søndag den 22. februar 2015

Ord på en søndag

Er rigtig godt tilpas med:
-At det er lykkes mig over nogle uger at komme ind under huden på nogle symptomer, jeg heldigvis tog alvorlig med det samme. Selv de mindst tegn på stress, skal man tage dødsensalvorligt. Jeg skrev om det i  dette indlæg.

Noget af det, der er lykkes er:
At tiltvinge mig mentale breaks. Mit hoved har brug for flere pauser i løbet af en dag, end jeg har villet (kunnet?) give det. En supergod hjælper i denne proces er denne app, som jeg bruger flere gange om ugen. 

Kunne simpelthen så godt lide:
Det præsten til dagens gudstjeneste fik sagt om at erkende skyld og dermed blive i stand til at gå forsoningens vej. For at kunne føle ægte tilgivelse, må man erkende sin skyld. At erkende sin skyld betyder i denne sammenhæng at man indser, at man ikke er perfekt, der begår fejl. Jeg har haft udtrykket 'at gå forsoningens vej' liggende i mundhulen, som et sødt og varmt bolsje.

Er helt ind i hjertet glad for:
At så mange har valgt at tage bladet fra munden og stå frem i medierne eller på åben gade med budskab, der gør op med den ondskab, fordømmelse og ødelæggelse, der ligger bag attentater og terrorhandlinger. Jeg nikker i ærbødig respekt for dem alle, både Rasmus med sit skilt, den beundringsværdige gymnasiepige med sit lidt kluntede, men yderst velmenende og helt igennem ærlige digt eller det mest interessante jeg har læst i de sidste par uger, nemlig denne artikel af Georg Metz, der belyser den synsvinkel, jeg meget gerne ser mere fremtrædende i den offentlige debat: At vi, både som samfund og som enkeltindivider også bør vinkle vores brug af ytringsfriheden i et etisk perspektiv.
Han skriver om offentliggørelsen af de omstridte satiriske tegninger:
”Det havde jo ingen hensigt overhovedet andet end at aflevere grovheden. Og det har jeg ikke respekt for. Argumentet om, at man udtrykker sig, fordi man har mulighed for at udtrykke sig, kan måske lyde meget godt. Men der sker jo ikke noget ved at udtrykke sig kvalificeret. Argumentet om den absolutte ytringsfrihed er pinagtigt for mig at høre på,” siger han.
”Det havde jo ingen hensigt overhovedet andet end at aflevere grovheden. Og det har jeg ikke respekt for. Argumentet om, at man udtrykker sig, fordi man har mulighed for at udtrykke sig, kan måske lyde meget godt. Men der sker jo ikke noget ved at udtrykke sig kvalificeret. Argumentet om den absolutte ytringsfrihed er pinagtigt for mig at høre på,” siger han.
”Det havde jo ingen hensigt overhovedet andet end at aflevere grovheden. Og det har jeg ikke respekt for. Argumentet om, at man udtrykker sig, fordi man har mulighed for at udtrykke sig, kan måske lyde meget godt. Men der sker jo ikke noget ved at udtrykke sig kvalificeret. Argumentet om den absolutte ytringsfrihed er pinagtigt for 
mig at høre på,” siger han.

Og han fortsætter:
I 2010 udkom digteren Peter Poulsen med digtsamlingen ”Rulleteksterne”. Heri finder man blandt andet følgende linjer, som Georg Metz mener, er en fortræffelig kommentar til hele debatten om ytringsfrihed.

”For at værne om ytringsfriheden

råber jeg røvhul efter naboen”.


”Digtet gik lige ind, da jeg læste det, og samtidig var det jo morsomt. En del af argumentationen ved tegningerne var netop, at fordi vi havde ret til at ytre os, så skulle vi også gøre det.

Jeg er enig med mr. Metz. Jeg ser faktisk ikke én eneste grund til at at man overfor medmennesker, behøver træde så hårdt ned, man kan, lige præcis der,  hvor tåen er aller-ømmest. 





lørdag den 14. februar 2015

Helle og Monopolet

Jeg gætter på at der er mange andre end mig, der har haft lyst til at ringe ind til Mads og Monopolet en lørdag formiddag. Ikke for at bidrage med et dilemma, som de aktuelle monopol-deltager kunne drøfte, men for at give sit besyv med til de dilemmaer, monopolet har oppe at vende.

Sådan havde jeg det helt vildt i dag. Talte højt med fra bilen under dilemmaet med en ung kvinde, der ikke kunne beslutte sig for, om hun skulle udskyde sit psykologi-studie et år og ved samme lejlighed give afkald på den perfekte bolig, for at rejse til Canada og satse på den helt store kærlighed, som hun havde mødt derovre under et studieophold.

Monopolet bestod i dag af Søren Fauli, Barbara Moleko og Stephanie Surrugue, tre mennesker jeg udelukkede har høje tanker om, men de fik simpelthen, efter min mening, tegnet billedet i det her dilemma alt alt for unuanceret op.

Dilemmeet kom til have som omdrejningspunkt, om kvinden skulle 'droppe' sin fornuftige, gode og sikre tilværelse i Danmark, med fokus på uddannelse, relevant studiejob og stabile boligforhold -  eller om hun skulle flytte til Canada og ind i kærestens tilværelse, hvilket så kunne betyde at hun måtte tage noget 'tilfældigt' arbejde (job på café eller hos Mac Donalds blev nævnt som eksempler), for at tjene til dagen og vejen. 
Pigen sagde selv i oplægget over telefon, at det at skride til Canada for at prøve kærligheden af jo ikke rigtig gav noget til cv'et, og når alt nu kørte på skinner for hende i Danmark, så var det jo  ikke helt nogen ordenlig grund til at sætte det hele over styr. 

Og hertil er det så at JEG siger:
Jo, kære unge kvinde, der er den bedste grund, der overhovedet kan være i hele verden, nemlig kærligheden og ønsket om at finde ud af om den kan briste eller bære.

At bo i Canada et halvt eller et helt år, med alt hvad det indebærer at omhu, planlægning, sats og chance er da i den grad noget, der vil komme til at give personlig robusthed, og det jeg sad og råbte i bilen, var at hun selvfølgelig ikke skulle søge arbejde på en café, men i stedet finde noget, der nemt kunne kaldes studierelevant - Et job med børn, handicappede, ældre, hjemløse, socialt udsatte eller hvad ved jeg, der er da utallige jobs med fokus på medmenneskelighed og relationer, der vil tilføre ballast og styrke til enhver kommende psykologs erhvervsmæssige fremtid. 

Den nuance havde monopolet slet ikke øje for, men med undtagelse af Stephanie, var de da enige om at den unge kvinde skulle rejse over til sin kæreste. Ellers finder hun jo aldrig ud af om det skal være dem forevigt. 
Dagens udgave af det herlige radioprogram kan høres her.




torsdag den 5. februar 2015

The owls are not altid what they seem

Jeg kan godt sige jer, det var en sær fornemmelse, der fyldte mig, da jeg et par sekunder efter at jeg havde taget min sorte vinterjakke på, pr. automatik stak hænderne i lommerne.
Fra venstre lomme fremdrog jeg et bundt nøgler, som ikke var mine, og fra den anden lomme stod jeg med en iPhone, som jeg ligeledes heller ikke genkendte. 
Hvad faen sker der, nåede jeg at tænke, og i det sekund jeg tænkte det, gik det op for mig, at det ikke var min jakke, jeg lige havde taget på. 
Jeg skal da lige love for at det var en noget flov Helle og med en stærk hvor-er-jeg-dog-kikset-følelse brændende i kroppen, som skyndte sig tilbage til garderoben og inderligt håbede at kunne hænge det falske jakke tilbage og diskret tage sin egen på. Meget gerne helt uden at nogen så mig.
Mine øjne flakkede fra det ene stykke overtøj til det andet, der var ikke flere jakker tilbage end at jeg ret hurtigt kunne konstatere at min ikke var der.
Argh! Begyndte så at spejde rundt i lokalet mod udgangen, hvor de øvrige kursusdeltagere var begyndt at tage afsked og lunte afsted. Men så fik jeg øje på min jakke. Min helt egen sorte vinterjakke, som var fuldstændig identisk med den falske jakke, som jeg nu havde hængende over armen. Min jakke sad på en dame, som stod og grinede højt, mens hun kastede nakken bagover og havde styr på det hele. Indtil jeg kom listende og sagde: 'Øhhh undskyld, det er ikke for noget, men kunne det tænkes at du var kommet til at tage min jakke på?'og hun stak straks en hånd i lommen og stod så med mine nøgler, som hun kiggede meget forvirret på, indtil hun fattede, hvad det handlede om.
'Hold nu kææææft', sagden damen og rødmede, mens hun straks afklædte sig min jakke og fik sin egen i bytte. 
Det føltes utrolig trygt og kendt at kravle ind i sin egen vinterjakke igen, og verdensordenen var atter intakt. 

Til i dag, hvor jeg kom gående i fuld fart hen ad den gang på min skole, hvor alle indskolingsbørnene har deres garderober. 
Her så jeg på afstand et barn i lilla flyverdragt og sorte vinterstøvler stå og gemme sig med ansigtet ind i garderoben, så man ikke kunne se, hvem det var. 

Mine akt-lærer-trivselslamper blinkede selvfølgelig straks, og jeg fik med blid og venlig stemme sagt 'hey du, hvad er der med dig, siden du står der og gemmer dig' og så var det så, at jeg så at der ikke var noget barn i flyverdragten. 

Den hang på knagen og havde støvlerne siddende inde i buksebenene, og fordi støvlerne stod på gulvet, så det fuldstændig som om der stod et barn. Kan I se det for jer?

Tager andre damers jakker på -  og taler med flyverdragter?

tirsdag den 3. februar 2015

Bidrag

I dag var der én, der takkede mig stort, for noget jeg slet ikke havde tænkt over at jeg havde gjort. 
Fordi det føltes helt naturligt at bidrage lige præcis dér, hvor jeg kunne se og mærke at der var brug for det.
Det er en livsfilosfi for mig at tænke 'hvad kan jeg bidrage med her', når jeg oplever en situation hvor nogen trænger. Vi er hinandens forlængerledninger her i verden. Hvis ledningen ikke kan nå hen til stikkontakten, så er det altafgørende at have - eller få -  en forlængerledning, for så snart den er monteret, så virker shittet jo. 

Sjovt nok er det anden gang i dag at jeg laver en sproglig metafor med ledninger og stikkontakter. Gad vide om jeg var elektriker i et tidligere liv?
Næste gang du ser en ledning, der ikke er lang nok, så overvej hvordan du kan bidrage. Man kan jo heller ikke danse uden musik.

søndag den 1. februar 2015

Hvis du møder ham der deler weekender ud

...gider du så være sød at sige til ham, at jeg godt vil have en ny? Er ganske enkelt ikke færdig med den her, har stadig timer, der skal soves, bøger der skal læses, sofaerne der skal slappes af i og tv, der skal kigges. For ikke at tale om ture, der skal gåes og mad, der skal spises. 

Nedtællingen til vinterferien er sgu nok mentalt sat ind nu, for jeg kan næsten ikke overskue at det allerede i morgen er mandag. Igen. 

En anden - længere ud i fremtiden-nedtælling er ligeledes begyndt i denne weekend, hvor vi har fået bestilt flybilletter til 15 dages sommerferie.

Vulkaner, gejsere og boblende varme kilder here we come - Vi skal til Island i juli.