Opfølgning 3

Dette indlæg er en slags fortsættelse af dette her...


Vi kunne ikke undvære hinanden. Jens kunne på daværende tidspunkt ikke se sig selv flytte fra det lokalsamfund, hvor hans børn havde rødder. Jeg forstod det godt. Mine børn var  noget yngre, og vi gik imod en sommer, som uanset hvor jeg boede, bragte forandringer med sig. 
Jeg afsluttede det år en  9.klasse på min skole og skulle herefter i gang med en nyt forløb med en ny klasse. Vi var to lærere, der havde ønsket den samme klasse og valget var faldet på min kollega. Jeg vidste derfor ikke, hvor jeg ville blive placeret. Efterrationaliseret tror jeg, at den usikkerhed ubevidst satte skub i mine tanker om, at det var muligt at arbejde andre steder. Min ældste datter stod for at skulle begynde i skole - og da vi var forholdsvis nye i lokalsamfundet, kendte vi ikke ret mange og hun havde kun ganske få lokale legekammerater. Min yngste datter skulle rykke fra vuggestue til børnehave. Med andre ord: Vi gik alle tre halvstore forandringer i møde, uanset hvad. 
Det lå jeg mange nætter og vendte og drejede i mit hoved. Beslutningen om at flytte kom ikke sådan *bum* lige pludselig. Den modnedes langsomt i takt med at jeg blev mere og mere kendt der, hvor Jens boede og kom til at holde af den lille by, hvor der er  alt hvad man har brug for i gåafstand: Dagligvarebutikker, posthus, apotek, bibliotek, skole, sportshal osv. Et smørhul, hvor jeg sagtens kunne se mine piger vokse op.
Derfor blev den første fælles hobby Jens og jeg fik sammen at læse boligannoncer!
Huset, vi endte med at købe, var ikke vores første valg. Vi var røvefattige, til gengæld havde vi mange børn - og billige huse med mulighed for fire børneværelser hænger altså ikke på træerne, skulle jeg hilse og sige!
11 måneder efter, at vi havde mødt hinanden flyttede vi ind i "The Neverending Story", et gammelt 1950'er hus, som vi har knoklet med at renovere nærmest lige siden. Huset har gennemlevet en gennemgribende forandring fra pensioniststil med brune gulvtæpper og blomstret tapet til en lidt mere moderne stil (afhøvlede trægulve og gipsvægge etc.)

Det år var en milepæl i mit liv: Jeg sagde mit job op, solgte min andelslejlighed, meldte mine børn ud af deres institution og købte et hus i en lille provinsby sammen med den mand, jeg instinktivt ved, at jeg skal tilbringe resten af mit liv sammen med.
Var det nemt? Gik det glat og ligetil at flytte sammen med vores i alt fire børn? I et hus, der - mens vi boede i det -  blev flået fra hinanden indvendig og udvendig - og sammen med en mand, der brugte alle døgnets timer på først sit almindelige arbejde og derefter husprojekt "The Neverending Story"? Og mig, der startede på nyt job, samme dag som min ældste datter begyndte i ny skole og den yngste blev kørt ind i sin nye børnehave. Og tilsæt så relationen til mine bonusbørn, som jeg brugte oceaner af tid på at pleje og styrke, fordi jeg var opsat med liv og sjæl på at det skulle blive så godt, så godt.

Nej. Et stort rungende N E J. Nemt var det ikke. Det havde vi nu heller ikke regnet med at det ville være. Alligevel var det tæt på at slå mig omkuld.
Det var det sværeste, jeg nogensinde har oplevet, det mest udfordrende, krævende og på mange måder helt surrealistisk omfattende.