅ bliver jeg glad for at bo her. Sundhedsplejersken kunne berette at hun havde været i kontakt med mødregruppen, men ... og her var det så at hun rømmede sig og tydeligt var helt led ved at skulle sige det, der nu kom: De ønskede ikke nye medlemmer i deres mødregruppe!? De mente, at de fem kvinder de var i gruppen nu, var rigelig og at de efter ganske få møder var kommet til at kende hinanden så godt, at det var en dårlig idé at tage en ny ind. Og det var de alle fem enige i. Sagde sunedhedsplejersken og var helt tydeligt led ved det. 
Tænk, sådan var det!? De ville ikke lege med mig!? Dumme unger! Fra da af skulede jeg olmt, når jeg på mine daglige gåture med barnevognen i lokalområdet, fik øje på en anden kvinde med en barnevogn - hun kunne jo være en af dem, der ikke ville lege med mig.

Derfor kom mit sociale liv under barsel nr. 2 til primært at foregå online. Jeg etablerede en lukket online mødregruppe, som eksisterer den dag i dag, hvor børnene er 11 år gammel. Gruppen, der består af kvinder, der bor spredt ud over det meste af landet (og et par stykker udenlands) er med årene blevet meget mindre. Dét, der startede som et virtuelt fælleskab er med årene blevet livslange venskaber.
Så fuck den rådne mødregruppe fra forstaden, det jeg fik i stedet var langt langt bedre!

Nu med to børn. Storepigen var for det meste glad for - for sin lillesøster og for livet i almindelighed .
Hvor er det i øvrigt sjovt, at jeg mens jeg sidder og scanner dette billede ind, får øje på de to der krammer (eller danser?) i baggrunden. Det har de gjort i 11 år uden at nogen har bemærket det...

Men hun var ikke så vild med at blive fotograferet, fordi hun så skulle smile på kommando og det kan man ikke altid regne med at 3-årige gider...

Memory Lane: Barselsland 1

Det er stadig halvmørkt udenfor, men jeg har været vågen længe. Og nu har jeg flyttet mig fra sengen, hvor jeg alligevel lå og stirrede op i loftet ind i stuen til min computer sammen med en kop frisklavet kaffe. Selvom klokken ikke er mere end seks, er der allerede en livlig trafik på gaden. Da jeg lige før stod og kiggede ud af vinduet,  fik øjenkontakt til vores genbo og hendes baby, hoppede op og ned i vindueskarmen (altså det var babyen, der hoppede i vindueskarmen, ikke moderen... haha)  mens de vinkede farvel til manden i huset, babyens far, der stod i indkørslen, vinkede og sendte fingerkys.

Det fik mig til at tænke på de tre gange, jeg har været på barselsorlov og har været den, der stod med et lille barn på armen og vinkede farvel til en mand, der tog afsted på arbejde tidligt om morgenen. Hvis jeg da ikke lå og snorksov med en baby på tværs i sengen, henover maven eller måske liggende ved brystet.
Mine tre barsler har været meget forskellige. Helt unikke på hver deres måde. Den første foregik i hjertet af Århus, hvor jeg dag ud og dag ind traskede rundt med barnevognen, gik i butikker, på café, på bibliotekt, til babyrytmik og i mødregruppe -  og følte mig helt utrolig mor-agtig på en meget voksen måde. 
Jeg var på sidste årgang på lærerseminariet, da jeg blev gravid med Storepigen, og der kom således med et trylleslag meget alvor og ansvar ind i min ellers på mange måder ukomplicerede tilværelse som studerende i 2-værelseslejlighed. 
Min første barsel var egentlig en forlængelse af min studietid. 
Storepigen blev født i maj det år, jeg skulle have været færdig med læreruddannelsen. Jeg nåede at aflevere fire eksamensopgaver dagen inden fødslen - og herefter fulgte så fire mundtlige afsluttende eksaminer. 
Jeg valgte at tage to af de eksaminer og skyde de to andre til året efter. Med et opløb af baby, nybagt far og min mor on the side som både praktisk hjælper og mental suppert, gik jeg til eksamen i didaktik (faget, der i gamle dage hed 'undervisningslære') tre uger efter at have født mit første barn og i mit linjefag religion, da hun var fem uger.
Alt dette var jo planlagt inden fødslen, hvor jeg intet anede om hvor grådlabil, slatten, træt, hængemulet og helt ude i tovene man kan være som nybagt mor. Husker stadig, hvordan jeg natten inden didaktik-eksamen (min studieveninde og jeg forberedte os hele natten) sad og pumpede mælk ud med en brystpumpe, mens vi øvede vores eksamensoplæg for hinanden, og hvordan jeg af bare eksamensnerver og nybagt-mor-kuller og generel psykisk uligevægthed, begyndte at ryge af min venindes smøger og selvfølgelig næsten døde af både hosteanfald og dårlig samvittighed.
Men det gik jo godt - jeg kom igennem, udelukkende fordi jeg havde mennesker omkring mig, der næsten bar mig hele vejen. 
Jeg sagde mange gange efterfølgende at det 9-tal (ja vi er tilbage ved den gamle skala), jeg fik i religion, burde have været delt ud således, at jeg gav de tre til min studiegruppe og tre til den nybagte far, og så passede de tre, der var tilbage til mig selv sgu nok meget godt til min reelle præstation!

Jeg gik hjemme med Storepigen til hun var 15 måneder gammel, hvorefter jeg begyndte i mit første job som lærer i den danske folkeskole. 

Storepigens far fik et jobtilbud, han ikke kunne sige nej til - i en anden by end Århus, og i en vinter så lang som turen gennem helvede, var jeg alene med hende fra tidlig morgen til sen aften. Mange dage så han hende ikke vågen og det blev heldigvis også for meget for ham, så efter 3/4 kvittede han drømmejobbet og skiftede branche i erkendelse af, at den tid han ikke var sammen med sit barn, aldrig kom tilbage igen,hvorimod der nok skulle komme nye jobtilbud. Et meget klogt valgt, syntes barnets moder!

Fra et af utallige cafébesøg ved åen i Århus. Det må være én fra mødregruppen, der har taget billedet.
Dengang Storepigen blev født, var billeder noget der blev fremkaldt på papir og efterfølgende sat ind i et album! 

Drømmepolygami?

Det hele var totalt kaos omkring mig og jeg græd og græd. Ham, der har en vielsesring magen til min, havde meldt tydeligt ud at han agtede at forlade mig og i meget storladen og følelsesfuld scene fandt følgende ordveksling mellem os sted:

Mig: Jamen hvad fanden havde du tænkt dig at jeg skulle gøre uden dig?

Ham: Jeg forestiller mig at du må gå tilbage til din eksmand!

Mig: Min eksmand? Jamen for helvede, han er jo gift med en anden nu?

Ham: Ja, men det er jo ligesom ikke mit problem, vel?

Her var det så at jeg vågnede med et sæt. Lå længe og kiggede op i loftet og tænkte, hvorfor i himlens navn man drømmer noget så tåbeligt? 
Kan godt regne ud at der i drømmen (repræsenterende min underbevidsthed) ligger et praj om en forseglet kasse med etiketten 'angst for at miste', men tror ærlig talt ikke at eksmand ville være interesseret i at jeg trængte mig på i hans nye ægteskab, hvis det kom så vidt. Hahahaha. 

Griner højt og  skynder mig at glemme den drøm igen!