lørdag den 20. juni 2015

En over nakken

Det var en diskusprolaps. Faktisk næsten to. 
MR-scanningen af min nakke afslørede meget tydeligt hvorfor jeg, i efterhånden uoverskueligt mange uger, har haft så ondt, som jeg aldrig nogen sinde i mit hele lange liv har oplevet før. 
Fødsler og udtrækning af visdomstand - gå hjem og læg jer, I er NOTHING sammenlignet med de nætter, hvor jeg hvileløst har vandret rundt i huset, helt færdig af jagende, stikkende smerter i skulder og arm, som selv det receptpligtige morfinpræparat intet har kunnet hamle op imod.

Jeg har derfor måttet lægge supermandskappen fra mig for en stund. 
Er slået til jorden som ved et kølleslag, og selv de mindste praktiske gøremål i dagligdagen virker på de værste dage helt og aldeles uoverkommelige, fordi min højre arm smerter som var der ild indeni den. Smerterne stikker, brænder, svier og får mig til at græde, når jeg tankeløst løfter armen for at vaske eller rede mit hår. Jeg. Kan. Ikke. Løfte. Højre. Arm. 

Jeg er lille, jeg er sølle, jeg er ussel. 

Nætterne er de værste. Jeg bliver trist og bange, mister modet og rammes af katastrofetanker. Går det aldrig over? Hvad nu hvis?
Dagene kommer jeg igennem, og mange af dem med humøret i behold og en tapper tro på, at jeg selvfølgelig kommer mig i løbet af sommeren. 
Flemming-Fys siger, at jeg skal regne med at det varer 100 dage. Så længe er kroppen om selv at nedbryde en diskusprolaps. Der er gået ca. 30 nu, og bedringen er minimal. 
Og alligevel, nu jeg tænker over det: Jeg har ligget i min seng i to hele nætter nu, uden at være oppe pga. smerter. Det er en temmelig stor bedring, så det GÅR fremad, omend langsomt.

Det skal nok gå altsammen. 


2 kommentarer:

Carina sagde ...

Åh, Helle, det lyder helt vildt hårdt. Kan godt forstå at du er slået til jorden. De 100 dage lyder overkommeligt og du kan da trøste dig med at du heldigvis ikke er dum i nakken. Det tager noget længere at komme sig over, har jeg hørt ;) Du ønskes en god og hurtig 'kommen-over'
Kh
Carina

Mit Helle sagde ...

Tusind tak for din hilsen :-)
Jeg skal nok komme igen, I promise you!